Nede med flaget, nej, oppe

Når jeg er så træt efter den første arbejdsdag efter færdig ferie, kan jeg næsten godt se det positive i, at jeg først igen har en første arbejdsdag efter færdig ferie lige i starten af 2017.

Jeg er alene hjemme. Helt. Det sker sjældent, og jeg nyder at tilbringe aftenen i sofaen med computer og iPad, en kande te, et fjernsyn der summer med madprogrammer, slumretæppe og blødt tøj, måske et glas vin senere, og helt sikkert skal jeg tidligt i seng. Tænker jeg i hvert fald nu.

I morges stod jeg op klokken 05.55. Som er det, jeg gør til hverdag, men som jeg kun har gjort én gang i de forløbne tre uger, nemlig den morgen vi stod endnu tidligere op og kørte til Strasbourg. Jeg er slet ikke lavet til den slags. Mit system vil sove sent og vågne sent. Sådan er det bare. Jeg kender det system, for jeg har levet i det i 57 år. Næsten.

Det er min fødselsdag i morgen. Når jeg står op klokken 05.55, siger jeg tillykke til mig og glæder mig til, at vi senere på dagen – altså efter arbejde – samles for at fejre både mig og min datter, som fylder 24 i morgen.

Skulle jeg i morgensløvheden glemme det, skal jeg bare tage og åbne øjnene helt. Nogen har kompenseret for ikke at være til stede selv.

flag2016

Så har jeg ikke fundet flere.

Arne Dahl-onsdag

Det er helt perfekt.

Vi var til kæmpestor – og herlig – sølvbryllupsfest i aftes. Vi kom sent i seng, og uden nogen grund vågnede jeg midt på natten og roterede halvvågen i et stykke tid. I dag var arbejdsdag. Jeg er træt og en lille smule mærket.

Lasse havde maddag, og han havde til gengæld været i gang med forberedelserne en stor del af eftermiddagen. Noget med at langtidsmarinere en græskinspireret kylling sammen med grove kartofter, koge fond og lave tzatziki. Jeg er brandstolt af, at flere års ugentlige maddage med vide rammer og plads til både nemme og sværere udfordringer har givet ham mod til at kaste sig ud i eksperimenter og gennemføre dem uden min indblanding. Maden smagte supergodt, og stolthedsbarometeret røg en tak opad. Hos os begge to.

Resten af dagen skal jeg bare sørge for at holde benene oppe i sofaen og øjnene åbne, så jeg kan se anden del af den Arne Dahl-tv-krimi, som startede sidste uge. Og drikke te. Det er en af de aftener, hvor jeg ikke sætter spor i verdenshistorien.

Det er helt perfekt.

Træer, træer, træer, træt

Jeg sidder i køkkenet og genoplader. Det er fredag eftermiddag, og jeg har altid akkumuleret hele ugens søvnunderskud, når jeg når hertil. Jeg begynder at gabe allerede, når der mangler fyrre kilometer af hjemvejen, som mest ser sådan ud:

hjemad1

… og sådan her:

hjemad2

Godt at jeg også i dag nåede vågen og helskindet hjem.

I fem måneder har jeg nydt naturens skiften på mine køreture morgen og eftermiddag. Det startede med sart sommer og høj morgensol, og nu er det mørkt, orangegyldent og efterårsruskende. Jeg har mine favoritsteder på vejen. Et af dem er morgenudsigten et bestemt sted ud over Tange sø, som aldrig er ens, men hvor himlen altid er høj. Eftermiddagene, hvor skyggerne begynder at blive lange, fordi de strækker sig mod natten, som er deres egentlige væsen, som det cirka hedder i Karl Ove Knausgårds Min Kamp 3, som jeg lige for tiden lytter til undervejs.

Og nu lader jeg op med en kop te i et mørknende køkken og med vaskemaskinen kørende i badeværelset. På det ene værelse holder teenageren fredag med sine gadgets, på det andet lyder tidens popmusik som akkompagnement til preteenagerens computerspil. Jægersjægersmanden er på vej hjem med en rå til fryseren, og i aften har jeg vagt på Paletten til Beatles Forever Live.

Når jeg lige har ladet op.

24 timer i lilla

Vi har haft 24 timers løb i Viborg her i weekenden. Løbernes byfest. 3500 løbere har mellem klokken 12 lørdag og klokken 12 søndag tilbragt kortere eller længere tid på ruten rundt om Søndersø. Det var som altid et herligt døgn med løbesko på, samvær med en masse gode mennesker, skfitende vejr, alt for lidt søvn og efterfølgende ømme ben.

Vi forlod de flyttekasser, vi endnu ikke har fået tømt, og tilbragte de fleste af de 24 timer i det gul- og gråstribede Guldsmed Norup-telt. På mange måde var døgnet en genudsendelse af sidste år. Jeg havde farvekoordineret neglelak, i år lilla, og må igen sige “Så kan jeg da dét”. For jeg kom jo ikke i bedre form end sidste år. Tværtimod. I alt flytterodet har vi ikke fået trænet. Heller ikke i lang tid før flytterodet. Da jeg tændte for mit gps-ur, spurgte det “Er du flyttet hundredevis af km siden sidste brug?” Og det kunne jeg faktisk ikke helt huske…

Men jeg løb så godt, som jeg kunne, og igen tog jeg afsked med arrangementet med store løfter om næste år, hvor jeg vil være i superform.

At Guldsmed Norup Familie Og Venner-holdet endte på en flot 14. plads ud af 117 hold i 24-mands mixed var nok ikke min fortjeneste. Medmindre farvekoordineret neglelak spiller ind.

Men jeg har nydt weekenden.

 Morten kommer i mål på sin tidlige morgentur og skal give stafetten videre til næste lilla løber.


Morten kommer i mål på sin tidlige morgentur og skal give stafetten videre til næste lilla løber.

historik


Norup-trøjehistorik fra ni års deltagelse i 24-timersløbet. Jeg har fem af trøjerne.

erdetfredag.dk

Jeg har computer, Candy Crush og Quiz Battle og Wordfeud og syvkabale på iPad, Cirkusrevyen og TV-avisen og vejrudsigten i tv, te og vinsjatter. Det er efterhånden småt med både Oreos og intelligent tankevirksomhed.

Det har været en heftig uge. Vi kom hjem fra efterårsferie klokken 3 natten til mandag. Tre timers søvn og så i skole og på arbejde. Hvor jeg ikke var i tvivl om, at jeg havde været savnet. Allerede efter en time var jeg bagud. Føltes det som. Og det har jeg forsøgt at indhente lige siden. Det har sådan set været okay, det har bare været nogle lange dage. Også med sådan lige at få vasket tøj og få fyldt fødevarelagrene op. Og se de afsnit af Broen, jeg havde misset.

I aften har jeg opklaret, hvorfra den skæve lugt i køleskabet kom, som mødte mig, da jeg åbnede det for at lægge den liter mælk ind, vi købte på en døgnåben tank på vejen hjem fra lufthavnen. På emballagen i grøntsagsskuffen kan jeg se, at det var en halv agurk. Engang.

Ellers har jeg ikke lavet andet end at messe jegskalikkenogetjegskalikkenogetjegskalikkenoget.

Engang skrev jeg en sang til en kærestes fødselsdag på “Det var på Frederiksberg/Husker du vor skoletid”, hvor et af versene startede med disse linjer:

For din sofa elsker dig.
Du kan ikke slippe
fra den, når den byder sig
til med slumretæppe.

Sådan har jeg det i aften.

Heldigvis kan jeg stadig huske og mærke den fede fornemmelse af ferie.