Det her er selvynk. Hvis I ikke har programsat selvynk i dag, så stop læsningen her og ryk videre i jeres liv. Gå eventuelt ud og køb nogle sko.
Når mine støvler ser sådan ud, og jeg i øvrigt har flere af den slags, med andre ord ingen vandtætte støvler tilbage i skogarderoben, men tværtimod kan fremvise mindst tre, hvor det trækker ind nedefra eller fra syningerne med såvel vand som vind, så ved jeg jo godt, at jeg bør få købt mig noget nyt fodtøj.
Helst noget der opfylder mindst ti behov i ét par. Til fest, til daglig, til vinter, til sommer, til kjole, til bukser, til traveture, til lang tid ad gangen, og så skal det være pænt og billigt og nemt at tage på og ligne det, jeg lige skal til at kassere. Og når det ikke kan være alt dét på en gang, kan jeg ikke bestemme mig for, hvor jeg skal sætte mit fokus.
Og så er der det ved det, at jeg hader at købe sko. Og tøj. Jeg har tre-fire sæt tøj og to par fodtøj, som jeg bruger næsten hele tiden, og det er nemt, for så behøver jeg ikke bruge energi på træffe valg.
Det er også derfor, jeg som regel synes, det er noget bras at shoppe. Vælge, vælge, vælge. Misforstå mig ikke, for jeg kan godt lide at HAVE tøj og sko. Det er bare alt det imellem, at man ikke har det og til man har det, jeg vil springe over. Det skal bare være i mit skab, så jeg kan tage det på.
Men altså. Jeg viser lige billedet igen:
Det går jo ikke. Jeg ved det godt. Så jeg gik ud i dag. Jeg skulle også købe en fødselsdagsgave til store søn, så jeg gik ind i alle de relevante butikker på min runde i byen og var derfor inde i samtlige forretninger, der solgte sko og fødselsdagsgaver-til-store-søn. Og der er mange af begge slags i min by! Det betød også, at jeg hele tiden måtte skifte fokus og koncentrere mig om at vurdere snart støvler og snart fødselsdagsgave. Det var vildt for mig. Jeg vidste, hvilken slags gave, jeg ville købe, men ikke model, materiale og farve, og det var det samme med støvlerne.
Derfor har jeg i en lang, lang række forretninger i dag undveget ekspedienter, og kunne jeg ikke slippe for deres angreb med tilbud om hjælp, har jeg smilet og afværget med utallige varianter af “Tak, jeg skanner lige udvalget og ser, om noget hænger fast på mine øjne”, mens jeg kiggede og vurderede.
Med hensyn til gaven tog jeg en dyb indånding og en beslutning i den fjerde butik af sin art. Det var faktisk flot af mig, og så var dét gjort. Videre med støvleskanning. I den femte butik fandt jeg en, jeg måske godt kunne lide. Materiale og ikke-så-nem-at-få-på trak ned, og jeg stillede den tilbage. Prøvede at prøve en anden, men den kunne jeg ikke få på. Samtidig havde jeg fået alt, alt for varmt overtøj på (skulle det ikke forestille at være vinter, eller?), så jeg skumsvedte oveni alt det andet besvær.
Så var det, at ærmesømmen revnede under anstrengelserne med at tvinge støvleprøve nummer to på. Så var det, at jeg blev irritabel og gik hjem. Og reparerede jakken med noget ordentlig sytråd. Det kan jeg nemlig.
Derfor har jeg stadig en støvle, som afgiver små papstykker, der rasler rundt om min fod og lader, som om de er småsten. Kan man ikke godt vænne sig til bare at tømme dem ud jævnligt og i øvrigt gå udenom vandpytterne, hva?
