Mind mig lige om ikke at lave squashfrikadeller igen

“Hvad skal jeg lave til aftensmad?”, spurgte jeg ud i kontoret lige inden fyraften.

“Åh, jeg lavede sådan en god ret forleden”, sagde Tina, “ristede kyllingefileter … bla bla … brændt karry, mangochutney, madfløde … bla bla … stegt knust bacon… bla bla … peanuts, ris, kokos … bla bla”.

“Det lyder rigtig lækkert, men der er jo ikke meget af det der, jeg har i haven …”, sagde jeg, for jeg ville åbenbart helst bruge råvarer med frisk jord.

Jeg kørte hen i kolonihaven og kom i tanker om nogle squashfrikadeller, jeg havde set én prale med på Instagram og oven i købet givet opskriften på. Det viste sig så at være spinatfrikadeller, da jeg fandt frem til opslaget. Vi har ganske vist masser af spinat i haven, men nu var jeg sporet ind på at få brugt de tre pæne squash, der allerede var høstet, så jeg fandt en squashfrikadelleopskrift på nettet og tænkte tomatsalat (vi har mange tomater), måske tzatziki (også mange agurker) og godt brød til.

Så det blev planen.

’Fars’ til squashfrikadeller er virkelig usamarbejdsvilligt! Det er noget værre makværk, der er møgsvært at stege, uden at klatterne bliver brændt udenpå samtidig med, at de beholder en sær blød konsistens indeni. Jeg kom voldsomt i tvivl om projektet, og undervejs kom jeg i tanker om, at jeg engang for flere år siden nåede frem til en lignende konklusion: Det gør jeg aldrig mere!

For første gang nogensinde bød jeg til bords med en forsikring om, at ’det er både forståeligt og acceptabelt, hvis I beslutter, at I kun vil spise salat og brød i dag’.

Men så smagte de og sagde, at de godt kunne lide de grimme, flade, forbrændte skabninger, og at vi skulle gemme de tre, der ikke blev spist.

Jeg selv er slet ikke overbevist, og næste gang lytter jeg til Tina eller går efter Mettes spinatfrikadeller. Mind mig lige om det!