PAS nu på

Jeg har lige sagt farvel til yngsten og hans kæreste, som tager på forlænget weekend i London i morgen. Siden de nu ikke er sammen med os i aften, har jeg opbrugt mulighederne for at kaste moderlige kommentarer efter dem med Husk nu, Hvornår, Hvordan, Hvad, Har I tænkt på … find selv på flere. Det var nok klogt gjort af dem ikke at være her. Jeg kunne nemt være kommet til at gentage mig selv.

Men det er jo bare, fordi vi véd alt det, de ikke har tænkt på. Alt det, vores forældre aldrig formanede os om, fordi de ikke kendte verden og slet ikke vidste alt det, vi selv gjorde vores erfaringer om.

Men VI ved det!

Jeg har prøvet at komme i tanker om, hvornår jeg selv var på egen hånd første gang. Det kan jeg ikke. Så her er bare mit første pas. Med hessianomslag og udstedt i 1974. Tænk, at jeg alligevel var 15 år, før jeg havde brug for et pas, og det var altså ikke, fordi jeg tidligere har været skrevet i mine forældres. De havde ikke pas.

Jeg må have fået det til en lejrskoletur til Sønderjylland i 2. real, hvor vi sikkert har skullet over grænsen. Men der var jeg jo ikke engang på egen hånd. I virkeligheden har jeg nok ikke rejst selv før interrail med to veninder efter gymnasiet, og det var på mit næste pas.

Yngsten har haft eget pas, siden han var 8. Nu rejser han på sit tredje, og selvfølgelig går det godt, og selvfølgelig får de en kanontur.

Som man altid gør, når man rejser på egen hånd uden sin mors evindelige formaningsdrys.

De gamle grækere og de unge danskere

Jeg havde ikke ventet, at jeg skulle bombarderes med græske navne fra min gymnasietid, da jeg søndag sammen med to af børnene kørte til Fyn for at besøge min mor.

Mens det er lydbøger, jeg selv lytter til, er ældstebarnet en flittig podcast-lytter, så da der på grund af efterårsferien ikke var Musikquizzen på P3 til turen, bad vi hende bestemme noget, vi kunne høre undervejs. Det har hun nemlig været rigtig god til tidligere.

Det blev Gamle Grækere. Anders Olling og Hans Erik Havsteen, der er journalist og historiestuderende, genfortæller i ti afsnit Oldtiden fra Homer til Alexander den Store. Få første afsnit her. De to har tidligere lavet en podcastserie, der hedder Kongerækken, hvor de har genfortalt Danmarkshistorien med afsæt i samtlige danske regenter, og en kortere serie om Reformationen. De snakker og pingponger, mens de gennemgår historien, og det er både underholdende og berigende. Det kan findes gennem Podcast-appen – i hvert fald på iPhone.

Demosthenes, Solon, Dareios, Xerxes, Kambyses, Kyros, Kroisos, Sokrates, Aristoteles, slagene ved Marathon, Thermopylæ og Salamis, Det peloponnesiske forbund, bystaterne Athen og Sparta, Folkeforsamlingen, Perikles, Alkibiades, Herodot og Hesiod … luften i den lille Aygo var tyk af græske navne, jeg som klassisksproglig student fra en knapt så fjern oldtid havde hørt de fleste af og huskede, men jeg ville ikke længere have kunnet placere dem særligt præcist i tid og sted og i forhold til hinanden. De to gutter fra Kongerækken gjorde historien folkelig og forståelig, og for mig var det gyldne timer og gyldent genhør på vej til og fra Nordfyn.

At børnene har lyst til at høre om gamle grækere, storpolitik, filosofi, forskellige styreformer og demokratiets fødsel ud over det, de har haft i oldtidskundskab i gymnasiet, både forundrer og gør mig stolt. Nysgerrighed er en dyd.

Her er de nysgerrige på nyopstillede sanseinstrumenter ved plejeboligerne i min mors hood.

Risimponeret

Det virker stadig på mig som noget, en fantasifuld eventyrdigter har fundet på, fordi ingen nogensinde ville have spået, at netop jeg ville kunne opdrage nogen i den retning, men det er den skinbarlige og uomtvistelige sandhed: Jeg har børn, der kan lave mad!

Jeg er fuld af respekt og stolthed, når yngsten kaster sig ud i ambitiøse projekter, fordi han kan og har lyst. Som nu i dag, hvor han tryllede sushi frem.

Vi har længe haft en pose fejlindkøbte sushiris i skuffen, og nu havde vi en rest fersk torsk, som han dybstegte, og i fryseren var der kylling, som han sojamarinerede og stegte, og vi havde agurk og avocado og tang. Rulle, rulle, trylle, trylle. Se hvor fint.

Det smagte godt, og der blev til både forret og madpakker til dem af os, som arbejder ude.

Punktum

Mine tre ugers ferie slutter i dag. Det er jeg ikke tilfreds med. Slet, slet ikke. Jeg er også træt. Og har jeg ikke også lidt kvalme?

Nå.

Det er nok mest ynk, fordi der findes folk i mit feed, som først starter på deres ferie nu og dermed har alt det til gode, som jeg har brugt op. Vi er kun midt i juli, og min næste kendte ferie er juleferien.

Hnff.

Jeg har haft en både dejlig og fantastisk ferie. Det er flere år siden, jeg har haft ferie tre uger i streg. Hvor jeg hverken skal flytte eller gøre andre pligtvoksenting. Rigtig ferie bare lige til at holde. Og så har det endda været lige et par dage mere end tre uger, fordi jeg startede med yngstens studenterhejs i slutningen af ugen før første ferieuge.

Det føles som virkelig længe siden.

Det har været en yderst veldisponeret ferie i år. Først kæresteferie i Norge, hvor vi vandrede, var tæt på natur og hinanden og slappede grundigt af.

Sommer16_1

Så havde vi nogle dage hjemme, hvor jeg faktisk knapt kan huske, hvad jeg lavede. Jo, Lasse og jeg besøgte min mor en dag, og så var det noget med at meditere med noget tulren i kolonihaven. Og i mandags tidligt, tidligt pakkede vi to voksne, en 19-årig og en 12-årig i Lille Hviden og kørte til Strasbourg. Det har været en dejlig uge. Storbyferie fungerer godt for en familiekonstellation som vores. Der har været byvandring og shopping, museer, sejltur, en udflugt til middelalderborgen Haut-Koenigsbourg og vinområderne i Alsace, afslapning i lejligheden, fejring af Bastilledagen med fyrværkeri (heldigvis både fredeligt og festligt), god mad, gode samtaler og gode grin. Det meste har vi gjort sammen alle fire, noget har vi splittet os op til, og det har fungeret rigtig godt. Alle har ydet til fællesskabet, og der har samtidig været rum til forskellighed.

Sommer16_2

Jeg kendte stort set intet til Strasbourg i forvejen, og den blev nærmest tilfældigt årets feriedestination. Men den har været et godt nyt bekendtskab.

Sommer16_3

Sommer16_6

Og nogen har Europaparlamentet lige i baghaven.

Sommer16_4

Det var kun tre af os, som kom hjem til Viborg sent i nat. Inden vi drog hjemad i går formiddags, fulgte vi nemlig Lasse til toget mod Venedig, hvor han fortsætter ferielivet med farfamilien den næste halvanden uge. Det heldig asen. Jeg gad virkelig godt også lige have en pose norditaliensk ekstraferie.

Men hvornår mon man egentlig holder op med at morbekymre sig? Det var en sær, sær fornemmelse at vinke farvel til sin yngste dreng og sende ham ud på de europæiske jernbaner helt på egen hånd. Børn af vor tid har fløjet mere, end de har kørt i tog, og selv om der var styr på både billetter, pladsbilletter og ikke mindst moderlige formaninger (jeg ville have givet meget for at kunne transplantere alt, hvad jeg ved om at køre i tog, over i hans hoved), var jeg alligevel lidt stille, da vi kørte nordpå, og jeg var glad, da jeg om aftenen fik besked om, at ni timers togrejse med to skift undervejs var overstået, og at han var hentet og forenet med sit næste feriecrew på campingpladsen. Her er han ved at smøre madpakke til rejsen.

Sommer16_5

Måske er jeg klar til at starte på arbejde i morgen. Det vil vise sig. Det kan i hvert fald nok ikke være anderledes.

Mange kokke gør god mad

Alle tiders kokketeam er samlet i nogle få dyrebare dage. Laura er i Viborg i en lille uge, indtil hun rykker til Sverige til kjöttbullar, knäckebröt og Kalles Kaviar, og hun og Lasse laver mad sammen. De må få alle de maddage, de overhovedet gider.

Det er så godt. Jeg stornyder det. I dag lavede de chili con carne.

kokketeam