Kyssenisserne – det glædelige gensyn

Vi har julepyntet i dag. Vi har gjort, som vi plejer. Det er tredje jul i Vestergade, så der er dannet en præcedens i den sammenbragte familie. Den skæve papmachéengel var glad for at gense papmachéjulemanden med marengs i hele ansigtet. Krybbespillet står på det lave røde skab. Ringlenissen fra Mortens barndom hænger det sædvanlige sted og ringler. Kæmpekoglerne hænger i stuevinduerne i røde silkebånd. Højttalerne har fået små nissehuer på, og juleposthjertet af stof hænger på døren med et ubeskrevet julekort i, fordi der skulle være noget i til at holde det udstrakt, og vi nok ikke får nogen analoge julekort mere. Rådyropsatserne har fået guirlander på, og metalkurven af form som et flettet julehjerte hænger foran terrassedøren med gran i. Kyssenisserne kysser stadig. Det er som det plejer, og det er fint. Næste jul bor vi i hus, og så finder den gamle pynt nye steder. Men vi ved heldigvis, at englen igen glæder sig til at stå og se lalleglad ud ved siden af marengsjulemanden sammen med alle de små trænisser, og at kyssenisserne er helt uanfægtede af skiftende adresser.

De har hængt ved hinanden i femten år, og jeg holder meget af dem. Laura lavede dem i fritteren, da hun gik i tredje klasse, og jeg ved, at tilsvarende par findes i rigtig mange hjem, som har haft børn på Viborg Vestre Skole i de år. De var en slags signaturjulekreation i 3’eren, den afdeling af fritidsordningen, hvor de store børn gik.

Ingen jul uden kyssenisserne. Synes jeg. Selv er de ligeglade. De vil bare kysse.

kyssenisserne

Umbrellalane i medvind og modvind

I vores gade blev der for nogle dage siden hængt tre rækker røde, gule, grønne og blå opslåede paraplyer op i hele gadens længde i første sals højde. Lige ud for vores vinduer. Det så rigtig flot og sjovt ud med de farvestrålende, glade pletter op mod den blå sommerhimmel, som vi havde i sidste uge, og man blev lidt tosseglad af at kigge op.

Morten tog dette fine billede.

umbrella1

Vi snakkede lidt om, at vi var spændte på, hvordan de så ud efter den første storm. Ikke på den bedrevidende gnæggende hvad-sagde-jeg-måde, men mere på det-er-synd-men-det-kan-de-nok-ikke-holde-til-måden.

I dag har det blæst en hel del, og vindstødene har ikke bare blæst mit oliventræ på terrassen omkuld, men de har også krænget den røde paraply uden for stuevinduerne – midt i billedet – af sit skelet. Det er ærgerligt, men det var nok noget i den retning, vi havde forestillet os ville ske.

umbrella2

Men så prøv at se den gule paraply et par pladser længere henne. Den er blevet til en skål. Den samler regnvand op under bygerne, og når der kommer et rigtig godt vindstød, vipper den vandet ud.

Den hænger lige over vores gadedør.

Dér stod jeg, da dét vindstød kom.

umbrella3