Så var jeg hos tandlægen. Allerede ude i venteværelset læste jeg på infoskærmen, at der er en tandplejerpraktikant på klinikken for tiden, og at hun følger min tandplejer, så jeg var ikke overrasket over lidt senere at finde mig selv med cirka fire tandplejerhænder i min mund.
Mere uventet var det, at tandplejer Dennis efter grundig kradsen på de fleste af mine tænder erklærede, at han havde gemt de bedste tandsten til sidst, og dem tænkte han, at praktikanten kunne ordne og bagefter pudse dem alle sammen.
Hun var så forsigtig og langsom, at jeg nåede at få en hel del at vide om forskellene på stole og fodpedaler på klinikken og oppe på skolen (hun kan bedst lide fodpedalerne på skolen og stolene på klinikken), at ups, det var hendes mave, der rumlede; hun var godt nok også sulten nu, og Har jeg fået det hele med her? Jeg prøver lige at puste… Dennis lægger altså en del flere kræfter i.
Bagefter kørte jeg om kap med regningen tilbage på arbejde. Regningen kom først. Til gengæld kunne jeg godt lide den. I hvert fald på otte ud af ti punkter.
