Fem bogstaver vandret: STOLT

Jeg købte BILLED-BLADET i sidste uge, og det var måske i virkeligheden første gang nogensinde, at jeg betalte for bladet og ikke bare bladrede i det hos frisøren eller i et venteværelse. Men der var en ganske særlig grund til, at jeg ville eje det, og det var ikke for at læse sidste nyt om Morten Grundwalds sygdom eller Harry og Meghans bryllup.

Derimod var det for at beundre en helt bestemt krydsord! Min datters første professionelle krydsogtværs var nemlig trykt i netop dette blad – uge 42 i 2018. Jeg er MEGAstolt!

Midt i september startede Laura som krydsordskonstruktør hos Aller, og nu sidder hun hver dag i hovedkvarteret på Havneholmen med udsigt og indsigt og konstruerer lodret og vandret. Jeg synes, det er verdens sejeste job, og Aller så helt rigtigt, da de valgte hende! ’Kryds med de kongelige’ i BILLED-BLADET er hendes værk fremover, og inden længe kommer hendes første ’Vise ord’ i Familie Journal.

At bidrage til netop dét blad er stort, for mormor har abonneret på Familie Journal i mange år; hver uge læser hun det fra ende til anden og løser ALLE krydsogtværserne. I virkeligheden startede den nyslåede konstruktørs interesse vel dengang, hun ved familiebesøgene på Fyn fik tiden til at gå med at løse børnekrydsen i Familie Journal. Mormor er også ved at revne af stolthed.

Jeg HAR løst krydsogtværsen. Den er godt gjort og ikke helt let.

Stolt i smug

Facebook flyder over med nyslåede studenterforældre i disse dage. Eller nå nej, det er jo nyslåede studenter. De kommer ud fra eksamenslokalet med 10 eller 12 i sidste fag. Alle sammen. Så får de sat huen på, hvilken farve og hvilket bånd den nu har, og bliver fotograferet med et læs roser i favnen. Og så ryger de på Facebook. Altså på deres forældres profil.

Og jo, jeg har også selv postet en enkelt student. Fordi jeg er skidestolt af knægten, som har arbejdet i tre år og virkelig fortjener den ros og de skulderklap og gaver, som bliver ham til del nu. Men jeg flasher ikke hans karakterer. Ikke fordi der er noget i vejen med dem. Jeg synes bare ikke, det er min opgave at række ham frem og sige “Se, hvor dygtig min dreng er!” til mine venner. Det må han selv gøre. Og det gør han ikke.

Igen: misforstå mig ikke. Jeg er stolt af ham! Men jeg har bemærket, at det kun er de høje karakterer, der bliver flashet. Ingen 02, 4 eller sågar 7 ryger på Facebook med et Sejt, Sønne! Eller Sådan, Putte! Det er da synd for Sønne og Putte, at de ikke er så pralbare.

Det er nærliggende at tro, at alle de studenterforældre, der ikke smækker et tal i hælene af studenterbilledet, ikke har noget af prale af. Tro mig, det er ikke tilfældet. Vi synes bare, at præstationen er flot og fantastisk i sig selv, og vi glæder os over glæden og lettelsen i deres ansigter over, at de nu må slippe tøjlerne og bare feste.

Og midt i al huehypen skal vi huske, at der er andre der afslutter noget uden at det kommer ret meget i medierne.

Om lidt skal jeg tage afsked med folkeskolen efter 15 års parløb. Yngste søn dimitterer fra 9. klasse, trykker inspektøren i hånden og får afgangsbevis. Fuldstændig hatteløs, men med en ikke mindre imponerende indsats end studentstorebror.

Dobbelt stolt.