Hvad? Mener hun havetårn? Nej, hun mener det, der står! Tårnhævning.
For måske halvandet år siden nævnte jeg, at jeg gerne ville have et stativ, så alle mine mange bageplader med boller til hævning ikke behøvede at fylde hele køkkenbordet, når jeg bager. Det drejer sig som regel om fire plader ad gangen.
Så skete der det, at der ikke skete noget. I lang tid fandt jeg ikke et stativ, og vindueskarmen var lang og bred nok.
Men SÅ skete der det, at Morten går på jagt med en smed, der kan konstruere den slags hverdagspraktiske gadgets. Nu er stativet i hus og afprøvet et par gange. Når det ikke er i brug, står det fint sammenklappet i skabet. Bagermadammen er glad.
I går fik jeg crostini med gedeost og løgmarmelade efterfulgt af en treretters gourmetmenu, hvor forretten bestod ravioli med tigerrejer på dampet torsk med persillecreme, grøn olie, æble og urter, hovedretten var krondyrfilet med presset kartoffel, rødbedesky, syltet løg, selleristuvning og jordskokkechips, og til sidst en dessert af pærekompot på frosne bunde af lys chokolademoussebunde med lime, små marengstoppe, mørk mousse og krystalliseret hvid chokolade.
Så trænger vi vist til et punktum.
Det smagte svimlende lækkert. Og det bedste og sjoveste er, at jeg selv var med til at lave det. Vi var i kokkeskole ved afdelingens sommerarrangement i firmaet. I selvsamme firma har vi en køkkenchef, der laver verdensklassemad, som vi nyder godt af hver eneste dag, og han driver desuden et cateringfirma, hvor han laver udsøgt til mad til fester og arrangementer. Og tilbyder kokkeskole.
Det var supersjovt – en lærerig, anderledes og hyggelig måde at være sammen med kollegerne på. Kokken havde tilrettelagt en treretters menu og sørget for råvarerne, og så blev vi delt op i tre hold, der skulle stå for henholdsvis forret, hovedret og dessert. I tre timer var der tryk på i køkkenet, hvor der blev arbejdet intenst ved alle stationer. Vi snittede og hakkede, piskede og blendede, sprøjtede, æltede og bagte, brasede og kogte, sukkede og jublede. Kokken anviste, vurderede og rådgav hele vejen som den absolut nødvendige livline, når vi tvivlede og ikke forstod opskriften, og han roste når vi gjorde det godt.
Det viste sig, at vi alle sammen – sammen – havde gjort det eminent godt. I fællesskab frembragte vi en gourmetmiddag, som er noget af det bedste jeg har smagt. Selvfølgelig smukt anrettet og indtaget ved et veldækket, hvidduget bord i godt selskab.
Jeg var på dessertholdet – jeg elsker dessert. Mine marengs var næsten helt ens, og jeg fik ros (“… når jeg tænker på de første marengstoppe, Birgitte lavede, og frem til hvad det endte med!”, var sådan cirka som kokkens ord faldt …).
Nå, men alle burde prøve at gå i kokkeskole hos Lars. Firmaet hedder UNIQ Cooking. Husk det til næste gang, I skal have unik mad til en fest eller leder efter noget til et anderledes firmaarrangement. Jeg får ikke noget for at anbefale ham. Jeg har allerede fået en unik oplevelse.
Jeg har madtjansen i morgen, og jeg kommer nok ikke uden om ’noget med squash’.
Der ligger seks af dem i grøntsagsskuffen – den syvende er en agurk. V holder ferie lige om lidt, men intet tyder på, at squashplanterne har tænkt at gøre det samme.
Sååeeh …
Nej, det bliver ikke squashfrikadeller. Jeg husker dette.
Jeg har fået en kulturindsprøjtning i aften. Indledningsvist med vegansk take away og videre til en teaterforestilling i byens smukke teater. “Inden jeg fylder 67”, fremragende spillet af Pia Rosenbaum og i øvrigt både sjovt, alvorligt og berigende.
Nu sidder jeg hjemme i mit køkken med et glas vin, mens min mastodontiske køkkenven, den uforlignelige Ballerup Master Mixer rører en omgang bolledej. Jeg har nemlig taget de sidste boller ud af fryseren. Således kan jeg ikke komme i seng, før jeg har sikret familiens fremtidige overlevelse, for dejen skal røres mindst et kvarter på højeste hastighed for at danne de eftertragtede glutentråde, og det er dette kvarter, jeg nu sidder og fordriver med de ord, der lige drysser ud i tastaturet.
Og det eneste nyere foto, jeg kan finde i kamerarullen til at illustrere ventetiden, er aftensmaden fra i går, som ikke engang var vegansk. Den var dog vegetarisk og faktisk ret interessant. Den indeholdt lutter nyt; jeg nævner i flæng små spidskålspandekager, stegt tofu og syltet kinaradise, og intet af det havde jeg prøvet før. Men det smagte godt, og vi blev mætte.
Og NU er min æggegule ven færdig med sit arbejde. Så kan dejen stå og hæve hele natten og være klar til at blive formet, når jeg står op i morgen.
“Hvad skal jeg lave til aftensmad?”, spurgte jeg ud i kontoret lige inden fyraften.
“Åh, jeg lavede sådan en god ret forleden”, sagde Tina, “ristede kyllingefileter … bla bla … brændt karry, mangochutney, madfløde … bla bla … stegt knust bacon… bla bla … peanuts, ris, kokos … bla bla”.
“Det lyder rigtig lækkert, men der er jo ikke meget af det der, jeg har i haven …”, sagde jeg, for jeg ville åbenbart helst bruge råvarer med frisk jord.
Jeg kørte hen i kolonihaven og kom i tanker om nogle squashfrikadeller, jeg havde set én prale med på Instagram og oven i købet givet opskriften på. Det viste sig så at være spinatfrikadeller, da jeg fandt frem til opslaget. Vi har ganske vist masser af spinat i haven, men nu var jeg sporet ind på at få brugt de tre pæne squash, der allerede var høstet, så jeg fandt en squashfrikadelleopskrift på nettet og tænkte tomatsalat (vi har mange tomater), måske tzatziki (også mange agurker) og godt brød til.
Så det blev planen.
’Fars’ til squashfrikadeller er virkelig usamarbejdsvilligt! Det er noget værre makværk, der er møgsvært at stege, uden at klatterne bliver brændt udenpå samtidig med, at de beholder en sær blød konsistens indeni. Jeg kom voldsomt i tvivl om projektet, og undervejs kom jeg i tanker om, at jeg engang for flere år siden nåede frem til en lignende konklusion: Det gør jeg aldrig mere!
For første gang nogensinde bød jeg til bords med en forsikring om, at ’det er både forståeligt og acceptabelt, hvis I beslutter, at I kun vil spise salat og brød i dag’.
Men så smagte de og sagde, at de godt kunne lide de grimme, flade, forbrændte skabninger, og at vi skulle gemme de tre, der ikke blev spist.
Jeg selv er slet ikke overbevist, og næste gang lytter jeg til Tina eller går efter Mettes spinatfrikadeller. Mind mig lige om det!
Hør efter, her kommer et køkkentip. Det gør der ikke så tit fra min side, så det er bare med at spidse ører, når der endelig er et.
Jeg viser dig, hvordan du får skorpen på dit hjemmebagte brød lige så sprød, blank og lækker som skorpen på bagerbrød.
Det handler om at efterligne bagerens dampovn, – det er nemlig dampen, der gør skorpen sprød og blank og krummen blød. Selv har jeg plejet at stå med en vandforstøver og sprøjte koldt vand ind på bollerne i den varme ovn, når pladen blev sat ind, og gerne en gang mere under bagningen. Men det kan gøres meget nemmere med granitskærver ligesom i en sauna.
Ja, granitskærver. Dem du måske har liggende i forhøjede bede i forhaven for at undgå et grønt tæppe af ukrudt.
Det er selvfølgelig ikke mig selv, der har fundet på det. Jeg faldt over en video, som viste hvordan. Den kan jeg ikke finde igen, så jeg forklarer det bare. I hvert fald gik jeg udenfor mit hus og samlede knust granit op, skyllede det godt og lagde det i en alufoliebakke. Det skal kun gøres én gang, for siden genbruges det bare.
Stil alubakken med granit i bunden af ovnen, tænd ovnen på for eksempel 200 °C varmluft og lad granitten blive godt gennemvarm, lad den gerne stå en halv times tid efter at ovnen har opnået den ønskede temperatur.
Så sætter du pladen med brød eller boller ind, hælder en deciliter vand ned over granitten og skynder dig at lukke ovnlågen. Du kan høre, hvordan det syder, og se dampen brede sig derinde. Det ser sådan her ud, når jeg filmer med den ene hånd og gør alt det andet med den anden:
Resten gør du, som du plejer. Det er sikkert noget med at bage bollerne et kvarters tid og tage dem ud og stille dem til afkøling på en rist. Men når du skærer dem over og smager på dem, tror jeg, du bliver gladere, end du plejer.
Held og lykke.
Hvis du ikke har granitskærver, kan du jo spørge mig, om jeg ikke giver en pose og en sprød bolle.
