Husk det nu!

Så er den gal igen: Punkterne har hobet sig op på Huske at-noten på min telefon. Måske var det bare at starte fra den ene ende og fortsætte til den anden ende og ganske enkelt få tingene gjort. Men sådan fungerer det ikke helt. Punkterne er ikke listet i en prioriteret rækkefølge, men mere i en … sådan … vilkårlig orden, så kronologien i det skal jeg også tage stilling til.

Tage georginer med hjem – Jeg gravede dem dygtigt og helt efter bogen op i kolonihaven, inden der kom frost, men de ligger stadig i huset deroppe, og jeg bør altså snarest svinge ind omkring og tage dem med hjem til vinteropbevaring et frostsikret sted. Snarest, blev der sagt!

Gøre kalenderlys – DET HAR JEG FAKTISK GJORT!

Gøre adventskrans – Den skal bruges nu på søndag, men skal adventslysene indgå i noget overdådigt eller stå rene og minimalistiske i år? Jeg ved det ikke endnu … Men det er også først på søndag.

Flytte reoler – Av, den var værre! Tre sektioner ABC-reoler i værkstedet skal flyttes en skabsfrysers bredde til venstre for at få plads til – ja, godt gættet – en skabsfryser. Men først skal der findes et andet sted til nogle kæmpestore MDF-plader. Og inden reolen kan flyttes, skal den også lige tømmes – og bagefter fyldes igen. Der står ikke noget om på min liste, hvornår det hele skal gøres. Men måske inden vi fylder fryseren, der nu står midt på gulvet, for meget op med noget dådyrkød, der skal hentes hos slagteren … i morgen?

Skrive ønskeseddel – Jaaerhh, det siger sig selv.

Skrue i solbriller – Mine gamle RayBans, som jeg fik i fødselsdagsgave, da jeg blev 40, har tabt den ene stang igen, og jeg kunne få sat en lille skrue i hos en optiker. Jeg skal bare huske det. Hmm. Det er 18 år siden jeg fyldte 40, så måske skulle de solbriller bare ryge ud nu? Nej. Bare nej.

Lakridsspecier – Vi bagte dem for nogle år siden, og de var ret gode, så jeg vil finde opskriften frem igen. Jeg har set den fornylig, en udrevet side fra et blad, som jeg har foldet sammen og lagt ind i en bog. Men hvilken?

Beskrive bord – Jeg har en idé, som nogen måske kan gribe og udvikle videre på, så det funktionelle møbel, jeg har i tankerne, også bliver flot. Jeg skal bare lige formulere en beskrivelse, jeg kan give videre.

Sortere strømpebukser – Få det nu bare gjort! Og smid alle de hullede ud straks!

Nå, jeg tror, jeg vil starte med at lede efter den småkageopskrift. Det virker vigtigst.

Og solen skinnede jo, uanset hvor jeg var

Flere gange i dag har jeg sagt til mig selv, at jeg er en stor klovn til at udnytte vejret. Mens solen skinnede så flot derude og bare kaldte på udendørsaktivitet – som for eksempel at høste og rydde op i kolonihaven – gik jeg rundt herhjemme og gjorde ting indenfor. Jeg svedte oven i købet, fordi solen bagte hedt ind af vinduerne.

Til gengæld – og dét er væsentligt – er jeg grundtilfreds med de ting, jeg fik gjort. De lyder virkelig kedelige, de punkter jeg vinklede af, men det skæmmer ikke tilfredsheden.

Hænge længe over morgenmad og avis (det stod nu ikke på listen) og nyde at der var en hel time ekstra at gøre det i på grund af skift til normaltid. Støvsuge hele huset, – solen afslører jo ALT. Vaske tre vaske. Bage 64 boller. Skære kødet fra en vildsvinebov og lave simremad. Tage bad (fordi hvis en drone kom flyvende og fotograferede mig oppefra, ville man ud fra billederne tro, jeg var Johnny Madsen!). Stille mange hyldemeter ubrugelig fortid ind i en reol.

Det sidste er næsten det bedste. En kæmpestor kasse med musik-cd’er og film-dvd’er, som ikke er blevet afspillet i årevis og med størst sandsynlighed aldrig mere bliver det, har længe stået i vejen foran reolen ovenpå. Jeg kan ikke sige, om kassetterne kommer til at stå i vejen i reolen, men de er ikke helt modne til udsmidning endnu, og vi har ikke et loft, vi kan stille kassen op på. OG: Jeg er altså virkelig, virkelig, virkelig tilfreds med at have fået den kasse tømt.

Mens solen skinnede.

 

Yndlingsmorgen med kaffe og avis

Solbeskinnet stue, nu med billeder på væggene – og støvsuget gulv!

Set og hørt

Flamsk vildsvinestuvning med udseendet imod sig og smagen med sig.

Derfor gik jeg i stå

Noget af det, jeg har planer om at få ryddet op i, er otte sorte og hvide kasser med kontorting. Da vi flyttede ind, stuvede jeg dem alle sammen ind i et skab i kontoret sammen med en forfærdelig masse andre ting, det var vigtigt at få af vejen i de hektiske flyttedage i april. Mens jeg lossede kasser ind, sagde jeg sådan cirka konstant: “Jeg LOVER at rydde op i det her, jeg LOVER, at jeg nok skal få det gjort!!”. Og jeg mener det.

Kasserne har fulgt mig i mange år, og da jeg i sin tid systematiserede dem, var det en knaldgod ide og virkelig gennemført. De kunne stå fremme og se pæne ud, og det var nemt at finde, hvad vi skulle bruge, for de var – og er stadig – forsynet med skilte, der angav indholdet. Skriveting, Gavebånd, Plastiklommer, Kort og kuverter, Printer og CDer, Diverse, Lim-Tape-Clips, Blokke-Lup-Lommeregner. Det var overskueligt, vi var glade, og jeg var stolt.

Problemet er bare, at der ikke er ryddet op i dem i årevis, og nogle af dem indeholder forældede sager, som ingen nogensinde mere vil efterspørge. CDer med forældede computerprogrammer og styresystemer, for eksempel. Det er faktisk spild af god kasseplads. Så beslutningen om dybdegående sortering er taget for længst. Men tiden til det, ikk’ å? Og lysten til det, ikk’ å?

I dag tog jeg Kort og kuverter-kassen frem. Og fandt grønlandsk brevpapir fra 80’erne, noget Carl Larsson-kort, luftpostpapir, et checkhæfte fra en bank hvor jeg ikke længere er kunde, postkort og konvolutter købt i Sovjetunionen i 1985, postkort købt i Jugoslavien i 1984, et kort jeg selv har tegnet, andre kort jeg har været med til at lave, CD-konvolutter, julekort lavet af Mund- og Fodmalende Kunstnere i startfirserne, flag og klistermærker…

Så gik jeg lidt i stå.

Jeg lagde det hele ned i Kort-og-kuverter igen og besluttede tænke på det igen en anden dag.

I morgen tager jeg måske fat i Plastiklommer.

Masser af fritid … eller nej

Kan du lide solbærmarmelade?, spurgte jeg Morten i går, inden han og Astrid drog på sheltertur i det sydsjællandske.

Ja!, svarede han og tilføjede: Hvis den ikke er for tynd!

Og det er akkurat den konsistens, jeg har ramt i den portion marmelade, jeg lige har kogt. Nu ser jeg lige, hvordan den er efter afkøling, ellers må jeg koge om med mere stivelse i morgen.

Jeg har ellers masser af andre gøremål på min liste til i morgen. Der sker nemlig det samme hver gang jeg har nogle dage alene hjemme. Jeg har virkelig mange planer om alt det, jeg vil bruge tiden til. Alenlange lister med projekter. Denne gang var det noget med at sortere kontorting, lægge håndklæder og sengetøj på plads i det nybyggede skab i badeværelset, luge i kolonihaven, plukke solbær (tjek), lave marmelade (halvtjek), sortere dvd’er, vaske virkelig meget tøj, digte en sang, købe alt muligt jeg mangler, slå græs i begge haver, gøre rent, blogge (halvtjek), ringe til folk, skrive noget begavet, find selv på mere…

Og resultatet er det samme hver gang: Jeg når kun en brøkdel. Og det er, fordi jeg ikke tænker mig om, at jeg kommer til at stresse mig selv med de projektlister. For jeg har jo ikke mere tid, bare fordi jeg er næsten alene hjemme. Jeg går stadig på arbejde og har præcis den samme mængde fritid som jeg plejer. Og vigtigst: Der er aldrig nogen, der hindrer mig i at gøre, hvad jeg vil, heller ikke når husstanden er fuldtallig. Så hvorfor jeg lige bilder mig ind, at jeg skal nå ekstra meget i alene-hjemme-dagene, ved jeg faktisk ikke.

Det er jo dumt.

Der er gået to ud af fem dage, og jeg er allerede bagud, får jeg at vide af den indre bogholder. Vi må have en snak, bogholderen og jeg!

Nu drikker jeg et glas hvidvin og soler mig i, at håndklæderne er på plads i skabet, i vasketøjet der hænger til tørre – og i den pjaskede solbærmarmelade, og så evaluerer jeg to do-listen i morgen.

Sammen med marmeladen.

Udsigt til ny udsigt

nyudsigt

Sommetider går det hurtigt i mit liv, og jeg når ikke altid at holde mig til den oplagte rækkefølge. Sommetider laver jeg ting, jeg ikke har fået skrevet på min to do-liste, hvorefter jeg skriver dem på listen, så snart de er udført, og straks sætter flueben.

Det er omtrent også sådan, jeg gør, når jeg køber hus.

Fra vi havde første møde med banken om, hvor købekraftige vi kunne tillade os at være, til vi havde en købsaftale i hånden, gik der en uge. Og i den uge nåede vi at se et hus, give et bud på det, få at vide at der var flere interesserede, give et bud mere og samtidig bære rundt på en kolossal mængde is i maverne, mens vi holdt vejret. Når man holder vejret, er en uge temmelig lang tid, men i en beslutningsproces om at investere i noget, der koster et syvcifret beløb, er det faktisk ikke ret lang tid.

Derfor har jeg slet ikke nået at fortælle, at vi overhovedet kiggede på hus. Men det gjorde vi altså, og nu har vi købt et.

Sværere var dét åbenbart ikke. Jeg troede ellers, der skulle gå lang tid med at se på en masse, overveje og afveje, og pejle os ind på, hvad vi hver især gerne ville og især ikke ville, og hvad vi kunne blive enige om, hvilke krav vi ikke ville gå på kompromis med, og hvad der var lige meget. Fra starten så billedet nemlig helt forskelligt ud i vores hoveder. Den ene ville ikke gå ned på plads (det var mig), den anden vægtede kvalitet højt (det var Morten), og så var beliggenheden også en faktor, især i forhold til hvor det ikke skulle være (mig), og derudover skulle det selvfølgelig være noget, vi havde råd til. Men hele denne føljeton går verden nu glip af. Vi har set ét hus før det, vi nu har skrevet under på at købe, og det var vi enige om ikke at kunne se os selv i.

For at gøre en kort historie endnu kortere, erklærede jeg forrige søndag ved 16-tiden: “Det her kan jeg godt se os i”, og Morten sagde: “Jeg behøver ikke at se flere”. Der var plads, kvalitet og beliggenhed i den samme pakke. Så gav vi det et skud og et bud. Nu hedder vi “køber” på flere stykker papir.

Jeg er slet ikke landet endnu. Jeg er ikke sikker på, at jeg er voksen nok til at være sådan en, der køber hus. Men det bliver godt, og nogen (det er banken) holder mig i hånden og hævder, at det nok skal gå. Fra 1. april, hvis nogen skulle spørge.

Og nu vi er ved spørgsmål, så er det de samme ting, vi hele tiden bliver spurgt om, og jeg kan lige så godt give svarene her.

Har I virkelig brug for så stort et hus? Ikke kvadratmetermæssigt. Men det har det antal værelser, vi gerne vil have, og så har det en stue/repos på første sal, som vi ikke har efterlyst, men det er jo bare en bonus.

Skal I så beholde kolonihaven? Ja, som udgangspunkt. Vi vil jo gerne dyrke grøntsager stadigvæk, og en køkkenhave anlægger jo ikke sig selv. Den nye have skal være nydehave, og kolonihaven fortsætter som ydehave. Så vil tiden vise, om balancen forrykker sig.

Rykker Morten så kontoret hjem? Nej.

Nogle har måske kun ét eneste brændende spørgsmål: Der var jo flere interesserede … Hvad var jeres endelige bud? Et beløb og en flaske champagne. Sælger siger, det var champagnen, der tippede handelen til vores side. Måske et godt tip til andre, der skal ud i budrunde.

Nå men altså: Købe palæ til Grevinden – tjek.