Taybærhøsten tegner storslået i år. Vi plantede busken for fire år siden, fordi vi (Morten) fik øje på den på en planteskoletur og syntes, den var en skæg og anderledes bærfætter at have i haven. Den kunne vi nok få noget sjov ud af, blev der tænkt.
Taybær er en krydsning af sorte brombær, røde loganbær og storfrugtede røde hindbær, og bærrene kan blive fire centimeter lange. Formen minder om en lille rød nissehue, googlede jeg mig til. Da jeg efter købet viste Lasse et billede af bærrene, syntes han mere, de lignede Angkor Wat. Smagen skulle være syrlig og aromatisk og god til friske sensommerdesserter, og vi var spændte på udkommet.
Det første og det andet år og også de efterfølgende bar busken stort set ingenting, og de få bær der var blandede jeg bare i hindbærmarmeladen. I år slår hindbærhøsten grundigt fejl, til gengæld får vi en ordentlig masse taybær, medmindre nogle lede fugle pludselig får smag for dem. De er på ingen måde fire centimeter lange, men der er masser af nissehue og cambodjansk tempel over designet.
Jeg har kun plukket de mørkeste og regner med at tage dem efterhånden, som de modner. De ryger løbende i fryseren, og så ender de fleste nok som marmelade. Som alle bare har at kunne lide.
Vi har også solbær. De får samme skæbne.
