Uendelige lille verden
I aftes sad Morten og rodede med nogle gamle gymnasiepapirer, deriblandt årgangens Blå Bog. Et navn på en af klassens piger sagde mig et eller andet, uden at jeg kunne placere det. Senere i snakken fortalte han, at den pige nu er præst i Xxxxby, og da slog det mig: Det var hende, som døbte Laura.
Vores børn er ikke døbt som spæde, men da Laura var otte år, insisterede hun på ville døbes. Hendes kusiner og fætter var lige blevet bunkedøbt i forbindelse med den ældstes konfirmation, og nogle af vores venner havde adopteret en pige, som blev døbt, da hun kom hertil som treårig, så Laura vidste godt, at man ikke behøver at være et spædbarn i dåbskjole. I lang tid slog vi det hen som en forbipasserende grille, men hun blev ved. “Men jeg tror på Gud!”, påpegede hun, og det var et argument, som var svært at afvise, så vi tog kontakt til vores kirke og fik arrangeret en dåb.
Præsten, som altså har gået i gymnasiet med Morten, var i den periode konstitueret sognepræst i vores sogn under den faste præsts orlov, og hun var en skøn kvinde med god fornemmelse for, hvad vi var for nogen. Hun foreslog, at vi valgte en søndag, hvor der var familiegudstjeneste. Det blev en herlig dag med en sprudlende gudstjeneste i en propfyldt kirke med juniorkonfirmander, som spillede teater, et børnekor og dåb af tre børn, hvoraf to hed Laura, men kun den ene svarede selv. Jeg blev bekræftet i, at barnet ikke gjorde det for vindings skyld, da hun blev dybt forundret over at få gaver ved festen bagefter.
Siden kom hun dog i tvivl om sin tro, da hun gik til præst. Men det er en anden historie.
I aftes var vi helt opfyldt af verdens forunderlighed, og Morten skrev en mail til sin gamle klassekammerat og fortalte om det sjove sammentræf. Hun svarede blandt andet:
Husker faktisk godt en pige på 8 år, der blev døbt. Fortæller nogen gange om hende til mine konfirmander, som lige tror, at man kun kan døbes som spæd eller som konfirmand og så er den ikke længere….
Vi har sat spor i historien.
Her er invitationen, som Laura lavede dengang. Det lignede meget godt præsten. Den lyserøde må være mig, den grønne med fregner er dåbsbarnet selv, og den, der ligner Benny fra Olsen-Banden, er barnets far. I virkeligheden var vi lidt mere afdæmpet klædt.
Blå Bog var fra 1984, og Morten konstaterede med et forklaret udtryk i ansigtet, at “så har vi 25 års jubilæum næste år”. Han var sproglig.