Sort Sol skinnede

Sommetider falder de fineste oplevelser på en torsdag aften.

I aftes skinnede Sort Sol over Viborg. I en fyldt Store Sal på Paletten, som er sådan et fint spillested. Jeg har været frivillig på Paletten i syv år, og der har jeg haft mange bartjanser og – frem for alt – rigtig mange gode musikalske oplevelser, både med artister, jeg kendte i forvejen, og nogle, der kom ud af det blå. For mig i hvert fald.

I aftes var jeg ikke på arbejde. Jeg var var der som gæst sammen med en flok gode venner, og jeg stod lige midt i salen. Få meter fra scenekanten, få meter fra Steen Jørgensen.

 

Jeg må indrømme, at jeg ikke er ret godt hjemme i Sort Sols bagkatalog. Faktisk kender jeg kun én sang sådan rigtigt. Men det betød ikke noget i går. Det var en megagod og meget intens koncert. Flot, flot lysscenografi, meget enkelt i sit udtryk, og et super velspillende band med en karismatisk forsanger. Både nye og gamle numre. Ikke så meget snak, bare musik fra start til slut. Og lys. Og nærvær.

Tak for det. Bare tak.

Her får I fire lykkelige, uredigerede minutter af den sang, jeg kender.

 

Skindluehiking

Min jægersmand havde været på årets sidste jagt, og den slags giver en vis portion motion og i hvert fald så meget frisk luft, at han ikke var til sinds at klæde sig i vandremundering og skridte mere ud, da han kom hjem. Det havde jeg heller ikke regnet med, men selv var jeg tilpas fuld af skridt, der skulle gås, efter have tilbragt det meste af dagen med vasketøj, støvsugning, bollebagning, brændeindbæring og telefonsnak.

Så jeg tog vandrestøvlerne på fødderne og skindluen på hovedet og drog af sted. 7,7 km afternoon hike, sagde mit Endomondo-track bagefter, og det sagde den, fordi jeg havde indstillet aktiviteten til ’vandring’. Det var måske lidt overgjort, for Den Danske Ordbog definerer ’hike’ som ’vandretur som varer en dag eller et døgn, og som man tilbagelægger medbringende al nødvendig bagage, mad osv.’. Sådan var det ikke helt. Jeg gik trods alt kun 7,72 kilometer og var ude i en time og 40 minutter. Og jeg havde ikke mad med.

Her er jeg ikke kommet ret langt hjemmefra

Det her cirka 800 meter fra, hvor jeg bor. For trekvart år siden skiftede jeg job og holdt op med at køre den her vej. De har lavet en rundkørsel, mens jeg vendte ryggen til, opdagede jeg i dag. Men den er åbenbart stadig så ny, at de er nødt til at skilte med det.

Broen efter rundkørslen bærer en motortrafikvej, som man ikke bare sådan kan krydse til fods. Men jeg kender den hemmelige passage.

Og så kommer man ad en fin, øde skovvej mellem høje nåletræer.

Men man ved, at der færdes både mennesker og dyr, når nogen har villet have ulejlighed med at sætte en hochsitz op. Men de var der ikke i dag.

Der er både pænt og vådt omkring Viborg.

Til sidst var der også blevet pænt mørkt, og så fortjente jeg også at komme hjem til brændeovn og sofa.

Da havde skindluen også gjort det godt.

11.821 skridt mod Utah

Landet ligger sådan, at om cirka fem måneder putter vi vandrestøvlerne i rygsækkene, og når vi tager dem op og snører dem fast på fødderne, er vi i Utah.

Jeg ved ikke rigtigt, hvilken udtale jeg skal lægge mig fast på. Når jeg udtaler det Jutaarhh, kigger folk spørgende på mig, og når jeg prøver at sige det på en mere dansk måde, ser de på mig med et blik, der siger “Hvem Jutta?”

Men Utah. Det vestlige USA. Mormoner. Der hvor Donny Osmond kommer fra – hvis man er så gammel, at man kan huske ham. Nationalparkerne Canyonlands og Grand Staircase Escalante.

Det er netop i disse to nationalparker, vi skal vandre. Tre dage i den ene og tre dage i den anden, og der er rasende pænt begge steder. Se bare.

Det vil være rigtig godt at få trænet. At få gået. At få nogle kilometer i fødderne. Både fordi det vil komme os til gode, når vi går i gang derovre, og fordi det jo helt generelt er godt at røre sig. Vi er ikke fantastisk gode til at få det gjort.

Men i dag var en flot dag, og i dag gik vi otte kilometer.

Det er ganske vist ikke amerikanske kløfter og taffelbjerge, men få kilometer fra hvor vi bor ligger et meget smukt dansk istidslandskab med søer og bakker, og der gik vi ud.

Så er vi i gang.

Hvem tager opvasken?

Af og til passerer de fineste ting igennem vores hjem. For et par dage siden havde vi tre gennemført lækre bordskånere, som samtidig er kryds- og bollespil, stående, og nu er de på vej videre ud i verden.

Arrh, kan bordskånere godt nok være lækre? Og hvem laver da sådan nogle?

Det gør Anton Balle, en gudsbenådet snedkermester, der har sit værksted lidt nord for Skals. Han er gennemført dygtig, behersker sit håndværk helt suverænt og laver de flotteste ting i træ. Møbler, inventar og en masse mindre produkter, som fødes ud af hans egne ideer eller i samarbejde med forskellige kunstnere og designere med andre talenter end hans. Disse samarbejder kommer der altid unikke ting ud af.

Min Morten er Antons reklamesnedker, og det samarbejde er også noget særligt.

De her kryds- og bollespilbordskånere har været på tegnebrættet i et par år. Mere end dét, Anton har haft spillepladen liggende på en hylde uden helt at kunne bestemme sig for, hvad der videre skulle ske. Morten har været begejstret for ideen fra starten, og hver gang han er kommet i snedkeriet, har han opfordret Anton til at få noget gjort ved det. Komme videre. Få det gjort færdigt. Få det sat i produktion. Men det helt rigtige materiale til krydserne og bollerne var ikke dukket op, og snedkermesteren laver ikke halve løsninger.

Via sit netværk stødte Morten på keramikeren Karina Weihrauch og så potentialet i kombinationen af træ og keramik. Lerdamen og træmanden blev præsenteret for hinanden, og så skete der noget.

Og nu er de her, bordskånerne, som efter middagen springer ud som kryds- og bollespil, så man lige kan spille om, hvem der skal tage sig af oprydningen og opvasken. Brikkerne er håndlavet i sort stentøjsler, og brættet er lavet af egetræ, henholdsvis ubehandlet, olieret og røget eg.

De er SÅ flotte! Især den olierede version er jeg pjattet med.

Hvorfor var de hjemme hos os? Og hvorfor måtte vi ikke beholde dem?

Svaret på begge spørgsmål er, at Morten står for markedsføringen, og hans opgave var at få taget billeder af produkterne og give dem et par ord med på vejen. Det sidste gør han selv, det første har Keld Lund stået for. Han er også en af den slags dygtige håndværkere, der gør sit fag ære.

Morten og Anton har samme efternavn, men er ikke beslægtede på andre måder end mentalt. Jeg nævner det bare, fordi det er et spørgsmål, der tit bliver stillet. Anton er møbelsnedkeren, Morten er reklamesnedkeren, og det er hans fortjeneste, at der er både hjemmeside og webshop. Der er lækre sager at gå ind og kikke på. Og klikke på, eventuelt.

Jeg anbefaler af ren begejstring, ikke for egen vinding.

Det er for resten også Anton, som har lavet vores flotte spisebord.

Podieplads i farvekoordineret neglelak

I de seneste uger har mine fingernegle båret en mintgrøn neglelak, som efterhånden er plaget af både udgroninger og afskalninger. De ser ærlig talt herrens ud. Men det skal der også snart gøres noget ved.

I den kommende weekend er der nemlig det årlige 24 timers løb i Viborg. Fra lørdag middag til søndag middag løber vi rundt og rundt om Søndersø og holder øje med statistikker og omgangstider og hvor længe der er, til vi skal ud på ruten, møder venner og bekendte i løbe- og tilskuertøj og opdaterer os på, hvad der er sket siden sidst, spiser, drikker og hepper. Det plejer at være en fest, og det bliver det også i år.

Jeg skal løbe to omgange, og jeg løber som sædvanligt for Guldsmed Norup – familie og venner. I år må være syvende gang. Jeg har i hvert fald seks løbetrøjer med guldsmedelogoet på, og de har alle sammen været søen rundt. På mig. Gennem årene har jeg været både hurtig og mindre hurtig, mest mindre. Der er plads til alle på holdet, bare vi er familie eller venner, og det er en dejlig rummelighed. Det gælder om at have det sjovt og hyggeligt og gøre det, man gør, så godt man kan. Tit har vi fået en flot placering i klassementet alligevel, og det har vi gode og seje løbere at takke for.

Altså er det ikke som sådan mit blændende løb, jeg skal slå mig op på. Det er, som det er, og det bliver som det bliver. Men NU kommer jeg endelig frem til, hvordan 24 timers løb hænger sammen med farvekoordineret neglelak. Det er nemlig dér, jeg sætter skytset ind. Til gengæld for tunge ben, rigelig vægt og rigelig tid ude på ruten har jeg flyttet mit fokus og forfinet det til fingerspidserne. I flere år har jeg løbet med negle i samme farve som årets holdtrøje. Det startede vistnok på inspiration fra Caroline Wozniacki, der engang flashede negle i samme solgule farve som sin spilledragt. Nu har jeg gjort det til mit særkende.

Jeg har haft blå negle, lilla negle og lyserøde negle. I år er trøjen grøn. Sådan i retning af VFF-grøn, mente guldsmeden og regnede tydeligvis med, at det hjalp mig på rette spor, når jeg skulle vælge lakfarve. Viborg FF er byens fodboldhold. Som om jeg lige præcis kender nuancen på deres trøjer. Men grøn bliver det. Jeg går i Matas i morgen og siger til ekspedienten, at jeg skal have en neglelak i VFF-grøn.

Kig efter de grønne fingre på lørdag omkring midnat og lidt før klokken 06 søndag morgen.

For tre år siden var løbet blåt. Og vådt.

For tre år siden var løbet blåt. Og vådt.

Trøjer fra 2013, 2014 og 2015

Trøjer fra 2013, 2014 og 2015