Mættet med godt

Tænk at vågne til sådan en solskinsmorgen, når ingen har fortalt, det skulle være andet end regnskyvejr, og jeg heller ikke har hørt efter, hvis nogen faktisk har sagt det.

Det her har været den første weekend i umindelige tider uden en masse planer om fest og halløj. Og hvor har det været godt for os. Jeg lagde ud lørdag med den eneste aftale, jeg havde, nemlig at gå tidlig morgentur i noget naturskønt med nogle veninder og et par hunde, og bagefter tog vi hjem til mig, hvor Morten havde morgenbordet klar til os. Det var en god formiddag.

Siden har vi fået taget et ordentligt træk i oprydningen af alt det som har ligget rundt omkring og ventet på at få tildelt plads – i mere end to måneder efterhånden, mens vi foruden arbejde havde travlt med fest og halløj. Men NU! Nu har vi mere eller mindre fået indrettet saunaen ovenpå – et levn fra halvfjerdserne, hvor det var trendy at have hjemmesauna. Det er længe siden, den har været anvendt som netop dét, og vi kommer heller aldrig til at bruge den til det oprindelige formål. Så nu er ovnen taget ned, der er sat hylder op, og jeg har sat kasser, kufferter, dyner og sager ind. Fineste, effektive – og tiltrængte – depot. Rokeringen betyder, at der også er skabt luft og plads til at få sat skik på værkstedet. Det er i proces, og det bliver godt.

Men var vi så inden døre resten af dagen i går, hvor det var så fint og uventet sommervejr? Nehej da. Vi spiste aftensmad på terrassen – fiskepakken fra Skagenfood, som vi får hver anden uge  – og blev hængende udenfor i sommeraftenen med ild i båltårnet, vin i glassene og musik fra køkkenSonos’en, som vi trak ud af vinduet. Det var svært dejligt. Fiskemaden dér, det er timianstegt kullerfilet med majsfrikassé, som smagte forrygende, og opskriften findes her.

I dag har jeg hentet firserne tilbage i mit liv: Jeg har tømt en kasse, som jeg ellers har flyttet uåbnet med mig i måske femten år på grund af pladsmangel. Nu har vi plads, og jeg har samlet min rok igen. Den er flot, og den kan lige så godt stå fremme og se godt ud som være gemt af vejen i et pulterkammer. Måske spinder jeg endda en tråd på et tidspunkt, jeg har både evner og karteflor. (Det er nemt at læse ordet karteflor som kartofler, men lad lige være!) Er den ikke fin?

I dag er vi i øvrigt blevet fuldtallige på adressen igen. Astrid er ankommet til to ferieuger hos os, og Lasse er vendt hjem fra ni dage på Roskilde, glad og i god stand. Det har været dejligt kun at være to og en feriehund i en uge, men det er altså også godt at have huset fyldt igen.

Toyota-nyt: Dobbeltdyrt

Jeg holdt foran en stor rude, startede bilen og opdagede, at Lille Hviden kun havde lys i den ene forlygte, så jeg kørte omkring værkstedet for at få skiftet pære.

“Skal vi skifte dem begge to, nu du er her?”, spurgte værkføreren. “Hvis de er lige gamle, går den anden jo nok snart”.

Jeg kunne høre på ham, at han syntes det var en god ide, så jeg sagde ja og tænkte, at det da var forudseende og betænksomt.

Flink værkfører.

Det tog kun et øjeblik at få skiftet pærerne, og bagefter var jeg inde for at betale. “Det er jo nogle lidt dyre pærer”, sagde den medarbejder, der stod for det med at skrive regninger ud. “De koster 325 kroner. Stykket. Det er altså den slags, den skal have. Vi har prøvet at finde nogle billigere, men der er ikke rigtigt nogen.”

Jeg monterede mit stenansigt og betalte de 650 kroner, hvoraf det halve var for udskiftning af en pære, der faktisk duede.

Hvor flink var værkføreren egentlig?

Men ovenover alting

I søndags havde vi et projekt. Men inden vi nåede til vejs ende med det, var vi nødt til at forberede noget andet, og undervejs skete der nogle uforudsete ting, som vi måtte håndtere, inden vi kunne gå videre med hovedplanen.

Kender I Sven Nordquists Pandekagekagen? Det er den historie, hvor Peddersen og Findus vil bage pandekager til en pandekagekage for at fejre Findus’ fødselsdag. Men melet er sluppet op, så det må de først hente hos købmanden. Men cyklen er punkteret, så den må de lappe først. Men skuret med lappegrejerne er låst, og de må først finde nøglen. Nøglen er på bunden af brønden, og de er nødt til at have fat i fiskestangen for at fiske den op. Men den er på loftet, og for at få fat i stigen, så de kan komme op og hente den, er de nødt til at skræmme Gustafssons tyr væk, den står nemlig og sover med hovedet på stigen, og for at gøre det er Findus nødt til rende rundt med et blomstret tørklæde bundet fast i halen.

Og SÅ kan de tage stigen, kravle op efter fiskestangen, fiske nøglen op fra brønden, låse skuret op, lappe cyklen og køre til købmanden efter mel, og SÅ kan de bage pandekager og lave pandekagekage og sidde i haven og høre Jussi Björling.

Jeg tænker altid på Pandekagekagen, når jeg er nødt til gøre noget, før jeg kan komme til det egentlige. Også i søndags.

Vi skulle have nye havemøbler. Eller … vi skulle have havemøbler overhovedet. Og vi havde aftalt, at før vi dyngede terrassen til med en hel masse, ville vi vippe plankepladerne op og få fejet de foregående års blade og snask og alger væk nedenunder.

Men først drog vi til byggemarkedet og købte møblerne. Så langt gik det godt. Vi kunne dog ikke presse et to meter langt havebord og seks stole ind i bagagerummet på Mortens bil, viste det sig inde i byggemarkedets varegård, men heldigvis kunne vi låne en trailer. Hjem og læsse møblerne af. Tilbage og aflevere traileren. På vejen konstaterede vi, at trykket var faldet i venstre baghjul, så det måtte vi ind på en tankstation og tjekke. Det viste sig at være punkteret, sandsynligvis fordi der havde ligget brædder med søm i derovre i varegården, og det bandede vi over, mens vi kørte ud til Toyota, som heldigvis havde søndagsåbent. Spritnye biler har nemlig ikke noget reservehjul, men vi fik lov at låne et hjul med den fornødne luft i. Og værktøj til at skifte det med. Og Morten aftalte at komme derud næste dag og få skiftet til sommerdæk. Det er jo alligevel ved den tid.

Så kørte vi hjem. Og knoklede med de tunge, tunge terrasseplankeplader. Og kom kun halvt igennem, fordi nogle af dem var skruet sammen til dobbelt bredde og dobbelt vægt og dobbelt umulige at håndtere, og de kunne ikke skrues fra hinanden, fordi kærvene var skruet i smadder.

Og SÅ kunne vi hente de nye møbler op på terrassen og befri dem for beskyttelsespap og samle dem. Og SÅ kunne vi sidde og nyde solen… Men da var solen gået væk, og det var blevet frysende koldt, så vi gik ind. Men se lige, så fint det venter derude.

terrassen

Følgefortællingen – fælgefortællingen – er denne: Næste morgen talte Morten i telefon med værkstedet, som havde konstateret tre tætsiddende huller i det punkterede dæk, og det kunne ikke betale sig at lappe det. Bestilling på et nyt dæk, altså. Da han kom ned til bilen, var venstre forhjul fladt. Endnu en punktering. Opkald til værkstedet: “Bestil to!”. Falck kom og pustede luft nok i hjulet til køreturen ud til værkstedet. Og herfra kørte det hele igen efter planen.

Og ovenover alting stråler jo Mo’er Sol, og når vi engang kan se den for al den regn nedenunder, kan vi sidde i nye havemøbler på en halvt rengjort terrasse og kigge ned i carporten på en bil med fire fine sommerdæk.

What’s not to like?

terrassecollage

Lille du

Ringede til værkstedet for at høre, hvornår det er, at ny bil med allerede mange kilometer i motoren skal til første tjek.

“Ved 15.000 kilometer eller efter et år”, sagde John. “Det er det lille tjek; det, vi kalder et Sundhedstjek. Ved 30.000 kilometer kalder vi det Sikkerhedstjek”.

Derefter var det, at han sagde noget virkelig dumt i sin hjælpsomhed og imødekommenhed for at ville finde min bil i sin database: “Kan du huske nummeret på den, Birgitte?”

“Prølihørhær … John … jeg er nok den, du nogensinde har hørt om, som er bedst til at huske telefonnumre og fødselsdage OG registreringsnumre … John!”, sagde jeg ikke. Jeg gav ham registreringsnummeret. Overhovedet ikke på en syrlig måde. Og tænkte, at hvis jeg havde heddet Erik, havde han sagt “Hvad er registreringsnummeret, Erik?”