A day at the races

Engang for længe, længe siden var jeg på travbanen sammen med min kæreste. Vi var midt i tyverne, studerende, og vi kiggede ind i en verden, vi overhovedet ikke kendte til. Vi var unge og filosofiske, og vi nikkede til hinanden og sagde om livet og folkene omkring travbanen, at det ’virkelig er en subkultur’. I virkeligheden var det vel bare fremmed for os, langt fra vores egen verden, og derfor blev vi nødt til at beskrive det med ord, der placerede det ukendte i en kasse, vi kunne forholde os til.

Racing1

I dag var jeg på travbanen igen, denne gang med en flok kolleger. Som udgangspunkt er det stadig fremmed for mig, og jeg er sikkert nødt til at komme der flere gange for at forstå. Ja, altså, jeg forstår jo godt, at det handler om at være den hurtigste hest på banen. Punktum. Der er en vinder i hvert løb, og vinderen er den hest, der kommer først over målstregen. Enkelt.

Men så kan man spille på alle mulige kombinationer. Hvilken hest vinder, hvilke to eller flere heste bliver blandt de første to, tre eller flere og i hvilken rækkefølge. Og afhængigt af hvordan der spilles, ændres odds. Den del af det er indviklet, og egentlig havde jeg besluttet ikke at spille. Men så blev jeg alligevel fristet til at smide en seddel i en fællespulje, der blev administeret af den væddeløbskyndige kollega. Jeg var overbevist om, at pengene blev røgtet bedre i hans hænder end i mine. Det gik nu ikke så godt. Men andre af kollegerne spillede og vandt. Eller tabte.

Der var otte travløb og to galopløb. Jeg havde taget mit åbne sind og mine nysgerrige øjne på. Hestene er hurtige og elegante, kuske og ryttere har tosset tøj på, og det er en fin måde at tilbringe en fredag eftermiddag. Det er det vigtigste, jeg fik med mig hjem. Når nu nummer 3, 6 og 9 ikke vandt, når de skulle, og nummer 7 svigtede, og nummer 5 og 2 slog over i galop, når de ikke skulle.

Racing1aRacing2