Derfor gik jeg i stå

Noget af det, jeg har planer om at få ryddet op i, er otte sorte og hvide kasser med kontorting. Da vi flyttede ind, stuvede jeg dem alle sammen ind i et skab i kontoret sammen med en forfærdelig masse andre ting, det var vigtigt at få af vejen i de hektiske flyttedage i april. Mens jeg lossede kasser ind, sagde jeg sådan cirka konstant: “Jeg LOVER at rydde op i det her, jeg LOVER, at jeg nok skal få det gjort!!”. Og jeg mener det.

Kasserne har fulgt mig i mange år, og da jeg i sin tid systematiserede dem, var det en knaldgod ide og virkelig gennemført. De kunne stå fremme og se pæne ud, og det var nemt at finde, hvad vi skulle bruge, for de var – og er stadig – forsynet med skilte, der angav indholdet. Skriveting, Gavebånd, Plastiklommer, Kort og kuverter, Printer og CDer, Diverse, Lim-Tape-Clips, Blokke-Lup-Lommeregner. Det var overskueligt, vi var glade, og jeg var stolt.

Problemet er bare, at der ikke er ryddet op i dem i årevis, og nogle af dem indeholder forældede sager, som ingen nogensinde mere vil efterspørge. CDer med forældede computerprogrammer og styresystemer, for eksempel. Det er faktisk spild af god kasseplads. Så beslutningen om dybdegående sortering er taget for længst. Men tiden til det, ikk’ å? Og lysten til det, ikk’ å?

I dag tog jeg Kort og kuverter-kassen frem. Og fandt grønlandsk brevpapir fra 80’erne, noget Carl Larsson-kort, luftpostpapir, et checkhæfte fra en bank hvor jeg ikke længere er kunde, postkort og konvolutter købt i Sovjetunionen i 1985, postkort købt i Jugoslavien i 1984, et kort jeg selv har tegnet, andre kort jeg har været med til at lave, CD-konvolutter, julekort lavet af Mund- og Fodmalende Kunstnere i startfirserne, flag og klistermærker…

Så gik jeg lidt i stå.

Jeg lagde det hele ned i Kort-og-kuverter igen og besluttede tænke på det igen en anden dag.

I morgen tager jeg måske fat i Plastiklommer.

Masser af fritid … eller nej

Kan du lide solbærmarmelade?, spurgte jeg Morten i går, inden han og Astrid drog på sheltertur i det sydsjællandske.

Ja!, svarede han og tilføjede: Hvis den ikke er for tynd!

Og det er akkurat den konsistens, jeg har ramt i den portion marmelade, jeg lige har kogt. Nu ser jeg lige, hvordan den er efter afkøling, ellers må jeg koge om med mere stivelse i morgen.

Jeg har ellers masser af andre gøremål på min liste til i morgen. Der sker nemlig det samme hver gang jeg har nogle dage alene hjemme. Jeg har virkelig mange planer om alt det, jeg vil bruge tiden til. Alenlange lister med projekter. Denne gang var det noget med at sortere kontorting, lægge håndklæder og sengetøj på plads i det nybyggede skab i badeværelset, luge i kolonihaven, plukke solbær (tjek), lave marmelade (halvtjek), sortere dvd’er, vaske virkelig meget tøj, digte en sang, købe alt muligt jeg mangler, slå græs i begge haver, gøre rent, blogge (halvtjek), ringe til folk, skrive noget begavet, find selv på mere…

Og resultatet er det samme hver gang: Jeg når kun en brøkdel. Og det er, fordi jeg ikke tænker mig om, at jeg kommer til at stresse mig selv med de projektlister. For jeg har jo ikke mere tid, bare fordi jeg er næsten alene hjemme. Jeg går stadig på arbejde og har præcis den samme mængde fritid som jeg plejer. Og vigtigst: Der er aldrig nogen, der hindrer mig i at gøre, hvad jeg vil, heller ikke når husstanden er fuldtallig. Så hvorfor jeg lige bilder mig ind, at jeg skal nå ekstra meget i alene-hjemme-dagene, ved jeg faktisk ikke.

Det er jo dumt.

Der er gået to ud af fem dage, og jeg er allerede bagud, får jeg at vide af den indre bogholder. Vi må have en snak, bogholderen og jeg!

Nu drikker jeg et glas hvidvin og soler mig i, at håndklæderne er på plads i skabet, i vasketøjet der hænger til tørre – og i den pjaskede solbærmarmelade, og så evaluerer jeg to do-listen i morgen.

Sammen med marmeladen.

Udsigt til ny udsigt

nyudsigt

Sommetider går det hurtigt i mit liv, og jeg når ikke altid at holde mig til den oplagte rækkefølge. Sommetider laver jeg ting, jeg ikke har fået skrevet på min to do-liste, hvorefter jeg skriver dem på listen, så snart de er udført, og straks sætter flueben.

Det er omtrent også sådan, jeg gør, når jeg køber hus.

Fra vi havde første møde med banken om, hvor købekraftige vi kunne tillade os at være, til vi havde en købsaftale i hånden, gik der en uge. Og i den uge nåede vi at se et hus, give et bud på det, få at vide at der var flere interesserede, give et bud mere og samtidig bære rundt på en kolossal mængde is i maverne, mens vi holdt vejret. Når man holder vejret, er en uge temmelig lang tid, men i en beslutningsproces om at investere i noget, der koster et syvcifret beløb, er det faktisk ikke ret lang tid.

Derfor har jeg slet ikke nået at fortælle, at vi overhovedet kiggede på hus. Men det gjorde vi altså, og nu har vi købt et.

Sværere var dét åbenbart ikke. Jeg troede ellers, der skulle gå lang tid med at se på en masse, overveje og afveje, og pejle os ind på, hvad vi hver især gerne ville og især ikke ville, og hvad vi kunne blive enige om, hvilke krav vi ikke ville gå på kompromis med, og hvad der var lige meget. Fra starten så billedet nemlig helt forskelligt ud i vores hoveder. Den ene ville ikke gå ned på plads (det var mig), den anden vægtede kvalitet højt (det var Morten), og så var beliggenheden også en faktor, især i forhold til hvor det ikke skulle være (mig), og derudover skulle det selvfølgelig være noget, vi havde råd til. Men hele denne føljeton går verden nu glip af. Vi har set ét hus før det, vi nu har skrevet under på at købe, og det var vi enige om ikke at kunne se os selv i.

For at gøre en kort historie endnu kortere, erklærede jeg forrige søndag ved 16-tiden: “Det her kan jeg godt se os i”, og Morten sagde: “Jeg behøver ikke at se flere”. Der var plads, kvalitet og beliggenhed i den samme pakke. Så gav vi det et skud og et bud. Nu hedder vi “køber” på flere stykker papir.

Jeg er slet ikke landet endnu. Jeg er ikke sikker på, at jeg er voksen nok til at være sådan en, der køber hus. Men det bliver godt, og nogen (det er banken) holder mig i hånden og hævder, at det nok skal gå. Fra 1. april, hvis nogen skulle spørge.

Og nu vi er ved spørgsmål, så er det de samme ting, vi hele tiden bliver spurgt om, og jeg kan lige så godt give svarene her.

Har I virkelig brug for så stort et hus? Ikke kvadratmetermæssigt. Men det har det antal værelser, vi gerne vil have, og så har det en stue/repos på første sal, som vi ikke har efterlyst, men det er jo bare en bonus.

Skal I så beholde kolonihaven? Ja, som udgangspunkt. Vi vil jo gerne dyrke grøntsager stadigvæk, og en køkkenhave anlægger jo ikke sig selv. Den nye have skal være nydehave, og kolonihaven fortsætter som ydehave. Så vil tiden vise, om balancen forrykker sig.

Rykker Morten så kontoret hjem? Nej.

Nogle har måske kun ét eneste brændende spørgsmål: Der var jo flere interesserede … Hvad var jeres endelige bud? Et beløb og en flaske champagne. Sælger siger, det var champagnen, der tippede handelen til vores side. Måske et godt tip til andre, der skal ud i budrunde.

Nå men altså: Købe palæ til Grevinden – tjek.

Rigtigt doseret

Er man drejet forkert i et kryds et sted, når man sidder i sin sofa en søndag sidst på eftermiddagen og har en TV-dokumentar om Lise Nørgaard kørende som lydspor, med te og gadgets inden for rækkevidde – og i øvrigt ikke har været uden for en dør hele dagen? Har man misset en frakørsel, der førte hen til et rigtigt spændende sted?

Det synes jeg ikke. Sammenholdt med hvad jeg skrev i går har jeg faktisk krydset de fleste punkter af på min weekendliste. Det eneste, jeg ikke har gjort, er at stryge. Men weekenden er ikke omme endnu, så det kan da stadig nås. Og nås det ikke, er det heldigvis et punkt, der er vant til at blive overset.

Jeg faldt ikke for fristelsen til at skrive nye punkter på listen. Da jeg hentede boller i fryseren, formulerede jeg uvilkårligt ’afrime fryser’, men heldigvis besindede jeg mig og skyndte mig at udskyde punktet til en fremtidig liste, hvor det ville blive værdsat mere, måske på én der decideret manglede indhold.

Vejret har ikke været synkroniseret med vejrudsigten. I går skulle det være tørvejr, hvorfor noget af dagen var henlagt til haven, men helt hen til lige over middag regnede det – heldigvis blev eftermiddagen tør. I dag skulle der have været heldagsregn, men den dag startede aldrig – jeg tror egentlig slet ikke, det har regnet her i dag, men igen – jeg har ikke været ude og kan nemt have kigget indad under en eventuel byge.

Vejret har altså ikke holdt, hvad der var blevet lovet, men jeg har været storsindet over for det faktum, og jeg har holdt mig til min oprindelige plan med ude-i-går, inde-i-dag, og været effektiv på den tilbagelænede måde. Det vil sige, at jeg har gjort, hvad jeg havde sat mig for, og husket at holde mange pauser. Så har jeg også justeret på min to do-liste ved løbende at vurdere realismen i den og derfor indsat et strategisk linjebrud, som indikerer, at punkterne under den tomme linje fik en ny status med undertitlen ’Kun hvis det virker rigtigt at gøre det nu’. Der var omkring fire punkter, det klart vil være bedre at krydse af i næste uge.

Hvad blev det så til? Ja, nu remser jeg bare op, og lad så venligst være med at få dårlig samvittighed derude, fordi jeg har været så gloriepudsende dygtig. Jeg har bagt 56 boller, skiftet sengetøj, vasket tre maskiner tøj og linned og hængt det op, der ikke skulle i tumbleren, støvsuget hele lejligheden, flyttet birkebrænde i kolonihaven, luget bag huset omkring den nynedgravede kølejunge, luget mellem jordbærrækkerne og i alt tømt fem fyldte spande ukrudt i containeren, slået græs, drukket kaffe, lavet aftensmad (noget grøntsagsværk i ovn), spillet Candy Crush i adskillige timer og ikke mindst brugt et par timer på at følge et videokursus om salg på Facebook, noget der gerne skal gøre mig dygtigere både privat og professionelt. Det var berigende og øjenåbnende, og nu skal jeg til at øve mig.

Til aftensmad spiser yngsten og jeg græskarsuppe – rester fra i fredags. Jægersmanden er på bukkejagt i Sverige, og vi har benyttet os af lejligheden til at junke hokkaidosuppe (hokkaido fra egen have!), som vi begge to godt kan lide, men som Morten ikke er pjanket med. Sådan har vi jo alle vores darlings. Han og mindsten elsker for eksempel klar suppe med boller, som for både mig og Lasse er indbegrebet af overflødigt, fordi vi har spist det til kvalmepunktet – det var nemt da mine børn var små, og de kunne lide det. Det kan de ikke mere. Og jeg var jo egentlig også blevet suppemættet i min egen barndom.

Og nu junker jeg altså fru Nørgaards liv og synes, at jeg har forvaltet denne lille del af mit eget liv, weekenden, fortrinligt. Og i morgen kommer jægersmanden hjem, med eller uden fyld til den fryser, som jeg mentalt har noteret mig skal afrimes.

 Sådan ser det ud, Grevinden søndagsfølger onlinekursus.


Sådan ser det ud, når Grevinden søndagsfølger onlinekursus.

Uendelige muligheder for ingenting

ingenting

En gang imellem løber min liste over det-skal-jeg-også-have-gjort-punkter tør. Det er, når jeg har vasket i bund i vasketøjskurvene, betalt regninger, strøget skjorten der har hængt så krøllet så længe, ryddet op på mit arbejdsbord, pillet visne blade af potteplanterne og vandet samme, lagt ypperlige ord i Wordfeud, spillet mine liv op i Candy Crush, tømt opvaskemaskine og oven i købet spillet aftenkokkereringen over på en anden.

Som nu.

Hvor jeg sidder i sofaen med computeren på skødet og ser nyheder, mens Lasse går i køkkenet og laver stroganoff. Jeg har al mulighed i verden for at gøre hvad som helst. Jeg kan jagte skattekister i Candy Crush, læse, løse krydsogtværs, planlægge blogindlæg eller weekendmenuer, se fjernsyn, hækle karklude, skrive breve. Jeg kan også fortsætte med ingenting i en uendelighed og vinkle de tomme linjer af på en fiktiv liste. Eller skrive lave ingenting på den rigtige liste og sætte flueben med det samme.

Jeg tror, jeg går med dén løsning.