hep

Lydhørhed og god service. Stillidsen – en føljeton

Donna Tartts Stillidsen er en fremragende roman, som jeg vil anbefale til alle, der holder af en fortælling, som er både veldrejet og velskrevet. Min vej frem til både at kunne nyde og anbefale bogen har været lang og bakket. Her kommer en rutebeskrivelse.

Da jeg havde ventet på lydbogsudgaven meget længe, var jeg simpelt hen så glad, da jeg endelig hjembragte den fra biblioteket. Mistanken om, at alt ikke var helt lykkeligt, lurede dog allerede ved smuglytning af den første lydfil.

Det blev en lang rejse sammen med en skuffende indlæser, der ikke var opgaven voksen. Dagligt kom jeg hjem og refererede, hvilke fejl og fortalelser, jeg havde været udsat for. Flowet i fortællingen blev bremset af fejl, der forstyrrede min koncentration. Sagde han virkelig dét? Lidt tilbage … jo, det gjorde han! Det virkede på mig, som om indlæseren var et ungt menneske uden megen basal viden. Der var en skræmmende mangel på research (hvad betyder dette her, hvordan udtaler man det) og foruroligende mange fejludtaler af alment kendte personer og begreber. Selv mine teenagebørn var rystede over sådan en mangel på almenviden.

Jeg kæmpede mig igennem, fordi det er en fantastisk historie, men det var ikke en god oplevelse. Jeg overvejede at skrive til forlaget, fordi man jo ikke har en chance for at forbedre sit produkt, hvis man ikke bliver gjort opmærksom på, at noget er galt, men jeg var faktisk så led og ked af forløbet, at jeg ikke orkede at beskrive det. Dét skrev jeg om her.

Og til netop det indlæg kom en helt særlig kommentar. Paul Becker er en mastodont blandt lydbogsindlæsere og en garant for kvalitet. Han er velforberedt, og man kan høre, at han vil historien. Med indlæsere af hans kaliber kører det bare, og det er faktisk det fornemste, man kan sige om indlæsere: At man ikke lægger mærke til dem. Jeg blev en lille smule starstruck over at finde en kommentar fra ham. Han ville gerne vide, hvad der var galt med indlæsningen af Stillidsen og tilbød at give kritikken videre til forlaget, som han selv indlæste for. Man var i gang med at optimere arbejdet i lydbogsstudiet, havde øget ambitionerne og sat fokus på respekten for både forfatterne og lytterne, og al feed back blev taget alvorligt.

Det fik mig endelig til at skrive til forlaget om min skuffelse, suppleret med eksempler på indlæserens fejl, og jeg foreslog, at man etablerede et korrekturlytterkorps, som jeg gerne selv ville melde mig til. Jeg fik en venlig mail tilbage fra redaktionen. Netop denne indlæsning var købt fra et andet lydbogsforlag, som havde stået for produktionen, herunder valg af indlæser, men de vedkendte sig naturligvis ansvaret for, at kvaliteten under alle omstændigheder skulle være i orden. Som plaster på såret blev jeg tilbudt en gratis lydbog.

Det var fair, syntes jeg, og jeg valgte I en person af John Irving. Med en indlæser, jeg kendte. Jeg var begejstret for bogen og anbefaler den.

Jeg følte mig taget seriøst og lyttet til, af såvel Paul Becker som Lindhardt og Ringhof. Det var god kundeservice, syntes jeg, og der kunne fortællingen være stoppet. Men tre måneder senere fik jeg pludselig en mail fra min veninde, redaktionsassistenten hos L&R Digital:

“Kære Birgitte,

Jeg håber, du har en god sommer trods det lidt kedelige vejr.

Vi skrev sammen for noget tid siden om lydbogsudgaven af Stillidsen. Vi har nu fået den genindspillet med en ny indlæser, så jeg sender dig et link til en gratis version af den nye udgave.

God lyttelyst!”

Wow! Dét er god stil. Jeg hentede filerne og glædede mig igen over både at være hørt og husket. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville høre hele bogen igen. Den tog 37 timer første gang, og lige den faktor ville der nok ikke være ændret væsentligt på. Desuden kendte jeg jo handlingen. Tilfældet er alligevel blevet, at det i øjeblikket er Stillidsen, der ledsager mig på landevejene. Og det er ganske enkelt ren fryd. Den nye indlæser kan sit kram og har været anderledes forberedt på opgaven end den anden. Jeg lægger simpelt hen ikke mærke til ham, og det er vi jo lige blevet enige om er det bedste. Det betyder, at jeg koncentrerer mig om historien og lægger mærke til detaljer, jeg gik glip af første gang, fordi jeg var så irriteret. Jeg kan kort og godt nyde en fremragende bog på den måde, den fortjener.

TAK, for pokker!

Nat og dag i tøj

I går var den dag, jeg skiftede mellem to slags tøj. Nattøj og løbetøj. Det første havde jeg på den halve dag, mens jeg sad i køkkenet og drev den af i en solstråle. Ud på eftermiddagen tog jeg det andet på og løbegik rundt om en sø nær mig. Hjemme igen kom det over mig, at jeg ville skaffe vores kælderrum noget orden, så vi ikke længere behøvede at krabbe os sidelæns rundt om vakkelvorne kassestabler og være uden reel mulighed for at få fat i noget i det fjerneste hjørne. Morten var væk hele dagen; først på jagt og så til noget irsk stuvning, kortenspil og rom, så jeg havde en glimrende mulighed for at bestemme alting selv. Skrue fortidens ABC-reoler sammen, stille på hylder og skaffe gulvplads. Med lydbog i ørerne, værktøj i hænderne og struktur i tankerne. Og løbetøj på. Stadig.

kaelderrum


Før

Det var svært tilfredsstillende. Og faktisk hyggeligt også. Jeg er stolt over mit værk og pudser stadig glorie. Det passede lige med, at bagefter ville Morten gerne reddes fra mere rom, og da jeg nu stadig var i spandex – eller hvad mit elastiske sportstøj er lavet af – monterede jeg resten af udstyret og løb de to kilometer ud og hentede ham og bilen. At notere to træninger på samme dag var bestemt ikke mindre tilfredsstillende end at trylle kælderrum i rette vinkler. Bagefter tog jeg et bad og hældte mig i stribet pyjamas igen. Fremragende koncept.

I dag har jeg – udover en lang formiddag i nattøj – også haft almindeligt dagtøj på. Har været udenfor i almindelige ærinder flere gange. Blandt andet på biblioteket for at hente Donna Tartts Stillidsen som lydbog. Jeg har været i gang med papirudgaven ad flere omgange, men har måttet erkende, at det simpelt hen ikke går med analoge murstensromaner og mig længere. Så jeg blev så glad, da jeg opdagede, at nogen har indlæst den, og at det heldigvis ikke er Ann-Britt Mathisen, som var ved at slå min lytning af en anden Tartt-roman, Den lille ven, aldeles ihjel. Denne her oplæser hedder Mikkel Hansen, og det er ikke håndboldspilleren, hvilket jo er godt, eftersom jeg ikke rigtigt kan forestille mig at høre på ham en hel bog igennem. Mindre godt er det, at jeg ved sniglytning af bogens start hørte oplæser-Mikkel udtale dens titel som ’stillissen’ – med tryk på ’lis’. Hmm. Det kan blive 37 lange timer i hans selskab.

Men jeg er nok nødt til at glæde mig lidt alligevel.

Stillidsen

Rart, rart, rart og atter rart

Her stod havemøblerne. Pludselig virker terrassen stor. Måske udvider vi den næste år. Hvis vi gider. Hvis vi ikke hellere vil bruge tiden på at sidde med benene oppe og nyde. Når altså havemøblerne kommer ud igen, og der er noget at sidde på. Og varmt.

vintertid1

Tomatplanterne er pillet ned. De sidste tomater er høstet. Grønne. Hvad kan jeg bruge dem til udover at tænke på en skøn film fra firserne? Jeg husker ikke min mors syltede grønne tomater som en tradition, jeg behøver genoplive. Den ene plantesæk kan måske genbruges næste år, mens den anden var udpint efter to sæsoner.

vintertid2

Depot. Opstabling. Vinterhi. Et godt og ordentligt hjørne. Det ligner overblik. En bøtte gulerødder, en spand løg, en spand persillerødder, en balje sand til når rødbederne skal opbevares. Hvis det er sådan man gør med dem. De kan godt stå i jorden lidt endnu.

vintertid3

Dagen er overgået til aften. Vi er trætte efter hjertehyggelig aften med venner, varme og vin i går, jagt og have i dag og er sunket ned i de gode sofahjørner med lys og læsning. Alt er godt.

vintertid4

På langs eller på farten

analogdigital

Dagens hjemlån fra biblioteket. Begge har været reserveret længe, og nu kom de.

Jeg vil så gerne læse Stillidsen, som så mange har talt og skrevet så godt om. Jeg ved bare allerede, at 19 timer og 36 minutters lyd har langt lettere gang på min jord end 837 analoge sider. Det er ærgerligt, men det er et faktum, sådan som mine læsevaner er blevet. Jeg læser mere i bilen end på sofaen.

Knud den store får jeg helt sikkert læst. Stillidsen er der nok størst sandsynlighed for, at jeg får læst, hvis jeg får den i eje, eller nogen tager sig sammen til at indlæse den til mig.

Alligevel glæder jeg mig stadig til dem begge to.