Sådan sagde Birtes bedstemor altid, fortalte Birte, da hun og jeg var i kibbutz sammen for mange, mange år siden. Og selv om det er næsten lige så mange år siden, jeg sidst har set Birte, havde hendes bedstemor fat i noget. Man ser bedst, når man bruger øjnene.
Billederne her er taget med to dages mellemrum. På billedet til højre er syrenerne sprunget helt ud og står som kraftfulde hvide lys og udsender deres karakteristiske stærke duft.
Sikke en fart naturen har på lige nu! Det hele pibler op og frem, og med den fart skal det nok lykkes ALT i køkkenhaven, også ukrudt, at stikke af fra mig, mens jeg er i Utah.
Og dér var mit stikord: Nu er der ikke mange dage til. Jeg glæder mig til det hele. Når vi efter første flyskift flyver ud af Europa, er resten nyt for mig. Jeg har ikke prøvet så lang en flyrejse før, jeg har aldrig været i USA, jeg har ikke … ja, der er meget at nævne. Men jeg HAR prøvet at vandre og sove i telt og lade være med at vaske mig i en uge, og det glæder jeg mig også til.
Den hjemmeværende er ved at blive instrueret i at holde hus, mens vi er væk. Det indebærer blandt andet at slå græs, vande blomster og udvise sund fornuft – listen er ikke ret lang, og ingen har grund til at føle sig overlistet.
Vi gør selvfølgelig også, hvad vi kan for at efterlade det hele i orden. Jeg har for eksempel sørget for, at kolonihaven er så i orden, som den nogensinde bliver. Det er lige NU, det gælder om at nyde synet af stort set intet ukrudt.
Nu begynder det at ligne noget med alt vores outdoor-udstyr. Vi har nye ultralette, superkomprimerbare soveposer, nye ditto liggeunderlag, nye rygsække, foruden nye uldstrømper og t-shirts af superuld. Det var egentlig ikke meningen, det skulle være sådan. Vi havde det meste, vi kunne låne meget og skulle kun nyanskaffe ganske lidt, mente vi i begyndelsen.
Men det har bare været en øjenåbner at lukke op til de seneste 30 års udvikling af friluftsgrej. ALT er blevet lettere, mindre, mere åndbart og optimeret på ALLE måder. Og da vi kun rejser med håndbagage til USA, er vores udstyrs fylde og vægt blevet vigtige parametre. Derfor har vi investeret i nye, lækre sager.
Og nu er vi ved at være der. Dagens godt fire timers vandring med henholdsvis 11,5 og 14 kg i sækkene bekræftede, at det bli’r godt.
Det var Dollerup Bakker og Hald Sø, der var turens smukke rammer med solskin, nyudsprungne bøgetræer, klukkende vand, heste, primuskaffe og madpakke.
Ligner det ikke en prima dag?
Min sæk er på 40 liter, og i den har jeg sovepose OG liggeunderlag OG hovedpude, jakke, 1,5 liter vand, to madpakker og frugt. Så har jeg også et petanguespil (for vægtsimulering) og en stor sofapude (for at fylde). De sidstnævnte skal altså ikke med på den rigtige tur, men jeg har fået bekræftet, at der er plads nok i rygsækken, og at den sidder som den skal, også med vægt i. Jeg tror ikke, rygsækkene bliver tungere, end de var i dag. Der kan umulgt være noget mad eller tøj, der har så høj vægtfylde som petanguespillet og de to pakker søm og skruer samt Nudansk ordbog, som Morten havde i sækken.
Den gode del af fortællingen er den fantastiske vandretræningstur, vi havde med Utah-holdet i går. Femten kilometer rundt om Hald Sø i det kuperede og smukke istidsterræn, op og ned i bakker og gennem skov i områder, hvor ikke mange færdes til daglig. Det var første gang, vi var samlet, og det ser ud til at være en flok gode mennesker, der nok skal få en eventyrlig uge sammen. Kemien virker god.
Den ærgerlige del af fortællingen kom, da vi i slutningen af turen vadede gennem et vandløb, der var lidt dybere, end jeg havde troet. Jeg var kæk, da jeg tog støvler og stømper af og vadede over åen i vand til midt på lårene. Først da jeg igen havde fået fodtøj på, slog det mig, at jeg havde mobiltelefonen i lårlommen på mine bukser.
Heldigvis så der ikke ud til at være sket noget med den.
Men så manglede lyden, da jeg tog et billede.
Senere var der kun lyd, når jeg satte hovedtelefonerne til.
Genstart hjalp ikke.
Så blev den for en sikkerheds skyld begravet i en pose ris nogle timer.
Måske ville en systemopdatering hjæl….
Dér døde telefonen. Lige da æblet var tonet frem skærmen.
Det var på det tidspunkt, jeg blev den kedelige version af mig selv. En udgave, jeg slet ikke kan lide.
Hele aftenen kunne jeg ikke tænke på andet end konsekvenserne af telefondød. Hvordan og hvad nu og hvad med og hvad gør jeg og snart Utah og mine data og numre og noter og hvordan er det nu med sikkerhedskopiering og forsikring og kan jeg låne en telefon og jeg må sikre mig, at min mor har Mortens nummer og hvorfor tænkte jeg mig dog ikke om og så videre. OG så videre. OG så videre.
Jeg vågnede endda klokken 01.45 i nat og tænkte med det samme ’åh nej, der er jo sket det forfærdelige’ og lå og stirrede hul i mørket. Indtil jeg heldigvis faldt i søvn igen. Og vågnede 25 minutter før alarmen var sat. På iPaden.
Så meget skal det altså hyle mig ud af den, at en gadget forulykker! Den reaktion er jeg faktisk ikke vild med. Men det er jo næsten min ene arm, og det er godt nok længe siden, jeg har været helt uden telefon og ikke engang har haft en aflagt mobil at sætte simkortet i.
Så blev det næste dag.
Selvfølgelig var mine spekulationer overdrevne og unødvendige.
Jeg har lånt en midlertidig telefon, den druknede kan måske genoplives, og hvis ikke, har jeg to forskellige veje til en ny. Værre er det ikke. Verden står endnu.
Men jeg vader aldrig tankeløst over en rivende flod igen uden at have telefonen højt løftet over hovedet!
Vi træner til Utah. Lørdag tog vi den første træningstur MED oppakning. Vi puttede henholdsvis 11 og 14 kg i rygsækkene, snørede støvlerne og vandrede 8,5 km i noget af det smukkeste istidslandskab, vi har lige syd for Viborg.
I slutningen af maj skal vi på vandretur i to nationalparker i Utah sammen med 12 andre gode folk med gode ben. Dollerup Bakker er langt fra Grand Staircase-Escalantes foldede orange landskab, men man kan jo lige så godt kigge på noget pænt, når man går.
Det gik godt. Faktisk var det en supergod oplevelse. Benene summede lidt i aftes, men på en god måde, og vi oplevede, hvordan man kommer helt i zen, når man vandrer. Benene gør arbejdet, og hjernen er slået fra. Det er fantastisk.
Undervejs lavede vi kaffe og spiste frokost på en læfyldt solside med udsigt over Hald Sø. Ajmen, er det ikke pænt?
Ryg og skuldre er helt upåvirkede af belastningen, og det betyder, at rygsækkene passer og er indstillet, som de skal.
Det var for resten det her, der var i min: en dyne, en meget tung bog, vand, primus, kopper og frokost. I Mortens rygsæk var der to vattæpper og hele vores samling af Gyldendals røde ordbøger. Fordi: Dyner og tæpper til at fylde ud, så man kan pakke de tunge ting øverst og få tyngdepunktet så højt som muligt og så langt ind over kroppen som muligt.
Og hvis jeg blev ved med at sige op ad bakke og ned ad bakke og op ad bakke og ned ad bakke, blev det snart et citat fra børnebogsklassikeren Mis med de blå øjne – om katten der drog ud for at finde landet med de mange mus.
Men det var ikke Mis, det var os, der i går tog ud til Ødalen, der ligger lige øst for Viborg, og gik op og ned igen og igen. Man skal ikke lade sig narre af et navn, der indeholder ordet ’dal’. Der er bakker! Og hvis man bliver ved med at gå op, så snart man er kommet ned, bliver der ekstra mange af dem.
Vi træner jo. Vi går en lille tur næsten hver dag, bare for at holde ben og fødder øvede, og i weekenderne prøver vi at få gået en længere tur. Når vi kommer til Utah i maj, vil vi sikkert være glade for, at fødderne er blevet vant til at gå. Og så regner jeg i øvrigt med, at alle vores småture herhjemme sætter os så meget i pagt med naturen, at vi bliver de første til at rapportere forårets ankomst.
Det er ikke endnu, kan jeg fortælle.
I går havde vi uldent tøj på i mange lag, men da vi sluttede af med at sidde på den blå bænk højt over Bruunshåb Gamle Papfabrik og nyde udsigten, sneg kulden sig straks og grundigt op gennem knoglerne. Solen skinnede så flot, men det var såååå kooooldt.
Det er ikke sikkert, billedet viser særlig tydeligt, at vi var kommet højt op. Men jeg lover, at vi var. Ellers har jeg i hvert fald sundhedsappen på min telefon som backup. Over en ikke voldsomt lang strækning: 63 etager!! Hva’beha’r!!
