“Jeg vil da også gerne have én at hoppe med på stranden!“, sagde en af de andre gæster til mig til den fest, jeg var til i lørdags. Vi talte om mænd og om gerne at ville have en kæreste og om de kompromiser, man sommetider tror, man er nødt til at indgå for at få eller beholde en mand.
Først forstod jeg ikke det der med at hoppe. Så kom jeg i tanker om det: Efter velkommenkaffen kørte det meste af selskabet i nogle biler ned til havet for at gå tur langs stranden. Morten kravlede ud fra bagsædet, og for at få gang i kroppen efter køreturen hoppede han rundt og svingede de lange arme og ben. Og så hoppede jeg med. En lille spontan og ukoordineret dans i fælles forståelse og pjank.
Andet var det ikke. Men hun så det, og så det som noget fint.
Hvor er jeg glad for at være en af dem, der hoppede!