Vi spillede Hint i lørdags, både det hvide og det nye røde. De er sjove begge to. To af kategorierne fra det hvide er erstattet af to andre i det røde, og nogle mener, at det røde er lidt sværere, men det synes jeg egentlig ikke. Det handler stadig om at gøre givne emner begribelige for sine holdkammerater, og det involverer stadig både held, gæt, viden, strategi og tidspres.

Vi spillede de unge mod de gamle, for det er bedst, at man inden for hvert hold har en nogenlunde fælles begrebsverden. Det er for eksempel svært, hvis én skal nynne 80’er-hits, og den der skal gætte er født tyve år senere. Ja, det kan skam også være udfordrende at finde fælles tankesæt, selv om man er jævnaldrende, for nogle kort er svære. At lyde som forlystelserne i Tivoli eller som menuen juleaften, for eksempel. Eller at mime noget, man ikke ved hvad er. Eller at lægge figurer, der skal få holdet til at sige fem bestemte ting fra en tur på kasino.

Jeg mimede en del den aften. Efterfølgende har Lasse rost mine “overraskende gode mimeevner”. På den måde ser man også nye sider af hinanden.

Blandt andet skulle jeg mime fodboldlandsholdet. Peter Schmeichel var forholdsvis let, Morten Olsen og Michael Laudrup var svære, men blev gættet. Jeg var lidt frustreret over, de ikke gættede Stig Tøfting på min ellers fortrinlige plæneklipperimitation, men allermest forundret var jeg over Mortens pletskud på min første mime, og det var det sidste, jeg sagde til ham, inden jeg sov:

“Tænk, at du gættede Nicklas Bendtner på, at jeg lynede mine bukser ned…!”