På falderebet

Som man siger. Ved I, hvad et faldereb er? Det er en trappe, man hænger på ydersiden af et skib, så man kan gå om bord eller fra borde. Skibet hedder 2016, og vi er ved at sætte foden ned på kajen.

Indtil videre sidder jeg nu bare i sofaen og føler mig virkelig, virkelig voksen, fordi alt er under kontrol og kun venter på at blive eksekveret. Jeg skal i bad – var ude at løbe fem kilometer i formiddags (nævner jeg helt tilfældigt), og alt hvad vi skal have med til nytårsaften, skal bare pakkes sammen og ned i bilen. Vi har desserten med, og den har alle muligheder for at blive glamourøs. Blandt de ingredienser vi har haft mellem hænderne er en liter vodka og to rødbeder. Da jeg for lidt siden ringede og ønskede mine to ældste godt nytår, så vi ikke behøver at kæmpe med overbelastede sms-netværk i nat, og jeg beskrev desserten med så få ord jeg kunne (hvilket vil sige tyve-tredive stykker), var de begge to stille et halvt sekund, inden de sagde …wuåååw eller …hold da op! Hvis jeg husker at tage billeder i aften, kan det være jeg i morgen beriger en læserskare på kvalmestadiet med fotos og fremgangsmåde.

Her er altså fredeligt. Morten var tidligt oppe og tager nu en førfestlur. Lasse er lige stået op og dermed klar til at feste hele natten med sine venner og bagefter trimle hjem i seng her i midtbylejligheden. Vi andre kan også spadsere hjem fra vores fest. Det er i hvert fald ikke afstandens skyld, hvis vi ikke kan.

Jeg gad vide, hvordan konditionerne er om et år. Sofaen står i hvert fald et andet sted. I et hus omkring fire kilometer sydpå fra, hvor jeg sidder nu. Lasse er sandsynligvis flyttet hjemmefra og måske lige stået op i en helt anden by. Måske diskuterer vi med et 14-årigt pigebarn, der vil til nytårsfest i alt for lidt tøj sammen med nogle venner, vi ikke kender. Måske vil vi hellere sidde hjemme og åbne champagnen klokken 23 for at være sikker på at nå at få den drukket (faktisk havde jeg et af mit livs fineste nytårsaftener på den måde for tyve år siden). Måske er vi blevet helt usandsynligt rige. Eller tynde. Måske har jeg prøvet at flyve i ballon. Måske alt muligt andet, som jeg ikke kan forudse. Om et år ved vi det.

I dag hviler vi i det, vi er i netop nu. Og i aften fester vi.

Godt nytår!

2016 var også

Året hvor jeg tog form som en Kählervase. Hvis jeg tog en hvid kjole med brede guldstriber på, ville man ikke kunne se forskel på mig og jubilæumsvasen fra forrige år.
Men hey – ingen andre end jeg selv bekymrer sig tilsyneladende om min vægt, så det drejer sig egentlig bare om at anskaffe en stor nok stribet kjole.

Året hvor jeg løb 266 kilometer. Mere end sidste år, mindre end næste år.
Og hey – så rendte jeg ikke i vejen for nogen.

Året hvor jeg spildte et helt års parkeringslicens til Viborg midtby, fordi nogle tåber to uger inde i året skar mine dæk op, så jeg ikke siden har turdet parkere så meget som et sekund mere nede i parkeringskælderen. Farvel, 1250 kroner til ingen nytte.
Men hey – om tre måneder flytter vi i hus med dobbelt carport, så jeg skal end ikke overveje at købe parkering fra nu af.

Året hvor jeg indkasserede en parkeringsbøde (tyve meter fra parkeringspladser, jeg har licens til!!) og en fartbøde.
Men hey – jeg kunne sagtens have fået flere bøder, hvis jeg var blevet opdaget.

Året hvor jeg udgav 137 blogindlæg og overvejede at sætte mig for at skrive et dagligt indlæg hele næste år. Det bliver ved overvejelsen, for allerede på fredag og tre dage frem ved jeg, at jeg ikke får det gjort, fordi jeg er i Landet Uden Internet ( = hos min mor).
Og hey – alle vil hellere læse noget, jeg har lyst til at skrive, end noget jeg skal skrive.

Året hvor der skete så meget andet. Præcis som de fleste år.