1-0 til vejret

Sidste år gik vi op på Hægefjell, der er områdets højeste fjeld på 1021 m. Det var en fantastisk tur, som jeg beskrev her. I år ville vi gerne gentage succesen, og det nye skulle være, at vi indtog fjeldet fra Vrådalsiden. Altså med færgen over Fjonesundet, op til Vrådal, videre op til Vrådal Panorama, og derefter helt op til enden af stolehejsen, hvorfra der skulle være en turløjpe over til Hægefjell. I fjor bemærkede vi, hvor stien fra Vrådal mødtes med den rute, vi dengang kom ad, et lille stykke inden den endelige opstigning.

Altså helt kort, for nu at tage luften ud af den videre fortælling, gik det sådan, at vejret ikke var med os i dag. Byger drev hen over nordenden af Nisser og de højeste fjelde havde skyhat på, men det skiftede hele tiden, og vi besluttede at se, hvor langt vi kom. Fjeldregel nummer 8 er jo: Vend i tide – det er ingen skam å snu. Vi kom et pænt stykke op, men efter tre heftige byger var både vi og terrænet omkring os drivvåde. Fjeldet blev desuden glat af regnen, og vi bestemte os for at vende om, – det var alt for let at glide, og udsigten var ikke så vid, som den ihærdige fjeldvandrer fortjener. Det, vi kunne se, var, at bygerne ville blive ved. Dagens tur blev ikke helt den, vi havde håbet på. Men bare vent, Hægefjell, vi får dig en anden gang. Det bliver muligvis ikke i år, vi tager dig fra Vrådalsiden, men vi kommer igen.

Og på sin egen våde måde var det alligevel en flot tur i dag.

Her kommer færgen.

Godt med panorama over Vrådal og omegn.

Hægefjell er toppen i midten.

Det kunne godt være mig, der havde stået model til skiltet.

Hvis han var forulykket alene på fjeldet, var han aldrig blevet fundet i sit camouflagetøj. Godt, han fulgtes med en i rød signaljakke.

Bukser har bare at tørre hurtigt.

Frokostpause mellem bygerne.

Sært vejr.

Venter på vinter.

Sært vejr gik væk igen.

Hægefjell, dit gamle skaldede bjerg, du ligger jo bare derovre bagved og venter på os. Vi kommer tilbage!

Om at kunne holde ferie sammen

Vi er lidt over halvvejs i fjeldferien, og i dag har jeg tænkt meget over, hvor gode Morten og jeg er til at holde ferie sammen. Det kan man jo ikke være sikker på, når man møder hinanden ved at slå til på en datingside. Man håber og tror selvfølgelig, at man har gjort en god handel, men der er så mange faktorer, der skal spille sammen, at man ikke kan være sikker på at score på alle parametre. Det er noget, der skal vise sig med tiden.

Vi har holdt storbyferier sammen, både alene og med børn, og med dem har vi også været i sommerhus, på charterferie og på flerdages kanoture. Vi har aldrig talt om vandreferie, bortset fra dengang, vi var på skiferie i Østrig, og det viste sig, at alpinskiløb ikke helt er noget for mig (langrend ja, alpin nej), og jeg nævnte, at det kunne være sjovt at komme tilbage om sommeren og vandre.

Før denne tur til Norge har der heller ikke været snak om vandring i særdeleshed. Jeg har bare gerne villet vise ham det her fantastiske sted, jeg har adgang til, og jeg har haft et par vandrestier i tankerne, som jeg har gået før, og hvor jeg ved, der er pænt og god udsigt. Og så har jeg tænkt, at jeg gerne ville op på Hægefjell på 1021 m, som ligger en god mil nord for, hvor vi bor. Og jeg havde fået nye, ordentlige vandrestøvler, men det var ikke som sådan et mål for ferien at indtage terræn til fods. Bare noget vi kunne gøre, hvis det var det, vi fik lyst til.

For mange år siden har jeg vandret i både Grønland, Lapland og Norge med min daværende mand, – det var den slags ferier, vi tog på sammen, og jeg har egentlig ikke tænkt den slags aktiviteter ret meget ind i mine ferier siden.

Men det har vist sig at være rigtig fedt at gøre det på den her tur, og det ender med at blive til en hel del kilometer. Eller rettere timer, for på fjeldvandring regner man i tid fremfor afstand. Det kan være stejlt og besværligt at gå, og så kan det jo være lige meget, om der kun er en halv kilometer, hvis det tager en time at tilbagelægge distancen.

Vi er heldigvis begge sådan nogle, der kan få en formiddag til at gå med at rode med vores gadgets, – spille og opdatere os og læse netaviser, mens det småregner udenfor, og vi egentlig ikke er kommet længere end til nattøj og kaffe. På den måde ligner vi hinanden, og ingen af os står og trækker utålmodigt i den anden, og det er helt i orden at lave ingenting, er vi enige om. Men når vi så kommer af sted, er det virkelig, virkelig dejligt – og heldigt, at det er det samme, vi godt kan lide at gøre.

I går var det at sejle med Norges mindste kabelfærge over Nisser, køre en lang tur op over fjeldene i stejle hårnålesving, se landets næstmindste stavkirke i Eidsborg, drikke kaffe og spise ostekage på Vest-Telemark Museum, køre ned gennem Fyresdal og hjem over fjeldet.

I dag var at køre en lille tur i bilen, med støvler og rygsæk parat for en sikkerheds skyld, spontant at vælge en turløjpe på vejen, at gå opad, opad, opad og at sidde med vand og KvikkLunsj på Solåsknatten, da solen endelig kom frem. Hvor var det godt.

Og i morgen ser det ud til, at vejret bliver godt, så der satser vi på Hægefjellturen.

Det er egentlig mærkeligt, at vi aldrig har tænkt på vandreferie. Vi har trods alt kendt hinanden i fire et halvt år. Men noget viser sig altså først efter lang tid.

Vi har også først lige fundet ud af – på færgen herop, faktisk – at vi begge to er vilde med Bounty. Chokoladen, altså.

 Norges mindste kabelfærge. Det er ikke rampen. Det er færgen.


Norges mindste kabelfærge. Det er ikke rampen. Det er færgen.

 Stavkirken i Eidsborg. Norges næstmindste


Stavkirken i Eidsborg. Norges næstmindste

Dalen

Bandak

 Det her bliver det næste hit: Et svævende telt.


Det her bliver det næste hit: Et svævende telt.

Solaasknatten1

Turløjpeklar

 Afmærkning på Solåsknatten.


Afmærkning på Solåsknatten.

 Det hele værd. Manden og udsigten.


Det hele værd. Manden og udsigten.