Det jeg ikke forstår

er, at da vi var på ferie i Norge i Mortens bil, og når førersædet var indstillet i hans foretrukne position, det vil sige afpasset efter hans benlængde, sad jeg og strittede med mine korte ben og kunne ikke nå pedalerne med så meget som den yderste spids af min længste tå.

Og da vi var på ferie i Strasbourg i min bil, blev førersædet ikke reguleret en eneste gang, selv om vi skiftedes til at køre.

Vi havde altså nøjagtigt lige lange ben en hel uge.

Venter på lampen

vinter

Der var mange, som blev mindet om ikke at gå ud i for tynde sko, da sneen faldt tæt over dele af landet i weekenden. Nogle af os havde heller ikke fået vores biler klædt ordentligt på.

Derfor var der sådan set ikke nogen tvivl om, at vi skulle have et hurtigt stævnemøde med en donkraft og noget topnøgleværk og sige hej til en stabel vinterdæk.

vinterdaek

Hermed bekendtgør jeg for alverden – og min mor – at Lille Hviden har smidt sandalerne og er trukket i sine mere klodsede vinterstøvler. Det sikre vejgreb er genvundet, og nu venter jeg bare på, at bilen selv opdager det og forvirret tænder den lampe, der indikerer, at “der er noget, der føles anderledes med mine hjul, – er det noget med trykket eller…??”

Sidste år gik der fjorten dage, og vi blev alle sammen helt forvirrede, da det skete.

En herreløs bule

I går opdagede vi en bule i min bil. Nogen eller noget har givet den et blødt tryk bagerst i den ene side under ruden. Sådan lige i albuehøjde. Eller bildørhøjde. Eller hjørnet-af-en-stor-bil-højde. Heldigvis har lakken ikke taget skade, og kaster man sine allermildeste øjne på det, kan det kaldes en skønhedsplet. Et ærgerligt ar.

Jeg har ingen som helst ide om, hvor længe bulen har været der. Jeg aner ikke, hvornår det er sket eller hvor. Siden ingen har givet sig til kende for at vedgå sin dumhed, har jeg ikke nogen at klandre eller nogens forsikring at melde det til.

Nu har jeg meldt det til internettet.

33333

Cirka ti kilometer før jeg ramte hjembyen på første arbejdsdag efter sommerferien stod bilens all time triptæller på 33333. Jeg overvejede at holde ind til siden og tage et billede af dette magiske tal. Jeg har billeder af andre af dens milepæle, både fra dengang vi rundede ti, og da vi passerede tredive tusind. Det er flygtige øjeblikke. Bilens fornemste opgave er at være i bevægelse, og tusind meter længere fremme er motivet borte for altid. Jeg fotograferede ikke dette mærkeøjeblik i dag. Af to grunde: For det første var der ikke noget oplagt sted at trække ind, og for det andet var det alligevel for tosset.

Men det var omtrent her, vi jubilerede.

33333

Sådan forspilder man hundrede kroner

standardvask

Note til mig selv: Uanset hvor tom og indbydende vaskehallen virker, og uanset at der holder absolut ingen i kø foran dig , så kør aldrig, aldrig, aldrig direkte ind i bilbadeværelset, når det er måneder siden, bilen sidst har været der, og du kører over hundrede kilometer om dagen i al slags insektvejr og ellers parkerer bilen i en parkeringskælder fuld af svaler, der flyver i skideflugt hen over bilernes tage.

Stop altid, altid, altid op ved spandene med børster og sæbevand og brug insektfjerner og fælgrens og hvad tankpersonalet ellers betænksomt har stillet til rådighed.

En rå standardvask uden forarbejde gør det ikke! Hundrede kroner borte med skyllevandet.