Vaskeriministeren er utryg
Jeg er kommet af sted med at komme hjem med min mors dug. Der lå to ens duge på det lange bord, da familien holdt julefrokost hos mor første juledag. Nogen havde væltet sildelage ud på dugen, og der var blevet pakket en bærepose med dug, som jeg skulle have med hjem og gøre i stand. Mor har ikke så nemt ved at håndtere stort vasketøj længere, og jeg har tidligere haft sengelinned med hjem til vask. På den måde er det helt i orden at træde til.
Det virkede alligevel ikke helt, som om mor var helt tryg ved at sende de damaskes ud af huset. I hvert fald fulgte der mig en hel sky af forslag om behandling med kartoffelmel og salt og citron og betragtninger om, at alt skyr skidtet bedre, før det bliver vasket første gang, og måske kunne jeg alligevel forsøge mig med at pletrense? Faktisk følte jeg først, jeg undslap bølgen af gode råd, da vi passerede Morud. Og det er altså seks-syv kilometer.
Først i dag har jeg kigget i posen og overvejet, om jeg tør putte dugene i vaskemaskinen. På tredive grader, nok kun? Så viste det sig, at der kun er én dug i posen. Den sildelagebesudlede. Den har knivskarpe pressefolder, er fuld af struktur og har aldrig været vasket. Får jeg den nu vasket slap og slatten, så den aldrig mere matcher søsterdugen, som den skal følges med, når vi er mange til bords?
Og hvad vil mor sige?
Jeg er altså lidt skræmt.
