Intet er så godt, at det ikke er galt for noget

I løbet af november lykkes det hvert år min mor at få flettet noget med vinterdæk ind i vores telefonsamtaler. Det kommer op på det tidspunkt, hvor meteorologerne begynder at varsle om den første nattefrost og glatte morgenveje. Enten spørger hun, om jeg har fået vinterdæk på bilen, eller også har hun opgivet på forhånd og afslutter alle snakke om folk, der har skiftet til vinterdæk, med “… men dét har du jo ikke!”.

I år tværede jeg den ud fra starten. Troede jeg.

Da talen faldt på vejrudsigten, og jeg kunne høre, hun tog luft ind til det velkendte tema, kom jeg i hende i forkøbet og fortalte, at jeg aldrig har fået skiftet til sommerdæk i år, så det er ikke noget problem denne gang.

Svaret var: “Det har de altså ikke godt af!”

Udpluk #12

  • Vi har skiftet til vinterdæk på vores biler. Morten var den stærkarmede værktøjsfører, og jeg var den yndige og kompetente assistent. Donkraft, tak. Møtrikker, tak. Kobberfedt, tak. Systematiktak.
  • Jeg var i Silvan forinden for at købe kobberfedt. Jeg fandt det selv. Hurtigt, endda. Og sparede 23,98, fordi de havde Momsfri Lørdag. Jeg er fan af Momsfri Lørdag.
  • Efter hjulskift var jeg i T.Hansen og købe hjulkapsler til Lille Hviden. “14 tommer”, sagde jeg og lyste af indsigt og overskud i en butik, hvor kunderne kun var mænd. Hjemme opdagede jeg, at jeg også lyste af en oliestreg hen over næse og kind.
  • Jeg fik vinterdæk på, før min mor nåede at sukke “Ja, du har jo ikke vinterdæk…” én eneste gang. Måske er hun skuffet nu.
  • Lasse og jeg besøger min mor i morgen. “Ja, jeg gør altså ikke noget ekstra”, siger hun. Det gør hun nu nok alligevel, men hvis vi vil have rå agurk, skal vi selv tage det med.
  • “Du bryder dig jo ikke om syltede rødbeder!”, siger hun også. … ???. Jeg kan ikke mindes at have givet udtryk for, at jeg ikke bryder mig om syltede rødbeder. Gad vide, hvad mere jeg ikke bryder mig om.
  • Der er dømt bad inden afgang. Trods tiltagende dårligt syn får mor helt sikkert øje på selv de svageste spor efter maskinolie i mit ansigt.
  • Glæder mig til have yngsten som behageligt selskab på lang køretur i kedeligt vejr. Det er aldrig til at forudse, hvilke veje og afstikkere snakken tager.

Kobberfedt

– Goddag, det er [nyt dækcenternavn), tidligere [gammelt dækcenternavn], samme ejer, samme gode, kendte service. Vi tager telefonen om et øjeblik… blip … (nyt dækcenternavn], det er Bjarke.

– Goddag, det er Birgitte Bjærge, jeg har vinterdæk på min bil…

– Ja?

– … og sommerdæk i bagagerummet. Jeg kunne godt tænke mig, at det var omvendt. Er det noget I kan hjælpe med?

Bjarke og jeg lavede en aftale, og til aftalt tid trillede jeg Lille Hviden ind på pladsen foran [nyt dækcenternavn]. I løbet af ingen tid var sommerdækkene pillet ud af bagagerummet, og den lille bil svævede over gulvet i arbejdshøjde. 16 gange bzzzt med luftmøtrikspænderen eller hvad sådan en nu hedder, syv-otte slag på bagsiden af dækkene med en gummihammer, og så havde skaldet værkstedsdude på ingen tid sat alle fire fastrustede vinterhjul ned på gulvet.

Og her var det, jeg fik mit nye dækskiftekodeord. Kobberfedt.

Kobberfedt er løsningen, hævdede skaldet værkstedsdude. Når man skifter hjul, renser man lige navpladen eller hvad den nu hedder, den hvor møtrikhullerne sidder, af med noget luftpolérværktøj, og så pensler man den lige med nogle strøg kobberfedt. Det er ikke noget, jeg finder på, jeg så ham gøre det.

På med de fire andre dæk, 16 gange bzzzt med luftmøtrikspænderen (den findes rigtigt, i modsætning til luftguitaren), en anden værkstedsdude tjekkede dæktryk og satte kapsler på, skaldet værstedsdude sænkede køretøjet og lagde vinterdæk i bagagerummet. Færdig. Betale ved kassen hos Bjarke og af sted med mig med tak til [nyt dækcenternavn].

Det er godt nok stadig den periode, hvor jeg kører med både sommer- og vinterdæk, nu bare omvendt, men det gør jeg noget ved i morgen. De fylder ret meget i bilen.

Og husk det nu. Kobberfedt.

Første maj

“Hurray hurray, first of May
Outdoor fucking begins today”

er et statement, jeg fiskede på Facebook i dag. Det viste sig jo at holde stik, det med udendørslivet. Sikke en fin dag, det har været. Jeg har selvfølgelig været i haven, for det var præcis sådan en dag, hvor det bedste sted at være var … i haven.

Ja, først forsøgte vi at skifte dæk på Lille Hviden, for når det er første maj, kører man ikke længere rundt på vinterdæk. Synes jeg. Min bil synes åbenbart noget andet, for den ville ikke slippe dem. Som i overhovedet ikke. Det lykkedes langt om længe at få møtrikkerne vristet løs på det ene forhjul, men så sad hjulet så fast, at det var fuldstændig umuligt for en granvoksen mand med det rette værktøj at få det af. Bilen ville BARE ikke af med vinterfodtøjet, så vi endte med at proppe alle sommerdækkene ind bagi og kalde det den mellemperiode, hvor jeg kører med både vinter- og sommerdæk.

Maj1

Og så tog jeg i haven. Hvor jeg fejede vinter væk og rensede fliser på terrassen, drak kaffe, snakkede i telefon med min mor, kultiverede og lugede hele køkkenhaven, spiste frokost, flyttede rabarber, lugede lidt mere, tjekkede frøposer og besluttede, at det var på tide at så salat. Så kom Lasse. Først og fremmest for at sidde og læse i en anden sol end hjemme på terrassen, men han ville også gerne være med til at så. Nu venter vi på fire slags salat. Rød og grøn romaine, rucola og iceberg.

Maj2

Bagefter satte han sig midt på græsplænene i solen og læste, og da han senere gik hjem, var det med afskedsreplikken “Jeg er overrasket over, hvor nemt havearbejde er”… Jaer! Som om! Alt det med luge, kultivere, feje og grave sprang han jo over og gik direkte til så- og kaffedelen. Men han sagde det sikkert for sjov. Han har jo humor. Det fremgik også af den seddel, han havde efterladt hjemme.

Maj3

Jeg vovede også at så spinat, og jeg vurderer heldigvis, at den resterende plads i køkkenhaven nogenlunde kommer til at passe med det, jeg yderligere gerne vil have i jorden i år, men som det stadig er for tidligt at sætte i gang. Der skal være rødbeder, bønner og grønkål – og selvfølgelig de squash- og hokkaidoplanter, som stadig står hjemme i vindueskarmen og ligner en spirende succes.

Jeg er lidt stram i masken nu, måske er det faktisk lykkedes mig at få noget sol til at hænge fast i ansigtet, eller også er det bare al den friske luft.

I morgen må jeg ringe til værkstedet og høre, om det ikke lige er en opgave for dem at overtale bilen til at skifte sko. Det er tit nemmere, når nogle andre end forældrene siger det. Jeg skal i hvert fald ikke køre rundt for længe med kabinen fuld af dæk. De lugter lidt af sure tæer.

Og citatet dér i starten … hvis nogen tænker, at jeg har misforstået det, så er det da bare dem, der tænker med … ja, hvad ved jeg om, hvad folk tænker med.

 

Venter på lampen

vinter

Der var mange, som blev mindet om ikke at gå ud i for tynde sko, da sneen faldt tæt over dele af landet i weekenden. Nogle af os havde heller ikke fået vores biler klædt ordentligt på.

Derfor var der sådan set ikke nogen tvivl om, at vi skulle have et hurtigt stævnemøde med en donkraft og noget topnøgleværk og sige hej til en stabel vinterdæk.

vinterdaek

Hermed bekendtgør jeg for alverden – og min mor – at Lille Hviden har smidt sandalerne og er trukket i sine mere klodsede vinterstøvler. Det sikre vejgreb er genvundet, og nu venter jeg bare på, at bilen selv opdager det og forvirret tænder den lampe, der indikerer, at “der er noget, der føles anderledes med mine hjul, – er det noget med trykket eller…??”

Sidste år gik der fjorten dage, og vi blev alle sammen helt forvirrede, da det skete.