Absolut duelighed

Vores elev i marketingafdelingen skal på skole de næste uger, og det fik grafikerkollegerne til at tænke tilbage på og fortælle om de forløb, opgaver og eksaminer, de var igennem, da de blev udlært. Ottetimers-opgaver, speciale i tekst og typografi og lignende ting hørte jeg dem sige.

For mit eget vedkommende er det så længe siden, jeg blev udlært, at man ikke engang havde opfundet skoleforløb endnu, ja, man kan vel knapt kalde det mesterlære, og der var ingen som helst afsluttende prøver. Vi aftalte bare, hvor lang tid jeg skulle være elev, og da tiden var gået, var det sådan “Det kan du godt, så nu er du udlært”, og så fik jeg en gave, lidt mere i løn – og et håndskrevet duelighedsbevis.

Da jeg kom hjem, splittede jeg nærmest arkiverne ad for at finde selvsamme svendebrev, som jeg var sikker på, at jeg stadig havde et eller andet sted. Jeg er bare flyttet så mange gange, at netop den mappe, jeg ledte efter, ikke umiddelbart lod sig lokalisere. Undervejs fandt jeg meget andet, jeg ikke var klar over, jeg havde gemt, og det var så anledningen til at få smidt forskudsopgørelser og skatteregnskaber fra slutfirserne ud, og det var måske på tide.

Og til sidst: Heureka!

Her er mit duelighedsbevis, fint udfærdiget i 1987 med tidstypisk reklametegnerskrift af Anne-Kathrine, som lærte mig op, og som jeg ingen anelse har om hvor befinder sig i dag, og underskrevet af bureauets direktør Agner Nielsen, som ikke længere betræder denne verdens reklamehaller.

“absolut duelighed i faget”, hva’beha’r!

Undervejs i min søgen faldt jeg også over en lønseddel fra nogle år senere på en anden arbejdsplads, også håndskrevet. Der var heller ikke så meget fikumdik der. Du hedder sådan og sådan og du får det her i løn for den her periode, værs’god. Jeg vil næsten tro, der er blevet trukket noget skat og sådan, men det er da ikke omhyggelig elektronisk bogføring, denne første lønkvittering i den ansættelse bærer præg af. Det undrer mig faktisk lidt, for bogholderen i firmaet var yderst sirlig, så det var nok korrekt indført i hans kolonnebøger alligevel.