Open Midtby

Jeg skal lige love for, at der er gang i midtbyen i aften. Vi bor lige midt i smørhullet. Vi har vores fede førstesals kæmpeterrasse midt mellem to gågader, og byens centrale torv ligger lige omme på den anden side af de tage, vi ser fra lejligheden.

Der er open by night i Viborg i aften, og trofaste læsere vil vide, at vi før har følt os generet af lydmuren fra en dj ved frisørsalonen ovre på den anden side af gaden. Men det er ikke tilfældet i aften. Faktisk har vi overhovedet ikke hørt noget til dem derovre denne gang. Vi sidder nemlig ude på terrassen, som vender mod gården, og i aften overtrumfes de desuden i den grad af lokalradioen, der holder Open Air-koncert på føromtalte centrale torv. Og det er højt!!

Men det er lige meget. Vi har siddet på vores føromtalte fede førstesalsterrasse og spist grillmad og drukket vin og snakket, mens vi har hørt Michael Learns To Rock (de spillede godt og vel tyve numre, der LØD som The Actor, uden at det var den. Den kom først som ekstranummer), og Bjørnskov (som ikke kunne ret mange numre), og nu er det Djämes Braun, og det er stadig højt.

Men fedt.

Sommer og rødvin gør én så vennesæl og rummelig. Og så er det et ekstra plus at kunne sidde og være storbysmart på egen terrasse med fødderne oppe på bordet, en byfest omme bag karréen og sit eget trådløse netværk inden for rækkevidde.

Vi kan godt lide det!

OpenAir1OpenAir2

Mynte er en gadedreng

mynte

Eftermiddagens solskin indbød til at drikke en kop kaffe på terrassen. Når det sker, kan det gå to veje for mig: Jeg kan blive distraheret af et eller andet, så kaffen står og bliver kold, eller jeg kan synke ned i en stol i en solstråle med noget gadgetværk eller et bundt kloge tanker og få nydt kaffen. I dag gik det til adspredesiden. Jeg fik øje på ynkelighederne i urteburet og gav mig til at pille vissenpindene af. Timians krukke er frostsprængt og skal skiftes ud. Purløg spirer igen, det samme gør estragon og måske salvie, det er ikke helt til at afgøre endnu.

Mynten er et kapitel for sig. Mynte er umulig at styre. Den sætter lange, lange underjordiske rødder, og hvis man ikke holder den i en afgrænset beholder, overtager den verdensherredømmet. Jeg har engang haft et helt krydderurtebed, hvor mynte udråbte sig selv til konge og undertvang alle de andre mere fredsommelige gevækster. Denne her holder jeg både i krukke og i bur, men jeg kan se, den har vildskaben intakt. Det virker som om den har drønet sine lange underjordiske udløbere rundt og rundt og rundt nede i potten for at finde et sted at slippe ud og indtage verden. Men der er lukket. Der er ingen smuthuller.

Men det er derfor, det er hele vejen rundt langs kanten, de små grønne skud pibler op. Og dét er tilladt!

Der er håb for sommerens mojitos.

mojito

Fuglefight afsnit 3: Urteburet

Fuglekampen om krydderurterne, som vi uden at ville det blev hvirvlet ind i, og som er beskrevet her og her, sluttede ikke med anskaffelsen af vagtuglen. Vagtuglen virrede ikke nok med det vindblæste hoved; den sad på bænken og kom aldrig rigtigt på banen. Gråspurvene sked den et langt stykke og fortsatte med at plukke den før så frodige timian ned til rødderne. Ikke det mindste blad fik vi selv af den timian. Den er væk. Spist eller brugt som redebyggemateriale, hvad ved vi. Alt vi ved er : Øv.

Måske skræmte uglen duerne væk.

Måske.

Jeg siger det kun, fordi jeg ikke har noget konkret bevis på det modsatte. Vi har ikke set nogen duer sidde i det grønne, siden vi modtog uglen. Tvivlen må så komme uglen til gode.

Men noget andet måtte gøres for at redde glæden ved at kunne gå ud og hente krydring til aftensmaden. På landet, hvor salater og stauder trues af både harer og råvildt, kan folk finde på at hegne urtehaven ind. Skulle vi ikke kunne gøre det samme på en terrasse i første sals højde?

Så voila: Her er det nyeste kampvåben. Købt som kaninløbegård og snedigt ombygget af min fingersnilde værktøjsfører til et urtebur i to etager med integreret bænk. Nu krydser vi fingre. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad der skulle kunne gå galt med det. Hvordan fuglene skulle kunne komme ind. Jeg kan smage sejrens sødme. Og timian. Jeg har købt en pottefuld spurvelivret og sat ud for tredje gang. Denne gang i bur.

urtebur1urtebur2

Uglen er kommet i skammekrogen. Der kan den stå, inden den måske ender sine dage med stækkede vinger i kolonihaven. Der har jeg nemlig konstateret, at nogen spiser de spæde rucolaspirer. Jeg tror, det er duer, og uglen har jo ikke bevist, at den ikke kan skræmme duer.

Så hvad siger I? Skal den have en chance til?

Mens vi hoverer på hjemmeadressen.

Fugleri! Pak jer! Væk!

krydder1

For en uge siden så vores krydderurtekrukker på terrassen sådan ud.

Nyplantet salvie, esdragon og timian – og purløg og noget tørt rosmarin fra sidste år. Spæde og sprøde og lovende for dejlig mad med krydderurtedrys hentet lige ind fra krukkerne.

Men.

I løbet af ugen konstaterede jeg, at de ellers så søde gråspurve i gården og de store dumme duer klipper og plukker i vores fine planter. De bruger det simpelt hen til at bygge rede med. Aromareder er åbenbart the shit i år. Nedenfor bænken ligger alle de halve blade, de ikke lige fik med. Når spurvene gør det, bliver jeg irriteret. Når duerne gør det, bliver jeg decideret gal. Jeg vil ikke ha’ duer i mit miljø!

I ugens løb har vi snakket drivhusmuligheder, konstruktioner med trådnet i stedet for glas, færdigkøbt eller hjemmelavet. Krydderurter vil vi have. Men vi vil have dem for os selv. Fuglene kan finde deres redemateriale et andet sted. Især duerne. Vi bygger et flueskab, gør vi. Mod fugle.

krydder2

I dag ser krydderurtekrukkerne sådan ud. Se bare. Raseret salvie, afplukket esdragon og slet ingen timian. Jeg har set en fed due sidde og trone oven i den sorte krukke, indtil jeg kom farende ud og skramlede med mentale grydelåg. Purløg vil de så åbenbart ikke have. Stærkt græs er åbenbart ikke trendy i år.

Topmålet af uduelighed er det her.

sammenplantning

Vores fine blåblomstrende balje, som søde gæster gav os. Den fede due har siddet blomsterne flade. Ihjel, sikkert. Seriøst, hvad gør vi? Man må jo ikke skyde med haglgevær i midtbyen.

Men ovenover alting

I søndags havde vi et projekt. Men inden vi nåede til vejs ende med det, var vi nødt til at forberede noget andet, og undervejs skete der nogle uforudsete ting, som vi måtte håndtere, inden vi kunne gå videre med hovedplanen.

Kender I Sven Nordquists Pandekagekagen? Det er den historie, hvor Peddersen og Findus vil bage pandekager til en pandekagekage for at fejre Findus’ fødselsdag. Men melet er sluppet op, så det må de først hente hos købmanden. Men cyklen er punkteret, så den må de lappe først. Men skuret med lappegrejerne er låst, og de må først finde nøglen. Nøglen er på bunden af brønden, og de er nødt til at have fat i fiskestangen for at fiske den op. Men den er på loftet, og for at få fat i stigen, så de kan komme op og hente den, er de nødt til at skræmme Gustafssons tyr væk, den står nemlig og sover med hovedet på stigen, og for at gøre det er Findus nødt til rende rundt med et blomstret tørklæde bundet fast i halen.

Og SÅ kan de tage stigen, kravle op efter fiskestangen, fiske nøglen op fra brønden, låse skuret op, lappe cyklen og køre til købmanden efter mel, og SÅ kan de bage pandekager og lave pandekagekage og sidde i haven og høre Jussi Björling.

Jeg tænker altid på Pandekagekagen, når jeg er nødt til gøre noget, før jeg kan komme til det egentlige. Også i søndags.

Vi skulle have nye havemøbler. Eller … vi skulle have havemøbler overhovedet. Og vi havde aftalt, at før vi dyngede terrassen til med en hel masse, ville vi vippe plankepladerne op og få fejet de foregående års blade og snask og alger væk nedenunder.

Men først drog vi til byggemarkedet og købte møblerne. Så langt gik det godt. Vi kunne dog ikke presse et to meter langt havebord og seks stole ind i bagagerummet på Mortens bil, viste det sig inde i byggemarkedets varegård, men heldigvis kunne vi låne en trailer. Hjem og læsse møblerne af. Tilbage og aflevere traileren. På vejen konstaterede vi, at trykket var faldet i venstre baghjul, så det måtte vi ind på en tankstation og tjekke. Det viste sig at være punkteret, sandsynligvis fordi der havde ligget brædder med søm i derovre i varegården, og det bandede vi over, mens vi kørte ud til Toyota, som heldigvis havde søndagsåbent. Spritnye biler har nemlig ikke noget reservehjul, men vi fik lov at låne et hjul med den fornødne luft i. Og værktøj til at skifte det med. Og Morten aftalte at komme derud næste dag og få skiftet til sommerdæk. Det er jo alligevel ved den tid.

Så kørte vi hjem. Og knoklede med de tunge, tunge terrasseplankeplader. Og kom kun halvt igennem, fordi nogle af dem var skruet sammen til dobbelt bredde og dobbelt vægt og dobbelt umulige at håndtere, og de kunne ikke skrues fra hinanden, fordi kærvene var skruet i smadder.

Og SÅ kunne vi hente de nye møbler op på terrassen og befri dem for beskyttelsespap og samle dem. Og SÅ kunne vi sidde og nyde solen… Men da var solen gået væk, og det var blevet frysende koldt, så vi gik ind. Men se lige, så fint det venter derude.

terrassen

Følgefortællingen – fælgefortællingen – er denne: Næste morgen talte Morten i telefon med værkstedet, som havde konstateret tre tætsiddende huller i det punkterede dæk, og det kunne ikke betale sig at lappe det. Bestilling på et nyt dæk, altså. Da han kom ned til bilen, var venstre forhjul fladt. Endnu en punktering. Opkald til værkstedet: “Bestil to!”. Falck kom og pustede luft nok i hjulet til køreturen ud til værkstedet. Og herfra kørte det hele igen efter planen.

Og ovenover alting stråler jo Mo’er Sol, og når vi engang kan se den for al den regn nedenunder, kan vi sidde i nye havemøbler på en halvt rengjort terrasse og kigge ned i carporten på en bil med fire fine sommerdæk.

What’s not to like?

terrassecollage