Et tilfældigt sammentræf sendte mig her i aften 35 år tilbage i tiden.
Morten er i gang med en arbejdsopgave, der blandt andet består i at køre rundt i Jylland og lave videointerviews med en række projektledere indenfor et specifikt område. Han fortalte om dagens oplevelser og de kommende dages aftaler. På mandag skal han mødes med en biologfyr, som jeg i sommeren 1984 tilbragte et par dage med i et hus i Sydfrankrig. Denne er nært beslægtet med en kendt, dansk musiker, og netop det faktum var årsagen til, at Morten og jeg sporede os ind på forbindelsen. Verden er sommetider virkelig lille.
Det var ikke bare mig og biologen, der var på ferie i Frankrig. Faktisk kendte jeg ham slet ikke i forvejen. Omstændighederne var, at vi var 10 unge fra Århus (det var dengang det blev stavet med bolle-å) og København, der havde lejet et stort, gammelt skrummel af et hus i Sydfrankrig, omkring 25 km nordøst for Carcassonne, som jeg husker det. Vi var studerende, i 20’erne, og jeg kan ikke huske præcis, hvem der egentlig havde fået dét der hus op under neglene, men det var noget med nogen, der kendte nogen, der kendte de danskere, der ejede det og var i gang med at sætte det i stand. I hvert fald var det kæmpestort, langt ude på landet og rørende billigt at leje. 6000 kroner for tre uger. Fordelt på ti mennesker, hva’beha’r! Det var også billigt i 1984. Læg dertil en interrailbillet og vores cykler, som vi sendte i forvejen som rejsegods og transporterede os rundt på i tre lange, dovne augustuger. Den ferie havde alt! Skønne rejsefæller, en fast base som udgangspunkt for ture ud, fælles måltider, leg og brætspil, byfest og masser af vin.
Vi havde alle sammen givet adressen til vores andre venner og opfordret dem til at komme forbi, hvis de kom på de kanter. Det var der faktisk en 10-11 stykker, der gjorde i løbet af de tre uger. Vi havde ekstra madrasser, tallerkener og vin nok og altid plads til gæster. Den senere biolog var en af dem, der kom forbi på sin interrailtur sammen med kæresten og blev hængende et par dage. Vi kaldte ham Musen, fordi hans kæreste kaldte ham det, og det er sådan, jeg i dag vil kunne få mine rejsefæller til at huske ham. Han hedder selvfølgelig noget andet, nemlig det navn, der nu – helt mærkeligt – står noteret i min og Mortens fælleskalender.
Jeg har aldrig mødt ham siden, men jeg har billeder af ham i mit fotoalbum fra dengang. Og nu har Morten også set fotos af ham forud for deres møde på mandag. Han skal dog nok ikke forvente det samme Playmobil-hår og sorte firserskæg som Musen bar i 80’erne.
Jeg er jo heller ikke længere den sprøde 25-årige med brunt hår og batikfarvet militærskjorte, der havde en fest med rejsekammeraterne i nattoget til Paris.
