Vi har fået ny seng. Købt, selvfølgelig. Det var et godt tilbud. Et knaldtilbud, som jeg begejstret fortalte kollegerne forleden – og straks efter kom i tvivl, om det var et helt passende ord at bruge, når det drejede sig om en seng.
Men altså. Den blev leveret i dag, og den er nu samlet og redt og indbydende. Selv når den er samlet, er den bred, og det tager helt sikkert lidt tid at vænne os til de nye dimensioner.
Der er flere forhold, vi skal vænne os til i starten.
At gå til højre i stedet for venstre, når vi kommer op af trappen, for efter en måned rykker vi nu tilbage til soveværelset, hvor den ene væg er genopbygget, og alle er nymalede.
At tilbringe natten i ældrehøjde, for efter i en måned at have sovet på boksmadras på gulvet, er der nu igen ben på sengen. Det kan man godt sætte pris på i vores alder.
Det hele tilsammen betyder, at jeg egentlig undrer mig over, at jeg ikke allerede er gået i seng.
Der var hæftet en seddel på bunden af sengen. Den fortæller, hvornår boksmadrassen er bygget og af hvem, går jeg ud fra. Men ALT ved den seddel giver anledning til flere spørgsmål. Især det sidste navn kalder på en uddybende fortælling. Jeg kan sagtens selv finde på en historie – jeg elsker, at vores seng er tømret sammen af Lenin.
