Jeg var ellers ved at skrive noget om nedfaldne æbler, der bliver til missiler, hvis man ikke fjerner dem fra plænen, inden man slår græs. Overskriften ville have været Æblekrigen, og fortællingen ville have været en sand historie fra min barndom.
Men så læste jeg i mit Facebookfeed en sætning, der beskrev en person som ’… skarp som en spritny Schweizerkniv’ – og straks røg min tankestrøm ud ad en helt anden tangent. Til dengang jeg mistede min schweizerkniv.
Jeg havde fået den som reklamegave fra en leverandør i fordums bureautid – vi taler slutfirserne. Hartmann Druckfarben stod der på det største knivsblad, men resten var autentisk med det hvide Victorinox-logo på skæftets karakteristiske røde farve. Det var en af de små modeller, med et par knivsblade, skruetrækkere, dåseåbner og proptrækker. Ikke så meget pangelværk. Men hvor har jeg dog haft den med mange steder og haft gavn af den lille uundværlige hjælper. Den boede i min taske altid. Efter at knivloven kom i 2008, havde jeg den dog kun med ved særlige lejligheder.
Jeg havde den med til Rom, da jeg var der sammen med to veninder i efteråret 2009. I Italien måtte man nemlig godt have en lommekniv med sig til at skære ferskner og trække vin op og andre nødvendigheder. Selvfølgelig var den i min indcheckede kuffert på flyrejsen dertil, men derefter flyttede den over i min håndtaske.
Da vi besøgte Vatikanmuseet, blev vores tasker scannet. “You have a knife??”, spurgte vagten vantro, da min taske passerede scanneren. Årh, fuck, tænkte jeg og begyndte at forklare og bortforklare. Om ferskner og den slags. “Oh, it’s a small knife, and you will not stab anybody, will you?”, sagde den flinke vagt og lod mig beholde kniven.
Her kunne historien være sluttet lykkeligt, men næste dag stillede vi os spontant i køen til Peterskirken, og her var signore Vagt ikke nær så imødekommende. Faktisk overhovedet ikke. Da min taske blev scannet, og ferskenkniven igen gjorde opmærksom på sig selv, pegede den sure kontrollør på den og sagde ét ord: ”Trash”. Meningen var, at jeg selv kunne tage min forbryderkniv og dumpe den i skarnstønden, inden jeg kunne få lov at passere. Forhåbningsfuld efter forrige dags guddommelige mildhed hos stabskollegaen forsøgte jeg at lave en aftale om at deponere kniven og hente den igen, når vi kom ud fra det helligste. Jeg var faktisk ret glad for min kniv.
Den gik ikke. Kontrolløren gentog sit “Trash!”, og så røg Hartmann Druckfarben ned i den store grønne tønde sammen med de andre ulovligheder, og jeg så den aldrig igen.
Det absolut eneste, jeg kan finde fred med i den episode, er, at det er sjovt at sige, at min schweizerkniv gik til schweizergarden.
