6. februar 2023 | den store bunke |
Sidste efterår fik jeg to nye titler, den ene af navn, den anden af gavn. Den ene kom fra den ene dag til den anden, den anden havde jeg haft et halvt år til at forberede mig på. Den ene betyder ikke det helt store, den anden betyder alverden.
Jeg fik et ’senior’ foran min stillingsbetegnelse. Det er ikke et udtryk for, at jeg er hverken gammel eller gammel i gårde, det betyder egentlig bare, at jeg har beføjelse til at gøre, hvad jeg hele tiden har gjort: Fordele opgaver i mit team, sige ’vi gør sådan’ og den slags. Det betyder ikke, at jeg altid har ret. Det synes jeg jo selv, at jeg har, men mine yngre tekstforfatterkolleger er ikke altid enige, og så får vi gode snakke om det. Moderne sprogbrug og stavning udfordrer veletableret praksis og retskrivning, og vi finder frem til en platform, hvor vi kan mødes og stå side om side.
Og så er jeg blevet farmor. Det er stort. Han kom til verden i slutningen af september, og nu er han allerede en stor, glad dreng på fire måneder med vågne øjne og runde kinder, ligesom sin far i den alder. Han ved, at hans mor og far er de bedste i verden, og han forstår endnu ikke, at hende den gamle, der dikker, griner og snakker fjollet med ham, er hans farmor. Han ved heller ikke, at han altid vil kunne dreje hende om sin lillefinger, bedåre hende, få ret og få det, som han gerne vil.
Jeg ved det. For jeg er senior og klog på alt.
21. august 2022 | den store bunke |
Der ligger en lille babybuks og tørrer på mit tørrestativ, uldvasket, behørigt behandlet og snart klar til brug. Et af de første af formodentlig mange stykker babytøj, jeg kommer til at producere. Mit første barnebarn er på vej, og han skal selvfølgelig have noget, der er ’made by farmor’.
Afslører jeg for meget for de kommende forældre? Næppe. De ved vist godt, at buksen er i produktion, og nu kan de så se, at den er færdig. Willums selebukser hedder opskriften, og den findes i mange størrelser, så falder modellen i god jord, kan der måske falde flere af.
Nu ser vi. Jeg strikker ting, jeg selv synes er sjove at lave, mere end at efterkomme noget de har ønsket sig – indtil videre, i hvert fald.
Jeg har allerede strikket et babytæppe til dem, og det ved jeg, at mormoren også har gjort, så hun producerer nok efter samme princip. Rigtig mange af dem, jeg har fortalt om babytæppet, har spurgt – insidervidenagtigt, om det er Marys tæppe, jeg har strikket. Kronprinsessen, tænker jeg. Der findes åbenbart et babytæppe, der bærer hendes navn. Men det er altså ikke det. Mit mønster hedder Blueberry og er fra Tante Grøn i Odense. Det blev så fint. Der var fælt meget masketælleri, det var sjovt at strikke, og jeg har kun et enkelt billede af det, for det er allerede givet videre til søn og svigerdatters depot. Jeg kunne ikke vente. Er måske i virkeligheden ikke så god til hemmeligheder.
Og se nu bare her. Selebukserne kunne jeg heller ikke holde hemmelige. Farmor, altså!
12. juni 2022 | den store bunke |
Over nutidens strikketøj kom jeg til at tænke på hønsestrik. Det, jeg er i gang med nu, har intet med hønsestrik at gøre – på ingen måde, det er mønsterstrik i en helt anden genre, men jeg har naturligvis også haft min tid med halvfjerdsernes eksperimenterende og flippede håndarbejder.
Blandt andet huskede jeg en bluse, jeg engang strikkede med diagrammer, jeg selv komponerede. Med katte, fisk, tørresnor, blomster og hjerter i borter over en hel overkrop. Havde jeg mon et billede? De årtier var ikke helt så veldokumenterede, som vi dokumenterer vores hverdage og værker i dag. Men jeg havde et kamera og var faktisk flittig med det, så jeg har alligevel en del i arkivet.
Da jeg gik igennem gamle albums, gik det op for mig, at vi på stort set alle billeder fra dengang i startfirserne var iklædt noget, vi selv havde syet, strikket, batikfarvet og applikeret, og på mange af dem sidder vi med garn og strikketøj i hænderne (og rødvin og smøger!). Vi var ret flittige og ret gode.
På det her billede fra 1982 har jeg hønsestriktrøjen på. Mest stolt var jeg af tørresnoren øverst, med hvide bluser, bukser, strømper, underbukser og håndklæder på blå bund. Kigger vi på hele fotoet, indeholder det faktisk ALT fra firserne. Vi spiser fondue, dugen er noget afrikansk tekstiltryk, der er lerskåle på bordet og på hylden, tøjet er varianter af lilla, interiøret er brunt og orange, på væggen hænger plakaten af Van Goghs stjernenat, tørvarerne opbevarer vi i gamle henkogningsglas, rødvinen er en magnumflaske med skruelåg fra Brugsen, og vi drikker den af sennepsglas.
Jeg har stadig flere af tingene, blandt andet fonduesættet og salatbestikket. Men hønsestriktrøjen? Hvornår har jeg syntes, at den var slidt op, ude af trit med tiden og skulle ud? Jeg kunne da i det mindste have flyttet den med mig videre som en museumseffekt, et hovedværk, et mesterværk i mit håndarbejdsliv. Jeg gad godt have haft den i dag.
9. juni 2022 | den store bunke |
Jeg har et par trådløse håndsæbedispensere af den slags, hvor man holder hånden hen foran en sensor under tuden, og så spyr apparatet sæbe ud. Meget praktisk, meget afspejlende tidsånden, der anbefaler at holde sine fingeraftryk og smitsomme bakterier for sig selv.
I et stykke tid har dispenserne kviet sig noget ved at aflevere sin ladning. Så fandt jeg på at prøve at skifte batterierne. Det hjalp. Nu spytter de rigeligt og gerne.
Det fik mig til at tænke på engang for mange år siden, hvor en af mine drenge havde fået lov at få et maskingeværlignende plastikvåben fra en bod på et købe-sælge-bytte-legetøjsmarked. Den kunne sige nogle forkølede skydelyde, og alt var godt og til at holde ud. Indtil den ingenting kunne sige mere, og vi fandt på at sætte nye batterier i. Og opdagede, hvor højt den faktisk var lavet til at sige. Så fortrød vi – de voksne – lidt batteriskiftet.
Sæbedispenserne siger heldigvis ingenting, og jeg fortryder intet.
6. juni 2022 | den store bunke |
Denne stueplante hedder paletblad. Det har jeg lært i nyere tid, og indtil da har jeg kendt den under to andre navne.
Den har været en del af hele mit liv, til og fra, og den er virkelig nem. Har kun brug for vand nok. I mit barndomshjem kaldte vi den for ’brændenældeblomst’ – på grund af bladenes form, tænker jeg, og min mor havde flere af dem. I potter og som stiklinger, der skulle slå rod. For det er sådan, man formerer den. Klipper en gren af og sætter den i vand en uge eller to, og så danner den rødder og er lige til at plante.
Derfor var den blandt de potteplanter, jeg fik med, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg kom en del hjemme hos min gymnasiekammerat Mikael, der boede lige om hjørnet fra mit klubværelse, og hans mor Ruth havde en blomsterbutik. Det var i øvrigt også hende, der tippede mig om klubværelset i Thorsgade i Odense, hvor jeg boede hele 3.g. En dag spurgte jeg Ruth, hvad min brændenældeblomst hed i virkeligheden, og hun svarede prompte, at “åh, det er en coleus – den betragter vi blomsterhandlere som ukrudt”.
Nå. Så var den åbenbart sådan en usofistikeret og alt for nem fattigmandsplante, som man ikke skulle være stolt over. Men fin og dekorativ er den altså. Og nem.
Jeg har et par stykker nu. Efter mange år uden fik jeg en stikling af min datter, som havde fået sin af en veninde og drevet flere eksemplarer frem. Sådan har paletblad cirkuleret i årtier, fra hånd til hånd, fra ven til ven.
Og jeg fortsætter med at formere og drive frem. Nu er endnu en ’unge’ kommet i muld. Som en rødlilla farveklat blandt alle de grønne.
