24. december 2014 | den store bunke |
Nu er der ikke så meget mere, jeg kan stresse over. Ikke at jeg har været voldsomt stresset. Bestemt ikke. Jeg har måske muligvis bare haft et vildt blik i øjnene af og til, og haft lister liggende både på computeren og i dropbox og på køkkenbordet og i hovedet.
Nu har julefreden har sænket sig. Jeg kan ikke finde på mere. Rundt omkring i lejligheden er mine dejlige børn, som jeg glæder mig over at have samlet, så småt ved at vågne, kan jeg høre, og inden så længe begynder det store familiejulehurlumhej. Jeg glæder mig.
Glædelig jul!
20. december 2014 | den store bunke |
December 1995:
Laura, 3 år, er kommet til at afsløre, hvad hun skal give far og mor i julegave; den pakke, hun har haft med hjem fra børnehaven: “Pebernødder, det har jeg bagt!”
Mor siger: “Det skal du da ikke sige, Laura, det er da en hemmelighed”.
Laura beklager: “Jeg ka’ ikke holde mig på hemmeligheder…! Det er svært.”
Sådan har jeg det i øjeblikket. Jeg er hele tiden ved at buse ud med små fortællinger om, hvad jeg har oplevet, da jeg var ude og … ordne noget. Historier, der ikke kan fortælles uden at afsløre, hvor jeg har været.
Jeg kan næsten ikke holde mig på hemmelighederne. Eller i skindet. Det er svært!
17. november 2014 | Betragtninger |
Da jeg havde fået børn, og de var groet lidt til, virkede det i nogle år rigtigere at holde jul hjemme i stedet for at tage hjem til bedsteforældrene på skift.
Jeg gik fra at være en, der blev holdt jul for, til at være en, der holdt jul for børnene og de gamle. Jeg blev lidt voksen lige der.
Man behøver ikke blive ved med at gøre det samme, bare fordi man er begyndt. Nu overlader jeg det glad til min storebror at være den voksne, der holder jul for børn og gamle. Og for jævnaldrende. Så bliver det nemlig den allerhyggeligste juleaften.
23. december 2013 | den store bunke |
Den tristeste tekst, jeg kender, er fra den gamle sang Ind under jul: “Ind under jul, hvor er det trist, snefog og kulde og korte dage, sindet bøjer sig ned til sidst, véd ikke, hvor det skal modet tage. Mindre og mindre af dag det lyser, hjertet i kulde og mishåb gyser, kommer ej jul?
Så kan det da ikke blive mere mismodigt.
Sådan har jeg det ikke.
For nu er det jo vendt, det lys. Nu kommer julen. Jeg har juleferie og har drysset lidt rundt i dag og småpuslet med forskelligt hyggeligt. Og jeg er klar og glad og harmonisk. I aften har vi børnejulegavebyttespisning, for i år holder mine børn juleaften med farfamilien.
Jeg har fundet faster Ellens juleremse frem sammen med julestjernen fra Tenerife. De går godt med den sære rødkålsfarvede blomsterlysestage fra mit barndomshjem, buketten fra kærestejubilæet som står endnu, og tændte stearinlys i hele stuen.
Den hot-hot-hotte kylling skal snart i ovnen, og der er bagt boller til fryseren, så der også er noget at spise i juledagene, hvis en enkelt butik skulle finde på at holde lukket.
Glædelig lillejul.
19. december 2013 | den store bunke |
Det ser ud, som om jeg går julen i møde med stoisk ro og så godt som uden åndenød og uden en stemme, der er gået en hysterisk oktav op. Det ser ud, som om jeg har købt julegaver i det tempo, der gør, at jeg bliver færdig lige præcis til tiden. Ikke så sent, at jeg er presset på tid og finde-på. Ikke så tidligt, at jeg begynder at købe mere til den ene og så til den anden, og så skal den tredje og fjerde jo også have lidt mere.
Det er meget mærkeligt. Og rart.
Og så er jeg oven i købet så heldig, at jeg ikke skal sørge for julemiddag eller noget. Jeg presser mig stadig ind i min gamle familiejul på fødegården. Jeg er heldig, at jeg kan, og at jeg må. At størstebror og svigerinde åbner arme, døre og hjerter. I år bliver det med mor, brødre, svigerinde, niecer og kæreste. Sidste år – som hvert andet år – var det også med mine børn. De har farjul i år, og det betyder tre sange og salmer mindre. Traditionen er, at alle vælger en sang, startende med den yngste. Jeg er den allermidterste vælger i år, og jeg vælger Julen har bragt velsignet bud, hvis den ikke allerede er taget. Sidste sang skal være Nu er det jul igen, og den er min mor nødt til at vælge. Og så synger vi også de linjer, som er hendes, og som ingen, heller ikke hun selv, ved hvor kommer fra:
Jul er for glade børn,
jul er for glade børn,
men også dejlig for de gamle.
Jul bringer juletræ,
jul bringer juletræ
og godter, lys og leg og gaver.
(eller også kommer de to halvdele omvendt…)
– mens vi pisker prustende rundt om træet hurtigere og hurtigere, skiftevis den ene og den anden vej, inden vi smider os i sofaer og stole og skal have en gang at drikke, inden vi pakker gaver op.
Med dem er det sådan, at der pakkes én op ad gangen. Når der er beundret og sagt neejjj og iiih, skal den, der fik, hente en pakke under træet og give til den, den nu er stilet til. Det behøver ikke være fra én selv, og sådan fortsætter det. Meget voksent.
Nå, men det er jo først på tirsdag. Inden da mangler jeg at finde på og købe en julegave og hente en anden, der er bestilt, i en butik. Og købe mandelgaven. Og den sidste adventsgave.
Men resten. Det ligger her under sengen og er helt, helt hemmeligt.
