Brug øjnene. Kig op, når du går.

Sådan sagde Birtes bedstemor altid, fortalte Birte, da hun og jeg var i kibbutz sammen for mange, mange år siden. Og selv om det er næsten lige så mange år siden, jeg sidst har set Birte, havde hendes bedstemor fat i noget. Man ser bedst, når man bruger øjnene.

Billederne her er taget med to dages mellemrum. På billedet til højre er syrenerne sprunget helt ud og står som kraftfulde hvide lys og udsender deres karakteristiske stærke duft.

Sikke en fart naturen har på lige nu! Det hele pibler op og frem, og med den fart skal det nok lykkes ALT i køkkenhaven, også ukrudt, at stikke af fra mig, mens jeg er i Utah.

Og dér var mit stikord: Nu er der ikke mange dage til. Jeg glæder mig til det hele. Når vi efter første flyskift flyver ud af Europa, er resten nyt for mig. Jeg har ikke prøvet så lang en flyrejse før, jeg har aldrig været i USA, jeg har ikke … ja, der er meget at nævne. Men jeg HAR prøvet at vandre og sove i telt og lade være med at vaske mig i en uge, og det glæder jeg mig også til.

Den hjemmeværende er ved at blive instrueret i at holde hus, mens vi er væk. Det indebærer blandt andet at slå græs, vande blomster og udvise sund fornuft – listen er ikke ret lang, og ingen har grund til at føle sig overlistet.

Vi gør selvfølgelig også, hvad vi kan for at efterlade det hele i orden. Jeg har for eksempel sørget for, at kolonihaven er så i orden, som den nogensinde bliver. Det er lige NU, det gælder om at nyde synet af stort set intet ukrudt.

Kig ned et øjeblik og værs’go’ og nyd.

Hvad har hun i sækken i dag?

Nu begynder det at ligne noget med alt vores outdoor-udstyr. Vi har nye ultralette, superkomprimerbare soveposer, nye ditto liggeunderlag, nye rygsække, foruden nye uldstrømper og t-shirts af superuld. Det var egentlig ikke meningen, det skulle være sådan. Vi havde det meste, vi kunne låne meget og skulle kun nyanskaffe ganske lidt, mente vi i begyndelsen.

Men det har bare været en øjenåbner at lukke op til de seneste 30 års udvikling af friluftsgrej. ALT er blevet lettere, mindre, mere åndbart og optimeret på ALLE måder. Og da vi kun rejser med håndbagage til USA, er vores udstyrs fylde og vægt blevet vigtige parametre. Derfor har vi investeret i nye, lækre sager.

Og nu er vi ved at være der. Dagens godt fire timers vandring med henholdsvis 11,5 og 14 kg i sækkene bekræftede, at det bli’r godt.

Det var Dollerup Bakker og Hald Sø, der var turens smukke rammer med solskin, nyudsprungne bøgetræer, klukkende vand, heste, primuskaffe og madpakke.

Ligner det ikke en prima dag?

Min sæk er på 40 liter, og i den har jeg sovepose OG liggeunderlag OG hovedpude, jakke, 1,5 liter vand, to madpakker og frugt. Så har jeg også et petanguespil (for vægtsimulering) og en stor sofapude (for at fylde). De sidstnævnte skal altså ikke med på den rigtige tur, men jeg har fået bekræftet, at der er plads nok i rygsækken, og at den sidder som den skal, også med vægt i. Jeg tror ikke, rygsækkene bliver tungere, end de var i dag. Der kan umulgt være noget mad eller tøj, der har så høj vægtfylde som petanguespillet og de to pakker søm og skruer samt Nudansk ordbog, som Morten havde i sækken.

Skindluehiking

Min jægersmand havde været på årets sidste jagt, og den slags giver en vis portion motion og i hvert fald så meget frisk luft, at han ikke var til sinds at klæde sig i vandremundering og skridte mere ud, da han kom hjem. Det havde jeg heller ikke regnet med, men selv var jeg tilpas fuld af skridt, der skulle gås, efter have tilbragt det meste af dagen med vasketøj, støvsugning, bollebagning, brændeindbæring og telefonsnak.

Så jeg tog vandrestøvlerne på fødderne og skindluen på hovedet og drog af sted. 7,7 km afternoon hike, sagde mit Endomondo-track bagefter, og det sagde den, fordi jeg havde indstillet aktiviteten til ’vandring’. Det var måske lidt overgjort, for Den Danske Ordbog definerer ’hike’ som ’vandretur som varer en dag eller et døgn, og som man tilbagelægger medbringende al nødvendig bagage, mad osv.’. Sådan var det ikke helt. Jeg gik trods alt kun 7,72 kilometer og var ude i en time og 40 minutter. Og jeg havde ikke mad med.

Her er jeg ikke kommet ret langt hjemmefra

Det her cirka 800 meter fra, hvor jeg bor. For trekvart år siden skiftede jeg job og holdt op med at køre den her vej. De har lavet en rundkørsel, mens jeg vendte ryggen til, opdagede jeg i dag. Men den er åbenbart stadig så ny, at de er nødt til at skilte med det.

Broen efter rundkørslen bærer en motortrafikvej, som man ikke bare sådan kan krydse til fods. Men jeg kender den hemmelige passage.

Og så kommer man ad en fin, øde skovvej mellem høje nåletræer.

Men man ved, at der færdes både mennesker og dyr, når nogen har villet have ulejlighed med at sætte en hochsitz op. Men de var der ikke i dag.

Der er både pænt og vådt omkring Viborg.

Til sidst var der også blevet pænt mørkt, og så fortjente jeg også at komme hjem til brændeovn og sofa.

Da havde skindluen også gjort det godt.