Det er lørdag formiddag. Jeg arbejder på at tømme hovedet for alt det, jeg har skullet have overblik over i den forløbne uge. Studentertraktementer, hvide nystrøgne skjorter, snøfteri over dimissionstaler, basisbagage til student der springer til Roskilde Festival, generel morbekymringsomsorg for student der springer direkte fra fest til bus mod Roskilde.
“… har skullet have overblik over…”??
Ret beset er det nok mest mig, der synes, jeg har skullet. Studenten har ikke haft det store behov for overblik. Han var kun lidt presset i går eftermiddags efter dimissionen, da han både skulle nå at aflevere bøger, pakke til festival, printe festivalbilletten og frem for alt tanke søvn, inden han tog til den sidste studenterfest, der varede lige til i morges klokken 05, hvor han kort rundede hjemmet for at bytte studenterhuen ud med den sportstaske, han havde stillet frem, og derefter hoppede på festivalbussen sammen med kammeraterne.
Han har ikke meget med. Sovepose, et tyndt liggeunderlag (som jeg købte i går, mens han afleverede bøger), tandbørste og kontaktlinser, minimalt med tøj (her har han lyttet til jævnaldrendes erfaringer, ikke til mig), mobiltelefon. Og det er vel egentlig dét. Ikke engang moderlige formaninger er han tanket fuld af. Jeg har virkelig, virkelig, virkelig forsøgt at begrænse mig.
Jeg har sovet uroligt i nat. Dels fordi der er Snapsting i Viborg, byfest med masser af musik og folk og larm i gaden, men i særdeleshed fordi jeg ikke har kunnet give helt slip på tanker om yngsten. Kom han nu af sted, tænk hvis han faldt i søvn et sted og ikke nåede bussen og alt muligt andet, jeg kunne finde på at tænke. Men tidligt i morges var tasken væk, og hans nøglebundt lå tilbage, som vi havde aftalt. Han er sammen med kammeraterne, de passer på hinanden, og det skal nok gå.
Efter en hektisk uge er det lidt tomt. Jeg har sommerferie. Der er ikke noget jeg skal have overblik over og huske.
Nåååååh jo. Morten og jeg skal til Norge. Og det er da ikke gjort med bare at pakke vandrestøvler og fjeldtøj i bilen. Vi skal da have mad med. Det ville da være dumt ikke at forberede bare nogle af dagene. For eksempel skal vi da ikke betale 400 kr. for en agurk, når de hænger i kolonihaven lige til at plukke. Og salat. Og … og …
Jeg må hellere gå i gang med at få noget overblik.