Genetikkens mellemregninger

Min mor er sommetider som en åben bog. Eller rettere som at få en bog læst højt.

Jeg spurgte, om hun var hjemme på torsdag, og om hun ville have besøg af mig. Hun svarede, at min bror havde været forbi og havde taget georgineknoldene med hjem for at lægge dem i blød, for de var så tørre, og så ville min svigerinde komme og plante dem, men det behøvede jo ikke at være på torsdag, og onsdag havde hun (mor) bestilt kørsel for at komme til lægen, og så var der et arrangement på aktivitetscenteret på fredag – men det var jo heller ikke torsdag. Og hvad skulle hun servere for mig?

På det tidspunkt i tankestrømmen havde hun endnu ikke svaret på, om jeg måtte komme torsdag. Jeg fik bare alle mellemregningerne. Alt det der gik igennem hendes hoved, og som var blevet udløst af mit spørgsmål.

Lidt som at se bladskærermyrerne i Randers Regnskov: Man kan følge hele arbejdsgangen i detaljer, men det finder sted i et lukket system, som man kan betragte gennem glas, men man har ikke nogen indflydelse på det, og det bemærkes ikke indefra, at der er tilskuere.

Det er tilsyneladende genetisk betinget, og en time efter at jeg havde talt med min mor, begyndte jeg selv at svare på et spørgsmål med at ridse de overvejelser op, som det gav mig.

Jeg tager over til min mor på torsdag. Jeg tror, hun endte med at sige, at jeg var velkommen.

44-1 til mor

Jeg talte i telefon med min mor. Hun er 88 og er kommet bagud med ord. Hun skal i hvert fald ikke risikere at brænde inde med noget af sin kvote. Talestrømmen er akkumuleret i takt med, at alderen er steget.

Jeg er 55 og bagud med at lytte. I hvert fald er det det, jeg gør. Jeg ringer op, og så lægger jeg øre til, og fletter ja, nå, hmm, mmm og nej ind, når der er en sprække i ordtæppet.

Vi talte i 45 minutter. 44 til hende og 1 til mig.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , - 2 kommentarer.