Af sted, af sted med pas og pund

Engang var jeg i Rom. Det var med gymnasiet, og da jeg kom hjem, erklærede jeg, at jeg ikke ville til Rom igen, før jeg havde lært noget italiensk. Så gik jeg på aftenskole og lærte italiensk – og så gik der 30 år, før jeg kom til Rom igen.

Der skulle jeg da bare være taget af sted noget før.

Engang var jeg i London på firmatur med mine kolleger og tænkte, at dertil skulle jeg i hvert fald igen. Heldigvis har jeg tre børn, som alle fik en dannelsesrejse i konfirmationsgave af deres mor, og alle tre rejser gik til London. Det var dejlige én-til-én-ture, hvor vi så seværdigheder og shoppede i præcis det omfang, den enkelte konfirmand havde lyst til. Jeg anbefaler alle at rejse alene med deres teenager. Bagefter erklærede jeg, at næste gang, jeg kom til London, ville jeg på pub. Det er næsten otte år siden, jeg sagde sådan.

Der skulle jeg da bare være taget af sted noget før.

Men nu bliver det. Min kollega tog til London (med en kommende konfirmand) i går, og der var så meget snak om det, at jeg blev så Londonhungrende, at jeg kiggede i kalenderen og skrev til Morten “Ska’ vi ikke?”. Han blev straks lige så hungrende og svarede “Det ska’ vi da!”

Siden i går har jeg købt flybilletter og reserveret hotel, og når jeg også lige har fået konfirmeret med chefen, at jeg spenderer en feriedag på det, er det bare at fylde på med glædelse.

Vi skal bo lige midt i kortet, og bare vi skulle af sted noget før.

En ko på kassen

Nytårsaften åbnede værten en kasse rødvin, som han havde haft liggende i næsten tyve år. Margaux fra 1999. Château Marquis d’Alesme Margaux, for at være helt præcis. Vinen var god, og det var en rar – og lidt andægtig – følelse at være udvalgt som medsmager af en særlig skat fra gemmekassen.

I listigt samarbejde med husets frue luskede vi trækassen ud af huset og med os hjem med et særligt formål for øje. Ti dage inde i januar fyldte værten nemlig rundt, og i lørdags festede vi for hans halvtreds år. Planen var, at han skulle have sin vinkasse tilbage i gave – som kokasse.

Det er ikke så mystisk, som det lyder. Her i byen bor en kunstner, som udover farverige malerier på traditionelt lærred også maler sjove køer på vinkasser. Det koncept kalder han – naturligvis – Kokasser. Han hedder Jesper Sørensen, og du kan se alle hans malerier her.

På vejen hjem nytårsdag kørte vi omkring Jesper med kassen og et par stikord, hvorefter han fik frie hænder med penslerne. Og se, det blev godt!

Det er ikke tit, det vækker begejstring at få én på kassen, men fødselaren blev meget, meget glad.

Mus og mig

Jeg har mistet et rum i mit hus.

Der er en mus, så jeg kan ganske enkelt ikke bruge rummet længere.

Vores hus er fra den tid, hvor man helt naturligt anlagde sauna i forbindelse med et badeværelse. Energikrisen var ikke opfundet endnu, og alle ville sidde og privatsvede i små bræddeklædte rum, der lugtede af finske fjelde. På samme måde som alle nogle årtier senere ville sidde og boble i spabad. Indtil de alligevel ikke fik dem brugt.

Vores sauna har ikke været anvendt til det oprindelige formål i mange år. Dem vi købte huset af brugte det også bare som depotrum, selv om ovnen stadig sad på væggen. Vi pillede den ned og stuvede alt vores pulter derind. Vinterjakker, lange rober, rygsække, kufferter, soveposer, telt, papkasser med børnebøger og gamle breve, ekstradyner, klapstole, al den slags som er dejligt at have pakket af vejen fra den daglige færden.

Det har fungeret rigtig fint.

Forleden aften ville jeg hænge en kjole derind. Da jeg åbnede døren til saunaen, faldt noget ned fra en hylde, roterede om sig selv nede på gulvet og pilede i skjul. Jeg skreg højt og KNALDEDE døren i, så Morten, der sad i stuen nedenunder, tydeligt kunne høre, at der skete noget usædvanligt oppe i badeværelset. Musen er sikkert blevet lige så forskrækket som mig og har hvinet lydløst inde i sig selv, mens den reddede sig væk.

De der kender mig ved, at jeg har det stramt med smådyr, kryb og fugle. Jeg er god til mange ting, men ikke dét. Væsener der er hurtige og uforudsigelige og når som helst helt uventet kan springe, hoppe, flyve, pile lige ud i hovedet på mig gør mig sindssygt utryg. Jeg er ikke stolt af det, men det er sådan, det er.

Heldigvis er min kæreste en klippe og en helt.

Jeg fik Morten til at tage alle de tasker og alt det tøj ud, som jeg mente at kunne få brug for langt ud i fremtiden, og næste dag installerede han to musefælder på gulvet derinde og ladede dem med mel. Det virker, siger hans erfaring.

Nu er der gået to dage. Melet er spredt lidt, men ingen fælder er klappet. Vi (Morten) banker hårdt på døren og råber op, så de levende kan fortrække den anden vej, inden vi (Morten) linder på døren og kigger ind for at tilse skafottet.

Noget kunne tyde på, at musen er forduftet, siger min helt beroligende. Jeg synes, det er en noget forhastet konklusion at drage. Det er ALT for tidligt at stole på stilheden.

Jeg har i hvert fald indstillet mig på, at jeg aldrig mere kan bruge pulterrummet. Derfor er der heller ikke noget illustrerende billede af fældeopstillingen. Jeg kan ikke komme derind.

Lokalblind

Mange kan sikkert genkende en oplevelse, jeg havde i søndags. Man kan have lokale seværdigheder, som man aldrig har set, selv om de ligger lige i baghaven. For eksempel har jeg aldrig set H.C. Andersens hus, selv om jeg boede lige midt i Odense for mange år siden. Hverken indeni eller udefra har jeg set digterens barndomshjem, og jeg er ikke engang helt sikker på, hvor det præcist ligger.

Nu har jeg boet i Viborg i 25 år. Her spiller Hærvejen en stor rolle i byens historie, fordi Viborg var et vigtigt knudepunkt på den lange rute. Byfesten kaldtes indtil for få år siden Hærvejsfestival, nu hedder den Snapsting, men en af aktiviteterne er stadig den traditionsrige Hærvejsmarch, og byen er også slutmålet for den årligt tilbagevendende Hærvejsvandring, der varer syv dage og går fra Slesvig til Viborg. Og lige mens jeg skriver dette, taler byens borgmester, Ulrik Wilbek, varmt for en Hærvejsmotorvej henne i mit fjernsyn.

Hærvejen, altså. Den er vigtig. Det vidste jeg godt.

Men der findes også Hærvejsstenen. Dét vidste jeg ikke. Jeg var i hvert fald ikke opmærksom på det. Men i søndags gik jeg en tur, bare nogle få kilometers rundtur ud fra mit eget hus for at få en smule frisk luft, og så var jeg på det nærmeste ved at falde over den. Hærvejsstenen. Den står bare 50 meter fra vejen, der går fra Viborg mod Hald Ege. Det er en stor granittromle med en kompasrose på toppen, og i spiraler rundt om stenen er indhugget en tekst af Peter Seeberg:

“Jerusalem, Rom, Santiago de Compostella, Hamburg, Lübeck, Paris, Finderup, Varde.”

“Kræmmere, krigere, kærrer, karosser, ryttere, drivere, vandringsmænd, heste, stude, gæs, fromme, gode, onde, ene.”

“Langvejsfra til langvejssteder, trætte ad den slyngende vej.”

Han kunne ord, Peter Seeberg! Jeg gik tre gange rundt om stenen for at få det hele med.

Men tænk at være så lokalblind og intet ane. Nu har jeg heldigvis set.

At se

Seneftermiddagshimlen havde gjort sig virkelig umage i dag. Jeg nåede at se den, inden den pakkede sig sammen til almindeligt mørke og aften. Det der med ’på vej mod lysere tider’ ER stadig mest … på vej.

Jeg er taknemmelig for, at jeg kunne se himlen i al dens pragt. Tidligere på dagen besøgte jeg min mor, og hos hende kniber det anderledes med at se. Det er svært at være vidne til, at en essentiel færdighed som synet forsvinder, men det er i særdeleshed hårdt for den, som øjnene sidder på.

Min mor er 92, og hendes dage har været fyldt ud med fjernsyn, Fyens Stiftstidende fra ende til anden hver dag, FamilieJournal fra ende til anden hver uge og samtlige krydsogtværser i både dag- og ugeblad. Det er sådan, hun kan lide det, og det er sådan, hun har holdt hjernen i form. I de seneste måneder er hendes syn svækket markant og alt for hurtigt, og det er virkelig svært at underholde sig selv og finde mening, når det, der giver allermest glæde at beskæftige sig med, tages væk. Det er næsten umuligt at følge med i verdens gang, når man kun kan læse overskrifterne i avisen og må sammenholde dem med det, man kan høre i fjernsynets nyhedsudsendelser, og på den måde sammenstykke verdens begivenheder. Det er trist, både at være i og være på sidelinjen af. Det fylder en del for tiden på begge sider.

Vi er i gang med at undersøge muligheden for hjælpemidler, der måske kan give fornyet luft i et stykke tid. I sådan en proces er der ventetid, og tålmodighed har aldrig været en af mors dyder, så det kæmper vi også med.

Jeg kan ikke lindre hendes frustrationer, og dybest set kan jeg heller ikke sætte mig ind i, hvad hun kan se eller ikke kan se, eller de tanker hun gør sig undervejs. Jeg kan bare konstatere, at vi aldrig kan forudse, hvordan vi ældes.

Eller hvor længe vi kan glæde os over spektakulære scenarier som en januarsolnedgang.