Udpluk #16
8. november 2017 | Udpluk |
- Jeg var i Skagen i weekenden. Ikke PÅ Skagen. Det er kun dem fra Holte og Hellerup, der siger det. Siger vi.
- I Skagen spiste jeg fisk fredag aften, til frokost lørdag, i to ud af tre retter lørdag aften, søndag til frokost. Fisk er Skagenmad. Fisk er godt.
- I øvrigt kan jeg anbefale Cafe & Restaurant Kokkenes i Skagen. Jeg tror aldrig, jeg har spist så godt og fået så god og kyndig en betjening.
- I dag så man pludselig et par unge mennesker i køkkenet midt på eftermiddagen. “Vi bager”, sagde de, og så var der igen et ambitiøst værk at nyde til aftenens tv-bagedyst. Det er sket før, så måske er det en tradition. “Det er smagen, vi satser på”, sagde de om shortbread-resultatet. ’Det smager fuldstændig perfekt – tak’, siger jeg som en anden kagedommer.
- Det ser ikke ud til, at jeg gør fremskridt i at køre en upåklagelig ild i brændeovnen. Stay tuned.
- Der står ’tænke på adventsgaver’ på min to do-liste, og jeg er begyndt. TÆNKE, blev der sagt, børn der læser med!
- Jeg har taget cyklen på arbejde de første tre dage i denne uge. Det har været virkelig koldt og meget, meget flot. Jeg kommer nok til at tage bilen de sidste to arbejdsdage i ugen, for jeg kan slet ikke cykle med så meget glorie.
- På trods af ringe fyringsfærdigheder er der blevet meget, meget, MEGET varmt i stuen. ’Det er målet, ikke vejen dertil, jeg satser på’, kan jeg sige med samme logik som de unge bagere, og med den vinkel stryger jeg direkte på podiet.

Vil du dele, så er det her: