Århh, det er jo ikke til at vide, hvornår der kommer sådan en dag igen, og om den dag så lige falder sammen med, at jeg har fri.
I dag lykkedes det, og kolonihavesæsonen er vel så officielt skudt i gang med et skud sol og let lune. Der faldt også hagl, og det faldt så lige sammen med, at jeg fik øje på to års visne blade i hjørnet under bænken på en stump overdækket terrasse. Dem kunne jeg bruge hagltiden til at få fejet ud. Og så faldt haglene også sammen med, at jeg havde termokaffe og madpakke. Så kunne jeg sidde i tørvejr og få gjort kål på dét.
Senere gjorde jeg kål på nogle af grønkålsstokkene, som var færdige med at bære. Det har harerne nok hjulpet til med. Det er sikkert også harerne, der har smidt en øldåse og lille snapseflaske fra sig i køkkenhaven efter en nattefest.
Det viste sig, at der stadig stod halvanden række pastinakker og gemte sig under jorden. Over jorden kunne de næsten ikke ses. Jeg tog nogle af dem med hjem og bestemte, at vi skal have godt med pastinak til aftensmad i morgen. De har virkelig været store og flotte i år, pastinakkerne. Eller sidste år.
Jeg har pillet sidste års visne pinde af stauderne og samlet nedfaldne birkegrene sammen. Jeg har fyldt containeren med vinterens vissenhed, fejet fliser, tænkt tanker, lyttet bog og lagt planer.
Jeg kunne mærke, at det nok skal blive forår engang. Krokus ved det også.
Da jeg kom hjem, lagde jeg vattæpper i havestolene, lavede kaffe og lagde æg (af chokoloade i en skål!) og bød Morten ud i det sidste hjørne med sol på terrassen. Det var en lille fin stund.
En Instagram-ven skrev en hyldest til skiftet til sommertid; at det er ligesom at få penge tilbage i SKAT, når det lige pludelig og måske lidt uventet er længere lyst, højere til himlen, fuglene synger, og det hele emmer af nye muligheder. Jeg er helt enig.
Jeg er spændt på i morgen. Min tanke var, at jeg kunne grave køkkenhaven, som jeg ikke nåede i efteråret, men vejret har ikke helt tilkendegivet, om det er med eller mod mig.
I dag var vi i hvert fald på samme side.