Det er helt fantastisk, hvad det har gjort af godt for min mor at flytte i plejebolig. Hun er tilpas og tryg i visheden om, at hjælpen er nær, hvis hun har brug for den. Hun sover bedre om natten af samme grund. Efter de første to uger med nye mennesker og nye rutiner at lære er hun ved at finde sit ståsted i den blandede flok af beboere i Hus 3, hvor hun befinder sig i den friskeste fjerdedel.

Jeg tør næsten ikke skrive det af skræk for at jinxe miraklet. Men det er samtidig for godt til at holde hemmeligt.

Forleden snakkede mor og jeg om grunden til, at hun sover så meget bedre det nye sted end det gamle, og vi tror begge, at det skyldes, at alle bekymringerne er lagt over på nogle andres skuldre. Alt det, som hun i sin alenehed har været bekymret over, gruet for og har fået til at vokse sig stort uden nogen at drøfte det med og uden nogen til at trække hende tilbage til virkeligheden, er væk. Om hun gled i badet, om hun huskede at slukke for kogepladen, om det var vejr til at vove sig ud at købe ind, om skraldecontaineren blæste omkuld, om madleverandøren ringede på mens hun var på toilettet, om det var glat på vej ud til postkassen efter avisen.

Det meste er ikke længere aktuelt, resten er der personale til at håndtere. Og når man bor i en lejlighed på et plejecenter har man den perfekte balance mellem socialt og privat. Mor går hen og spiser i fællesrummet til alle måltider, får sig en snak med dem, der vil og er i stand til at snakke, hvorefter hun går hjem til sig selv og læser avis, løser krydsord og ser fjernsyn, som hun plejer at gøre. Alt sammen med det sikkerhedsnet, der er i, at “pigerne” kun er et kald væk.

Jeg håber med alt, hvad jeg har af kærlig karma, at hun får en række gode år der, for det er et godt sted. Det er en stor omvæltning, men gevinsten er større.

Den sidste formiddagskaffe i det gamle hjem.

Installeret i nyt hyggeligt sofahjørne, nærmest en kopi af stuen det forrige sted.

“Du kan sige til din mor, at hun roligt kan flytte på plejehjem”. Den anden dag ringede datteren af en kone fra mine forældres gamle omgangskreds. Ida har været næsten døv i flere år, og derfor foregår kommunikationen gennem Idas døtre. Nu ville hun gerne vide lidt om, hvordan mors flytning var gået. Datteren fortalte, at Ida er ringe nu. Udover den mistede hørelse ser hun heller ikke længere ret godt, men hun vil ikke på plejehjem. Og det anbefalede mor så, at hun roligt kunne gøre.

Bedre forsikring om, at vores mor trives, kan vi næsten heller ikke få.