Send din mor på plejehjem

Det er helt fantastisk, hvad det har gjort af godt for min mor at flytte i plejebolig. Hun er tilpas og tryg i visheden om, at hjælpen er nær, hvis hun har brug for den. Hun sover bedre om natten af samme grund. Efter de første to uger med nye mennesker og nye rutiner at lære er hun ved at finde sit ståsted i den blandede flok af beboere i Hus 3, hvor hun befinder sig i den friskeste fjerdedel.

Jeg tør næsten ikke skrive det af skræk for at jinxe miraklet. Men det er samtidig for godt til at holde hemmeligt.

Forleden snakkede mor og jeg om grunden til, at hun sover så meget bedre det nye sted end det gamle, og vi tror begge, at det skyldes, at alle bekymringerne er lagt over på nogle andres skuldre. Alt det, som hun i sin alenehed har været bekymret over, gruet for og har fået til at vokse sig stort uden nogen at drøfte det med og uden nogen til at trække hende tilbage til virkeligheden, er væk. Om hun gled i badet, om hun huskede at slukke for kogepladen, om det var vejr til at vove sig ud at købe ind, om skraldecontaineren blæste omkuld, om madleverandøren ringede på mens hun var på toilettet, om det var glat på vej ud til postkassen efter avisen.

Det meste er ikke længere aktuelt, resten er der personale til at håndtere. Og når man bor i en lejlighed på et plejecenter har man den perfekte balance mellem socialt og privat. Mor går hen og spiser i fællesrummet til alle måltider, får sig en snak med dem, der vil og er i stand til at snakke, hvorefter hun går hjem til sig selv og læser avis, løser krydsord og ser fjernsyn, som hun plejer at gøre. Alt sammen med det sikkerhedsnet, der er i, at “pigerne” kun er et kald væk.

Jeg håber med alt, hvad jeg har af kærlig karma, at hun får en række gode år der, for det er et godt sted. Det er en stor omvæltning, men gevinsten er større.

Den sidste formiddagskaffe i det gamle hjem.

Installeret i nyt hyggeligt sofahjørne, nærmest en kopi af stuen det forrige sted.

“Du kan sige til din mor, at hun roligt kan flytte på plejehjem”. Den anden dag ringede datteren af en kone fra mine forældres gamle omgangskreds. Ida har været næsten døv i flere år, og derfor foregår kommunikationen gennem Idas døtre. Nu ville hun gerne vide lidt om, hvordan mors flytning var gået. Datteren fortalte, at Ida er ringe nu. Udover den mistede hørelse ser hun heller ikke længere ret godt, men hun vil ikke på plejehjem. Og det anbefalede mor så, at hun roligt kunne gøre.

Bedre forsikring om, at vores mor trives, kan vi næsten heller ikke få.

Fru Bagagerumsmarked

På søndag træder jeg over en tærskel. Og ind på bagagerumsmarkedspladsen i Horsens.

Det er konsekvensen af noget, jeg egentlig ikke synes, jeg selv har været herre over, og det er langt, langt uden for min tryghedssfære. Jeg er slet ikke til kræmmermarkeder, hader at tinge om priser og føler mig utilpas i al den kommen ved. Forhistorien er, at Laura flytter hjemmefra, hun har cirka nul kroner, men til gengæld meget tøj, hun gerne vil sælge. “Så kan vi ikke tage på bagagerumsmarked?” “Nix! – men jeg kører dig gerne et sted hen, så kan du selv stå der.” “Jamen, der skal jo være et bagagerum…!?”

Derfra tog det ene det andet. Vi besluttede os for Silkeborg på søndag. Men der var udsolgt af stadepladser, og derefter virkede det naturligt at vende blikket mod Horsens. Jeg bookede plads og har siden haft en telefonsamtale med en kvinde, der ganske enkelt præsenterede sig med “Det er Bagagerumsmarked”. Så det hedder hun nok.

Jeg stillede en masse novicespørgsmål. Læsser man sine varer af og stiller bilen et andet sted? (Det bestemmer man selv, men de fleste har bilen ved sig, så kan man sætte sig ind, hvis der kommer en byge, ik’å. Eller hvis man ikke gi’er stå op hele dagen, ik’å). Hvor tidligt kommer man? (Det kommer an på, hvor lang tid det tager at stille dét op, man vil sælge, men senest halv ni). Kan man leje et bord? (Ja, det gør I bare, når I kommer). Er alle pladser lige gode? (Ja, det synes vi jo).

Der er også Volvo-træf på pladsen på søndag. Der er 1., 2. og 3. præmie til de fineste Volvoer, og så bliver “spanden” også kåret. Jeg beder til, at de godt kan se, min er en Toyota. Arrangøren har hyret en slagter til at stå og stege pattegris, og man kan købe helstegt gris og to slags salat til frokost for 55 kroner (Altså hvis man ikke gi’er smøre madpakke, ik’å). Chauffører af Volvoer med nummerplade får gratis mad. Lige der slår Toyotaen så ikke helt til.

Det skal nok blive sjovt, trods alt. I hvert fald anderledes. Udover eget tøj og popblade har flere venner udstyret os med varer. Vi har fået et par poser tøj fra én, en håndfuld Jumbobøger fra en anden, tre poser selvudviklingsbøger fra en, der formodentlig så er færdigudviklet, vi har smykker og tasker og et par rulleskøjter, og måske kommer der mere. Vi har byttepenge, en rulle af hver slags mønter (“For hvis vi sælger noget til tre kroner, skal vi jo kunne give tilbage på en tier, mor!”) og masser af fordomme.

Jeg har ingen fornemmelse af, hvad hun kan få ud af det. Nada. Intet. Vi møder op med åbent sind og bagagerum og ser, hvad der sker.

Så hvis I kommer forbi p-pladsen bag rådhuset i Horsens på søndag, så kom hen og hils på. Og køb! Det er os, der falder liiige lidt ved siden af i miljøet, fordi vi ikke har luret alle klunsertricksene. I kan kende os på den hvide Toyota (ikke Volvo).

IMG_4315


Et udsnit af varelageret