16. august 2016 | den store bunke |
Jeg har netop brugt tyve minutter på at rense genstridig vårgrøn neglelak af. Den havde sat sig grundigt fast, men det er vel forventeligt med tre lag lak plus top coat. Pynten skulle i princippet kun holde i 24 timer, men i det tidsrum var kravet til gengæld at lyse af intens og uskrammet løbeglæde.
Og sådan blev det.
Der er nemlig det med det lokale 24 timers løb, at såvel døgnets stemning som den farvekoordinerede neglelak sætter sig fast. Det er et døgn med traditioner, hygge, masser af gode mennesker, ambitioner, alt for lidt eller ingen søvn, rappe ben, stærke ben, ømme ben, sol, blæst, regn, nattestilhed, morgengry, mad, kager, snak, latter, triumfer og skuffelser, kilometertider, regneark, resultater, stinkende løbetøj og meget, meget mere fra den bedste skuffe.
Igen i år havde vi kendte rammer i det grå- og gulstribede telt med snoren med tidligere års trøjer som Guldsmed Norup-holdets vartegn, og vi var en kendt flok af guldsmedevenner og -familie, der alle var indstillet på at tage en – eller flere – for holdet. På den måde er det som at tage en god, gammel frakke på; vi ved, hvad vi kan forvente. Og så var der alligevel noget nyt. Et par nye ansigter i løbestaben, og vi havde besøg af journalist og fotograf og kom i avisen, det plejer vi alligevel ikke.
Det er et hyggeligt døgn, men også hårdt. Når man er hjemme efter en midnatsrunde om søen og lukker øjnene klokken 01 og står op igen klokken 04 for at være klar til en tidlig morgenrunde, må man messe for sig selv på vej ud af hoveddøren: “Vi har selv valgt det her! Det er sjovt!!”. Og det er sjovt – og særligt. I år havde jeg den runde, hvor natten giver stafetten videre til dagen; jeg startede i mørke med lysarmbånd på, og mens jeg løb, brød lyset frem. Det er meget, meget stemningsfuldt.
Tilbage til den grønne neglelak for et øjeblik. Den gav anledning til den mærkeligste sætning, jeg længe har hørt. Jeg stod og snakkede med en af de andre i vores telt, blandt andet om mine friskgrønne negle og den tradition, jeg har med at farvekoordinere neglelakken med løbetrøjen, og pludselig sagde han: “Dén farve bruger jeg til fluer, der er belastede!”
… ??
Jeg var lige så blank som overfladen på de omtalte velmanicurerede negle. Altså, hvad? Hvordan belastede, socialt belastede eller? Taler vi om et behandlingshjem for fluer? Mange tanker nåede gennem min hjerne i meget modsat strittende retninger, før han registrerede mit tomme blik og forklarede: “Jeg binder fluer, og dem, der er bundet bly i, så de er tungere, markerer jeg med grønt”. Forudsætningen for al vellykket kommunikation er, at afsender og modtager arbejder inden for den samme begrebssfære, og det var tydeligvis ikke tilfældet her.
Nå, men hvordan gik det os så i klassementet i år? Det gik godt. De grønne trøjer løb sig til en 12. plads ud af 121 hold i klassen 24-mandshold Mix, og det synes jeg er flot. Personligt er jeg også tilfreds; jeg løb mine to runder (à 5,7 km) på henholdsvis 35.19 og 36.12, hvilket er en klar forbedring i forhold til de to foregående år. Det tyder alligevel på, at træning virker.
10. august 2016 | den store bunke |
I de seneste uger har mine fingernegle båret en mintgrøn neglelak, som efterhånden er plaget af både udgroninger og afskalninger. De ser ærlig talt herrens ud. Men det skal der også snart gøres noget ved.
I den kommende weekend er der nemlig det årlige 24 timers løb i Viborg. Fra lørdag middag til søndag middag løber vi rundt og rundt om Søndersø og holder øje med statistikker og omgangstider og hvor længe der er, til vi skal ud på ruten, møder venner og bekendte i løbe- og tilskuertøj og opdaterer os på, hvad der er sket siden sidst, spiser, drikker og hepper. Det plejer at være en fest, og det bliver det også i år.
Jeg skal løbe to omgange, og jeg løber som sædvanligt for Guldsmed Norup – familie og venner. I år må være syvende gang. Jeg har i hvert fald seks løbetrøjer med guldsmedelogoet på, og de har alle sammen været søen rundt. På mig. Gennem årene har jeg været både hurtig og mindre hurtig, mest mindre. Der er plads til alle på holdet, bare vi er familie eller venner, og det er en dejlig rummelighed. Det gælder om at have det sjovt og hyggeligt og gøre det, man gør, så godt man kan. Tit har vi fået en flot placering i klassementet alligevel, og det har vi gode og seje løbere at takke for.
Altså er det ikke som sådan mit blændende løb, jeg skal slå mig op på. Det er, som det er, og det bliver som det bliver. Men NU kommer jeg endelig frem til, hvordan 24 timers løb hænger sammen med farvekoordineret neglelak. Det er nemlig dér, jeg sætter skytset ind. Til gengæld for tunge ben, rigelig vægt og rigelig tid ude på ruten har jeg flyttet mit fokus og forfinet det til fingerspidserne. I flere år har jeg løbet med negle i samme farve som årets holdtrøje. Det startede vistnok på inspiration fra Caroline Wozniacki, der engang flashede negle i samme solgule farve som sin spilledragt. Nu har jeg gjort det til mit særkende.
Jeg har haft blå negle, lilla negle og lyserøde negle. I år er trøjen grøn. Sådan i retning af VFF-grøn, mente guldsmeden og regnede tydeligvis med, at det hjalp mig på rette spor, når jeg skulle vælge lakfarve. Viborg FF er byens fodboldhold. Som om jeg lige præcis kender nuancen på deres trøjer. Men grøn bliver det. Jeg går i Matas i morgen og siger til ekspedienten, at jeg skal have en neglelak i VFF-grøn.
Kig efter de grønne fingre på lørdag omkring midnat og lidt før klokken 06 søndag morgen.
For tre år siden var løbet blåt. Og vådt.
Trøjer fra 2013, 2014 og 2015
7. august 2016 | Udpluk |
• Michael Phelps var fanebærer for den amerikanske delegation ved OL-åbningen i Rio. Og jeg burde have vidst det. Det var igen en anledning for min yngste søn til at more sig kosteligt over dengang, jeg troede, at det var en dansk svømmer og udtalte hans navn på pæredansk. Lasse synes det er det dummeste, jeg nogensinde har sagt.
• Det fedeste er, når nogen skal i bad efter mig, så jeg ikke behøver tørre op efter mig, men bare kan marchere ud af badeværelset og efterlade brusekabinen sejlende.
• Til gengæld er det nederen at sende en informativ besked på mange linjer til nogen og bare få et “okay” tilbage. Lidt mere engagement for de ordglades skyld, tak.
• Jeg har været på cykelferie i Danmark fire gange i årene mellem 1978 og 1985. På Ærø regnede det. På Sydsjælland og øerne dernede omkring regnede det meget. På Samsø var det regnvejr. På Djursland regnede det hele tiden. Siden har jeg ikke gidet tage på cykelferie i Danmark. Det regner jo altid.
• Mere OL: “Vi lader øjeblikket stå et øjeblik”, sagde en kommentator, da Jacob Fuglsang fik overrakt sin medalje. Det var et båndet sammendrag. De kunne godt have nået at lave det om.
• Snoreløg. Er det sådan, man gør med sine løg? Jeg gjorde. Det ser næsten ud, som om jeg har forstand på det. Ja?
5. august 2016 | den store bunke |
“Bare det var mig, der havde skrevet det. Nej, bare det var mig, der var i stand til at skrive sådan!”
Jeg kaster mig altid næsegrus i støvet af beundring, når jeg møder champagneskriv. Velformulerede tekster hvor ordene smyger sig sammen og giver øjeblikkeligt billeddannende mening, og hvor ikke et eneste komma eller nutids-r kunne være sat smukkere. Og så endda med indhold indbygget i den elegante form. Så bliver jeg sådan en, der allerhelst ville stille mig helt tæt op ad skribenten og lade, som om vi altid har været bedstevenner på helt samme sproglige niveau.
Jeg støder jævnligt på dem. Dem der mestrer deres håndværk. Og jeg synes faktisk ikke, man kan rose dem nok. Så nu anerkender jeg.
Mette Goddiksen er en af dem. Hun skriver skarpt og brilliant på villapyt.dk. Jeg kender hende ikke personligt, men jeg kender hendes mand (hvis formuleringer i øvrigt også trækker kluklatter efter sig), som af og til har lagt links til hendes tekster ud i det åbne rum til glæde for blandt andre mig. Første gang var vist dengang, hun tog på bustur til Italien med små børn. Senest har hun skrevet om likes på de sociale medier, og ellers spænder emnerne bredt. Fra betragtninger om danskhed til hvilke værdisæt man vælger at bosætte sig i. Fælles for det hele er, at det udtrykker holdninger og er eminent velskrevet – som honning for mit sprogøre.
Gå selv på opdagelse på hendes blog. Der er perler at fiske.
5. august 2016 | Køkkenskriverier |
Da vi var i Strasbourg, stiftede vi bekendtskab med tarte flambée, som er en alsacisk specialitet. Især Lasse og jeg spiste dem hele tiden. Det er som en pizza, men med creme fraiche i stedet for tomatsauce, og grundversionen er kun med løg og skinke. Så findes der lidt mere avancerede varianter med gruyere eller gedeost, eller der kan være champignons og bacon, og jeg har også smagt en udgave med røget laks. De smager alle sammen godt, og vi tænkte, at det var en ret, vi nemt kunne lave hjemme.
Nu har jeg gjort det et par gange, og det går helt godt nu. Det vigtigste er faktisk at spare på fyldet. Første gang jeg lavede retten, var den ganske enkelt for højt belagt, og bunden blev ikke sprød. Jeg har brugt ricotta til bunddækket, fordi jeg først bagefter læste, at andre bruger creme fraiche. Det prøver jeg så næste gang. Hvor jeg måske også forsøger mig med lufttørret skinke i stedet for skinkestrimler.
Jeg vil godt fortælle, hvordan jeg har gjort. Bare husk, at det her er min version og ikke nødvendigvis en korrekt Alsacegodkendt tarte flambée-opskrift, hvis sådan en altså findes.
Men altså, til lige præcis retten på billedet brugte jeg:
• 1 færdig pizzabund fra Føtex, rullet yderligere tynd, lagt på bagepapir
• Et halvt bæger ricotta rørt op med 1 æg og smurt ud over dejen
• Salt og peber kværnet ud over hele fladen
• 4 bananløg i supertynde ringe
• 100 g skinkestrimler
• En halv gederulle i halve skiver
• En god håndfuld revet ost (jo bedre, jo bedre)
Det var alt.
Den er bagt på pizzasten. Jeg lagde stenen ind i ovnen, som jeg tændte på 250°. Da ovnen var varm, trak jeg papiret med tærten over på pizzastenen og lod den bage i 10 minutter.
Lasse og jeg delte den lige over og blev mætte begge to. Ja, jeg levnede faktisk et stykke af min del, og det vil vise sig, om det forsvinder sporløst fra køleskabet i ly af natten. Den, der vinder det, vinder i hvert fald en god mavefornemmelse.
