Hold en fest, tror jeg nok

I weekenden var jeg i sommerhus med to veninder. Vi var kolleger for ti-femten år siden og har altid haft en forrygende kemi. Nu er vi vidt forskellige steder arbejdsmæssigt, men ses tre-fire gange om året på skift hos hinanden.

Det er aldrig kedeligt. Aldrig nogensinde kedeligt. Det er tosset sjovt. Vi ryger og drikker og snakker og griner og er så skøre, som vi overhovedet orker. Denne gang dansede vi også, kan jeg se på fire billeder, jeg fandt på min telefon dagen efter, men som jeg ikke har nogen erindring om at have taget. Det ligger nogenlunde på samme niveau hver gang, hvor meget vi drikker. Der er ingen grund til at udbasunere, hvor meget, men det sker, at vi dagen efter ikke kan huske alt, hvad vi har snakket om.

Så er det godt, jeg har været så fornuftig at tage noter.

I dag fandt jeg denne note på min telefon. Den øverste, lige over voksennoten med budgettet, er tilføjet i lørdags. Jeg ved ikke, hvad der er gået forud for notatet, men jeg kan godt se, den er vigtig. Det var i hvert fald godt, jeg fik det skrevet, ellers havde jeg ikke vidst, at jeg skulle… dét, jeg skal.

Hurra, for BS er 30 år!

Det her indlæg handler ikke om, hvor godt mor har det, efter at hun flyttede på plejehjem. Jeg var ellers gået i gang med at skrive det.

Så gik det imidlertid op for mig, at I meget hellere vil bruge aftenen på at synge den sang, som bedsteveninderne skrev til mig på Smilende Susie, da jeg fyldte 30.

Jo, I vil. Her er den.

Presbold

Tre-fire gange om året mødes jeg og to veninder på skift hos hinanden. Vi arbejdede på samme reklamebureau for år tilbage og er så tilpas paralleltossede i vores hoveder og tilgang tll verden, og vores indbyrdes kemi er så meget for god at lade gå til spilde, at vi efter flere års uregelmæssig kontakt har besluttet at ses noget oftere. Pyh, det blev en lang sætning. Og det gør vi så. Ses noget oftere. Tre-fire gange om året altså.

Vi giver værtindegaver. Gode kulturelle gaver har de to andre med til værtinden. Gode bøger og dejlig likør. Det er så fint alt sammen. Men så sidste gang vi mødtes, i juni hos mig, havde Hanne og Vivi tænkt nyt. Det er blevet en tradition, at når vi er hos mig, fortrækker vi til kolonihaven, hvor vi ikke generer hverken dem, jeg bor sammen med, eller vores bynaboer med vores kaglen og latter. Det var i hvert fald anden gang, det fandt sted på den måde, og så er det en tradition. Og traditioner skal vare i mange år, og derfor ville de denne gang give værtinden en gave, de selv kunne følge år efter år. Så de kom slæbende med to kæmpepotter med de flotteste blomstrende lupiner i mange farver. Som de godt lige ville have, jeg plantede ud i kolonihaven. Så de kan sidde der med deres kølige hvidvin og beundre dem sommer efter sommer.

Det var en presbold.

Mest fordi det bed, hvor de ville skulle plantes, så sådan ud:

Bed_1

Og sådan har det set ud siden Haven Sæson I, hvor vi for første gang sagde til hinanden, at “det rydder vi hen over sommeren”. Det er tre år siden, og vi har sagt det samme hvert eneste forår. “I år skal vi også have ryddet det bed!”. Det er bare ikke blevet. Hver gang er sommeren løbet fra os i samme takt, som fredløs, gyldenris og skvalderkål er skudt i vejret og har taget både magten og pippet fra os. Der skulle skrælles ikke bare planterne af, men også de øverste ti centimeter jord, så alle rødder fra især skvalderkål også blev fjernet. Og det hele skulle samtidig køres væk, – en operation, som kræver både rigtig meget overskud, mange kræfter og en trailer – på én gang. Det havde vi ganske enkelt ikke fået til at gå op.

Derfor var de fine lupiner en presser. Havens andre bede ser nemlig ud på samme måde. Der var ikke en ledig plet sort jord uden et uigennemtrængeligt netværk af rødder at plante i. Men jeg havde jo også min højt besugne figenbusk, min Ficus Røsnæs, som jeg købte i juni, og som gerne skulle plantes i år og ikke overvintre i en sølle plastikpotte.

Vi allierede os derfor med et par raske gartnersvende, som på ingen tid fjernede alt det overjordiske og en god del af det underjordiske og tog det med sig. Årh, det var godt nok en lettelse! Tak til Lasse og Simon fra AB Kirketoft, som jeg gerne vil reklamere for.

Bed_2

Siden har jeg brugt mange timer på at endevende og finkæmme jorden i femten centimeters dybde og fjerne mange spande rødder og udløbere og underjordisk vildnis. Jeg fandt også en moderne køkkenmødding i den fjerneste ende. En plastikpose fuld af øldåser, plastikbægre, plastikbestik, kapsler og andet uforgængeligt. Nogen har simpelt hen begravet en havefest! Blå Royal var det, hvis der er nogen vidner derude, som har set noget.

Bed_3

Og så har jeg omhyggeligt stukket de hundreder af blomsterløg, som jeg også gravede op, ned i jorden igen (“Har du nu gemt tulipanløgene?”, spurgte min mor både interesseret og inkvisitorisk i telefonen, og jeg kunne nikke artigt og sige “Ja, selvfølgelig!”) uden overhovedet at skele til, om de ville blive til tulipaner, påskeliljer, pinseliljer, vintergækker eller hyacinter. Blomsterløg! Ned med dem!

Nu ser det sådan ud. Bart, men lovende. Figner til venstre, lupiner til højre. Løgblomster over det hele. Og med tiden hortensiaer, og måske skal mors georginer i det bed næste år. Nu, hvor der er plads.

Bed_4

Se, Vivi og Hanne! Planterne er i jorden, og jeg har så godt som allerede hældt vinen op og sat stolene frem, så I kan sidde og se lupinerne og græsset gro.

Men tænk da lige, hvis jeg havde forlangt at følge de flasker chili-chokolade-likør, som jeg har givet jer i værtindegave!

Bed_5

Det glade pizzabud

9,9_2016

Billedet her er fra i lørdags, hvor jeg tilbragte eftermiddagen, hele aftenen og det halve af natten i kolonihaven sammen med to fantastiske kvinder, som jeg har delt arbejdsplads med for år tilbage. Nu er vi i vidt forskellige arbejdssituationer og bor i tre forskellige byer, men der er tale om tre mennesker, hvis kemi gik og går ualmindelig godt sammen, og derfor ses vi jævnligt. Som i lørdags. Det foregik som altid med rigelige mængder bobler, snacks og snak.

Da vi blev sultne, ringede vi efter pizzaer, som det sødeste pizzabud kom med.

Jeg gik op til lågen og tog imod. Han overdrog mig æskerne, kastede et langt fejende blik ind over væksterne i køkkenhaven og udbrød et dybfølt og glad: “Løg!!”.

Så konverserede vi lidt om løg, – gartneri interesserede ham tydeligvis.

Da jeg skulle betale, viste det sig, at han ikke tog kort. Heldigvis havde en af de andre kontanter. Jeg spurgte, om det simpelt hen ville sige, at de slet ikke tager kort, når de bringer ud. Og så leverede han endnu en replik, som kommer til at gå over i historien:

“Nej, kun Mobilepay og kontakt”.

Kammertonen kan jeg ikke love

9komma9

På lørdag skal jeg mødes med to meget- og hurtigtsnakkende, højtråbende, tossede, vidunderlige kvinder. Engang var vi kolleger; siden skiltes vores professionelle veje, men vi er evigt og for altid ligeværdige kolleger i vid, vanvid og rablerier. Det går ikke stille for sig, når vi ses, hvilket vi har gjort alt for sjældent. Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Der er alkohol, smøger og ligefrem tale i rigelige mængder. Sidste gang var jeg værtinde. Vi tilbragte en augustlørdag i kolonihaven, og det var SÅ sjovt, og jeg var SÅ mærket dagen efter. Derfor besluttede jeg allerede dengang at lade bilen blive hjemme og tage toget til Aarhus, når vi skulle til julestue. På lørdag, altså.

Der er blevet udstukket en opgave til alle. Vi skal komme med en julesang på hver sin melodi, og den skal handle om vores lille klub. Jeg har store forventninger. Billedet øverst er en lillebitte bid af min kladde. Mere vil jeg ikke røbe, og sandsynligvis bliver det den eneste krumme, der bliver kastet ud i det offentlige rum. Medmindre det ender med at være offentlighedsegnet, og det tvivler jeg på, det gør. Til gengæld er jeg sikker på, vi får det overskægt og er trætte på søndag. Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig for vildt?

Sådan så det ud på Instagram i sommer, da vi fremsatte en offentlig erklæring.

9komma9_sommer