Denne lørdag kræver to forskellige præsentable looks. Først til fernisering i eftermiddag (“Kan jeg ikke godt tage denne her (falmede kjole, som jeg har haft på i to dage) på til ferniseringen? Det er jo mere sådan casual her i eftermiddag…”. Den lange pause, inden min kæreste fik formuleret sit svar, indikerede tydeligt, at det skulle jeg selvfølgelig selv bestemme, men han syntes nok alligevel noget andet.). Og så er der festmiddag i aften.

Jeg lyttede til min kloge kæreste og var pæn i sommerkjole fra Desigual i Barcelona og høje sandaler fra Rom. Det var så bare lidt for koldt til det udendørs arrangement i eftermiddag. Blå tæer gør ikke noget godt for sandaler fra Rom.

Inden så længe ifører jeg mig en kjole købt i Berlin. Nu lyder det faktisk, som om jeg køber alt mit tøj i udlandet. Det er på en måde rigtigt, men det kommer bare til at lyde af mere, end det er. Det er nærmere sådan, at jeg ikke rigtigt interesserer mig for at gå i tøjbutikker, og derfor bliver det mest, når jeg er på ferie og sammen med nogen, der tager mig med i butikker. Kæreste, veninder eller børn. Og så kommer der ofte poser med hjem, tit med noget der ender med at være yndlingstøj. Men skoene, jeg stikker fødderne i i aften, er købt lige hernede på gågaden i Viborg.

Det arrangement, der kræver al den lørdagsstyling, er 4. Niels Bugge Cartoon Award. Det er en konkurrence for satiretegnere. Der er et tema, og der kommer bidrag fra hele verden, og de vurderes af en international jury. I år er der indsendt 1100 tegninger over emnet Utopia, og de tre bedste bliver kåret og fejret i dag.

På billedet byder Poul Nielsen velkommen. Han er initiativtager til Niels Bugge Cartoon Award, og sammen med sin kone ejer og driver han Niels Bugges Kro og Hotel, som er rammen om dagens arrangement. Stedet er i øvrigt et besøg værd, hvis man kan lide fantastisk mad og naturskønne omgivelser. De tre gule megablyanter på billedet er trofæerne til de tre vindere. Der følger vist også en skilling med. Men jeg gad nu godt bare have sådan en blyant. De er cool.

Nå, men jeg skal da også til at komme i festtøjet.

Redigering: De tre blyanter er IKKE præmier til vinderne. Det er mere underfundigt end det. De er gæstebøger og forlader ikke stedet. Vinderne får plaketter i guld, sølv eller bronze.

cartoon