Det er ikke netop sådan, at græsset gror uhæmmet for tiden. Snarere lidt hæmmet. Af overflod af varme kombineret med underflod af vand.

Alligevel klippede jeg græsplænen i rækkehushaven i dag, og det var der mange grunde til.

Jeg havde tid.

Da jeg kom hjem, var alle formummet på deres værelser, så der var ingen at snakke med.

Vejrudsigten siger regn i morgen efter fyraften.

Plænen er ved at springe i skov. Naboens træer har ihærdigt kastet frø over hegnet, og selv om modertræerne blev fældet i vinter, har de sat utallige spor inde hos os. Græsset gror ikke, men det gør alle de små træer, og de støder mit øje. Jeg VED godt, det ville være smartere at grave ondet op end bare at fjerne toppen af isbjerget (sikke jeg ka’ klicheer, hva’?!). Det gør jeg sikkert også en dag, men indtil videre vinder dovenskaben. Gravning gør store huller i plænen, for de har faktisk groet et gedigent rodnet, de små djævle.

Så jeg slog græsset. Nu er plænen pæn på overfladen.

Og som en lykkelig konsekvens deraf genfandt jeg min sorte cardigan, som jeg irriteret og forgæves ledte efter i morges. Den lå i cykelkurven på min cykel i skuret, hvor også plæneklipperen står, og hvor jeg ikke har været, siden jeg cyklede sidst.

Dobbelt win.