Jeg har lige sagt farvel til yngsten og hans kæreste, som tager på forlænget weekend i London i morgen. Siden de nu ikke er sammen med os i aften, har jeg opbrugt mulighederne for at kaste moderlige kommentarer efter dem med Husk nu, Hvornår, Hvordan, Hvad, Har I tænkt på … find selv på flere. Det var nok klogt gjort af dem ikke at være her. Jeg kunne nemt være kommet til at gentage mig selv.
Men det er jo bare, fordi vi véd alt det, de ikke har tænkt på. Alt det, vores forældre aldrig formanede os om, fordi de ikke kendte verden og slet ikke vidste alt det, vi selv gjorde vores erfaringer om.
Men VI ved det!
Jeg har prøvet at komme i tanker om, hvornår jeg selv var på egen hånd første gang. Det kan jeg ikke. Så her er bare mit første pas. Med hessianomslag og udstedt i 1974. Tænk, at jeg alligevel var 15 år, før jeg havde brug for et pas, og det var altså ikke, fordi jeg tidligere har været skrevet i mine forældres. De havde ikke pas.
Jeg må have fået det til en lejrskoletur til Sønderjylland i 2. real, hvor vi sikkert har skullet over grænsen. Men der var jeg jo ikke engang på egen hånd. I virkeligheden har jeg nok ikke rejst selv før interrail med to veninder efter gymnasiet, og det var på mit næste pas.
Yngsten har haft eget pas, siden han var 8. Nu rejser han på sit tredje, og selvfølgelig går det godt, og selvfølgelig får de en kanontur.
Som man altid gør, når man rejser på egen hånd uden sin mors evindelige formaningsdrys.
