Lige i disse dage er jeg presset på tid. I weekenden er der fester, som jeg glæder mig til, og mandag har vi en fødselsdag i huset, som jeg også ser frem til. Forinden er der arrangementer både torsdag og fredag aften, og det meste kræver en smule forberedelse og et større mål logistikhåndtering. Og så topper jeg det hele med en snærende deadline på arbejde.

Da jeg i eftermiddag fandt mig selv stå og stirre intense huller i krydderihylden i Føtex, mens jeg inde i mit hoved var ved gøre det, som jeg skulle gøre efter det, som var det næste, jeg skulle gøre efter det, jeg skulle gøre lige om lidt, vidste jeg, at det var tid til at hive mine mentale kasser frem.

For seks år siden havde jeg et forår med en række virkeligt store og tunge ting. En konfirmation, en konfirmandrejse, en flytning og en kæreste der ikke ville være kæreste mere. Specielt husker jeg en pinse, hvor jeg skulle pakke et helt hus ned, mens det var det smukkeste vejr, og jeg var så ked, så ked af det, og om nætterne lå jeg og kiggede op i loftet og tænkte på alt det, jeg skulle gøre og huske og ikke måtte glemme, og min trætte hjerne syntes, at hver gang jeg kom i tanker om én ting, måtte den straks løbe alle de andre punkter igennem også.

En nat kom det til mig ud af ingenting, det med kasserne. Jeg forestillede mig en stor papkasse til hver sag. På lågene stod der ’Konfirmation’, ’Rejse’, ’Flyttepakning’, ’Indretning af den nye lejlighed’, ’Kærestesorger’, ’Alt det andet’, og meningen var, at jeg kun måtte åbne én kasse ad gangen. Hvis jeg arbejdede med konfirmationen, behøvede jeg ikke samtidig at kigge ned i indretningskassen og kærestesorgkassen, og når jeg var færdig med noget, blev den pågældende kasse lukket og stillet væk til næste gang, jeg skulle noget i den. Alt sammen inde i mit hoved. Det hjalp mig virkelig til at adskille tingene og fokusere på dét, jeg netop var i gang med. Jeg vil tro, enhver nogenlunde veluddannet psykolog ville kunne give nogle tilsvarende redskaber, men dengang føltes det som en åbenbaring og hjalp mig hel igennem kaos.

Jeg er et helt andet sted nu og fik kun stirret et lillebitte hul i krydderihylden, men jeg har alligevel stillet en kasse med ’Aftensmad’ forrest og en kasse ’Arbejde’ lige efter og gemt de andre bagved til i morgen.

Nogle ting kan slet ikke puttes i kasser, for eksempel uventede glæder. Som da Morten pludselig stod på kontoret i dag. Bare for at give mig denne her, og bare fordi han havde lyst.