Sommetider falder de fineste oplevelser på en torsdag aften.
I aftes skinnede Sort Sol over Viborg. I en fyldt Store Sal på Paletten, som er sådan et fint spillested. Jeg har været frivillig på Paletten i syv år, og der har jeg haft mange bartjanser og – frem for alt – rigtig mange gode musikalske oplevelser, både med artister, jeg kendte i forvejen, og nogle, der kom ud af det blå. For mig i hvert fald.
I aftes var jeg ikke på arbejde. Jeg var var der som gæst sammen med en flok gode venner, og jeg stod lige midt i salen. Få meter fra scenekanten, få meter fra Steen Jørgensen.
Jeg må indrømme, at jeg ikke er ret godt hjemme i Sort Sols bagkatalog. Faktisk kender jeg kun én sang sådan rigtigt. Men det betød ikke noget i går. Det var en megagod og meget intens koncert. Flot, flot lysscenografi, meget enkelt i sit udtryk, og et super velspillende band med en karismatisk forsanger. Både nye og gamle numre. Ikke så meget snak, bare musik fra start til slut. Og lys. Og nærvær.
Tak for det. Bare tak.
Her får I fire lykkelige, uredigerede minutter af den sang, jeg kender.
