I går skrev jeg om et møde med et menneske, der ikke kunne huske mig.
Siden har jeg været til et arrangement i et lokalt erhvervsnetværk, hvor jeg, da vi ved ankomsten gik rundt og gav hånd, nåede til en kvinde, om hvem jeg kun ved, at hendes datter er veninde med min søns kæreste. De to veninder har rejst sammen og skal snart dele lejlighed i deres nye studieby.
Derfor var det naturligt at præsentere os for hinanden som ’Frederikkes mor’ og ’Lasses mor’. Jeg kunne ikke lade være med gøre mig munter over, at vi til sådan et arrangement præsenterede os ud fra, hvem vi var mødre til. Det medførte, at den næste kvinde i rækken hilste med ordene: “Jeg er Alexanders mor”, og det gav et moment af fælles fornøjelse i rækkerne.
Det fik mig til at tænke på en episode for en måneds tid siden, hvor jeg ved en anden begivenhed hilste på en kvinde, hvis datter har gået i folkeskoleklasse med min anden søn. Jeg er – som vi konstaterede i skovene omkring Ry i søndags – god til at huske ansigter og navne, og jeg var helt klar over, at det var Karen, jeg stod over for. Men jeg var lidt i tvivl, om hun kunne placere mig, og spurgte derfor, om hun vidste, hvem jeg var.
“Ja, det gør jeg da! Jeg kan tydeligt huske det allerførste forældremøde i klassen. Du spurgte, om vi ikke godt kunne præsentere os med vores egne navne, ’for jeg orker altså ikke at være “Niels’ mor” de næste ti år!’ Så jeg ved skam godt, at du hedder Birgitte”.
Jeg kan overhovedet ikke huske, at jeg gjorde min entré i 0.A med den salut, men det er typisk mig at sige sådan.
Det er en fin måde at sætte aftryk på.
