Jeg har været i ældresektoren i dag. Det er bare en anden måde at sige, at jeg kørte til Fyn og besøgte min mor. Jeg tog nogle billeder. Ikke af hende, for det bryder hun sig ikke om, men af motiver, jeg forbinder med hende. Da jeg senere så dem igennem, gik det op for mig, at de alle sammen viser noget, der er ikke er mere.

Det er lidt forstemmende at få øje på et tema, der viser at fortiden var bedre, men samtidig er det en præcis afbildning af nutiden.

Her er avisen, som der ikke bliver læst meget i længere, fordi den ellers så trofaste abonnent ikke mere ser godt nok til at trække nævneværdig viden ud af spalterne. Jeg tilbød ikke at læse højt i dag, fordi en hurtig skanning af Nordfynsopslaget viste, at dagens lokale nyheder ikke ville være af interesse. Hvilken 93-årig behøver at skulle bekymre sig om, at to nordfynske vandboringer er lukket, fordi der er konstateret farlige stoffer over de tilladte værdier?

Her er Familiejournal, hvor der hverken bliver læst føljetoner eller løst krydsogtværs mere. Det har ellers været verdens bedste hjernetræning for et gammelt menneske, der i et langt liv har været en rigtig dygtig krydsordløser. Hun holdt op omtrent samtidig med, at min datter Laura begyndte som krydsordskonstruktør hos Aller, hvor hun konstruerer netop de opgaver, som mormor kunne lide at løse, eksempelvis Vise ord på dette opslag. Hvis man vender det positivt og poetisk, kan man sige, at mor har givet krydsordsstafetten videre til barnebarnet. Ser man omvendt på det, vedligeholdes abonnementerne på både avis og ugeblad kun, fordi erkendelsen af ikke at komme til at læse og løse mere er for endegyldig og for smertelig.

Så længe jeg kan huske, har der været en nummerskuffe under telefonen i mine forældres hjem. Jeg ved ikke, hvad sådan en hedder, men det er en håndskrevet minitelefonbog. Man trykker på et bogstav og trækker en liste ud, hvor man har skrevet telefonnumrene på folk med dette begyndelsesbogstav. Skuffen står der stadig, men nu er den fuld af numre, der ikke eksisterer mere, fordi abonnenterne enten er døde eller har skilt sig af med fastnettelefonen. Jeg er selv repræsenteret med et telefonnummer, jeg ikke har haft i flere år. Under alle omstændigheder er de fleste navne og numre skrevet med min fars ulæselige håndskrift med kuglepensblæk, der er falmet i tidens løb. Men nummerskuffen skal ikke væk, for den har altid været der.

Billedet øverst viser det fødselsdagsvejr, der kunne blive til en anden gamling, flaget. Det var elendigt kørevejr, og jeg synes egentlig også, Valdemarsdag havde fortjent bedre. Det var i øvrigt i Familiejournal, jeg som niårig for første gang læste om Dannebrogs 750 års jubilæum og slugte hele fortællingen om Estland og Valdemar Sejr og flaget der faldt fra himlen og siden har kunnet skyde fra hoften med datoen 15. juni 1219.