Dag 3 gik også godt

Dag 3? Hold da op. At der allerede er gået tre hele dage tilbage på arbejdsmarkedet efter færdig og veltilbagelagt sommerferie kunne godt tyde på, at tiden ganske enkelt har fået så meget fart på, at det er jul lige om lidt. Men hey, når det er jul, er lyset vendt igen, og dagene er på vej til at blive længere. Og dét kan vi godt lide, ikke?

Men altså.

Med udsigt til en aftenhimmel, der er væsentligt mørkere end på samme tid for de efterhånden næsten fire uger siden, da jeg gik på ferie, sidder der én (mig), der er træt, fordi det har været en lang dag. Den tredje lange dag, siden ferien sluttede.

Jeps, jeg er i gang med hverdagen igen. Jeg må stå tidligt op for at være et sted til en bestemt tid og kan ikke bare vente, til jeg vågner og har lyst til at stå op. Jeg må koncentrere mig om opgaver, endda flere timer ad gangen. Det er jeg slet ikke vant til. Og jeg skal huske at gå i seng i ordentlig tid og ikke drikke vin hver dag. Måske.

Men når jeg tænker over det, føles det fuldstændig i orden. Jeg har haft tre dejlige uger. En i Norge med Morten, en i Hamborg med husstanden og en i kolonihaven med mig selv, og enkeltdage ind imellem med forskelligt og forskellige. Alle mine behov er dækket, og hvor er det rart at kunne sige dét.

Det har ikke engang været slemt eller specielt hårdt at starte på arbejde igen. Det er en rar fornemmelse.

Men jeg er træt i dag. Tredjedagen er altid kritisk. Tredje dag på en skiferie, hvor man synes, det går helt godt og slipper koncentrationen og kommer til skade. Tredje dag efter en fødsel, hvor man græder og græder og slet ikke kan håndtere alle de hormoner. Tredje dag på arbejde efter en ferie, hvor trætheden viser sig efter to dage på koncentreret speed.

Jeg drikker et lillebitte glas vin og øver mig i at gå tidligt i seng. Det er også i mellemtiden blevet helt mørkt. Og måske jul?

Hvem gider høre om en fantastisk ferie?

Sådan ser man ud efter en hel, glad feriedag i haven, hvor håret er blæst i uorden, mens der er dukket store felter af sort jord op mellem rækker af afgrøder.

Og sådan ser himlen ud set fra østsiden af Søndersø en mandag aften, hvor det samme forpjuskede hår og tilhørende krop havde vovet sig rundt om søen i løbetøj – for at se, om dét overhovedet kunne lade sig gøre. Der er 24-timers løb i Viborg i den kommende weekend, og de, der skal repræsentere et hold, skal gerne kunne komme hele vejen rundt og aflevere stafetten til den næste løber. Der beretninger fra løbet i 2013 her, 2014 her og 2016 her. Jeg løber for det samme hold, men i år er neglelakken orange.

I sidste uge var vi i Hamborg. Hvor vi de to forrige år pakkede os sammen i Aygoen og kørte til Amsterdam og Strasbourg, tog vi toget i år. Det var smadderhyggeligt, og vi var lykkeligt fri for at spekulere på trafik og parkering. Vi boede midt på Reeperbahn i Pyjama Park, et lille hotel/hostel, som overraskede positivt i alle henseender. Rolige nætter, god stil, venligt personale, dejlig morgenmad. Skal jeg til Hamborg igen, bor jeg dér. Grafitti var grundlaget for al dekoration både i fællesområder og på værelser. Lasse og jeg havde Der Elbseegler over vores senge.

Hamborg var et godt bekendtskab, som var nyt for mig. Det, der satte det største aftryk hos mig, var Miniature Wunderland. Det er et fantastisk sted med en fin historie bag. Vi endte med at være der i syv timer, og jeg tænker stadig på alle de flotte scenarier, fine tableauer og mange indbyggede små gimmicks. Billeder og ord dækker ikke; man er faktisk nødt til at tage ind og se det selv! Her er alligevel skud fra Hamborg Lufthavn og fra en skihopkonkurrence i Østrig.

Den nye Elbphilharmonie gjorde også indtryk. Virkelig flot og meget, meget dyr nytænkende arkitektur. Andre blivende aftryk er det udbrændte tårn og museet ved Skt. Nikolai Kirche, som satte perspektiv på vores forestilling om de gode og de onde i Anden Verdenskrig og gav en forstemmende historie om næsten en million civile, der måtte forlade en ødelagt storby lige ved siden af Danmark, da den blev sønderbombet – af de allierede. Die Alte Elbtunnel, de to oprindelige, kakkelbelagte tunnelrør, hvor fodgængere, cyklister og personbiler stadig kan transportere sig under Elben. Havnerundfarten, der gav os en totimers fornemmelse af Hamburg Hafens enorme dimensioner.

Parken Planten un Blomen, byens grønne hjerte med træer og lægeplanter, japansk have, søer, terrasser og masser af muligheder for at chille dagene væk, hvis man var hamburger. Rådhuset med sine 647 rum. Speicherstadt med kanaler og tidevand. Det tyske mesterskab i 3×3 street basketball, der fandt sted på Spielbudenplatz lige over for hotellet, det smalle grå hus i midten af billedet.

Heldigvis har jeg stadig ferie, og i denne uge gør jeg dagene lige så vidunderlige. Nu er kjoler og travesko blot udskiftet med arbejdstøj og udtværet jord, mens jeg sørger for, at endnu flere kvadratmeter køkkenhavejord bliver synligt mellem rækker af lovende afgrøder. Jeg må af sted…

Vådt

Hvad skete der lige med vejret? I går stod der på alle vejrtjenester, at græsset skulle slås i dag. I dag står det ned.

Så kan jeg jo ikke. Både plæneklipperen og jeg ville synke til bunds. Og måske er der bundløst. I aftes så jeg i fjernsynet, at nogle forsøgte at feje vand væk fra en stor firkantet græsplæne i Holland, og det havde de ikke held med. Så de aflyste.

Det gør jeg også. Ikke at jeg havde planer om at drible rundt med en fodbold derude, men jeg havde nok leget lidt med tanken om at udligne højden af græstoppene og få plænen til at ligne det jævne bløde tæppe, som jeg ved, at den kan. De sære totter skyldes vistnok feriehundens afmærkning af sit midlertidige territorium. Hundetis gøder åbenbart godt.

Der var ellers lige i dag til at få trimmet villahaven, inden vi tager af sted på den næste ferie, men nu må villahaven sejle sin egen sø, til der er bemanding på igen.

Og i dag må mandskabet tage til takke med indendørs sysler som at skifte sengetøj, vaske tøj og slappe af.

Det går nok.

Højfjeldssol

En billedkavalkade fra solbeskinnede fjelde og dale må være på sin plads i dag. Vi skal nyde vejret, når det er der, og når det er godt, for vi ved ikke, hvad vejrtjenesterne byder os de kommende dage. Yr.no og pent.no er ikke enige, og vi kan ikke gøre noget ved det, ud over at vente og se og så i øvrigt bare klæde os ordentligt på og have rigeligt med Kvikklunsj – Hele Norges tursjokolade med.

Men i dag. Dér var det godt, og det udnyttede vi til feriens første vandretur. På med vandreklunset og ned i rygsækken med madpakker og primus. Vi kørte sydpå og drejede til højre, stillede bilen, da vi nåede Haugsjå, og gik opad på en tur, vi havde set i en brochure. Den var ikke mærket af, så vi kom nok ikke til at gå helt den rute, vi havde regnet med, men det blev så bare en anden flot tur.

Al den gåen gjorde voldsomt sulten, og vi kørte videre ned til noget af alt det sø, der er i Norge, og sad under bagklappen i bilen og kiggede på noget pænt, mens vi spiste madpakkerne.

Det næste mål var Jettegrytene, som er naturens eget badeland, dannet af smeltevand gennem tusinder af år. Det er svært at beskrive med ord, både stedets fysiske omfang og dets egenart. Billederne fortæller lidt, og ellers er det bare at komme derud, hvis man er på de kanter. Men vælg en dag med godt vejr, for stedet indbyder til at tage tøjet af og glide i vandet. Det ligger bogstaveligt talt helt ude i skoven. Først kører man otte kilometer på asfaltvej fra Haugsjå og derefter yderligere otte kilometer på en smal grusvej, der snor sig op og ned igennem og rundt om fjelde for til sidst at ende på en parkeringsplads, hvorfra der kun er kort til fods til dette her:

Fyren, der står på klippen oppe til højre, sprang på hovedet ned kort efter, at jeg tog billedet. Der er altså dybt i nogle af de huller.

Det var den dag. Den gik godt.

Aftenhimlen lover … ja, jeg ved faktisk ikke, hvad den lover. Men den er så pæn, at det sikkert er noget godt.

Herfra hvor jeg sidder

Jeg har set billeder af panoramaer med blødt, gyldent solnedgangslys over toscanske bakker og franske bjerge på Instagram og Facebook. Folk er generelt glade for deres ferieudsigter, og det forstår man jo godt.

Her er min. Jeg er søgt mod de enkle, nordiske landskaber, hvor fjeldene spejler sig i vandet, lyset holder ved til langt ud på aftenen, og dyrene pusler i underskoven, når vi går aftentur.

De næste dage når blikket højt og langt, når jeg kigger ud af køkkenvinduet om morgenen, ned over engene og skoven, ud over søen og fjeldene på den anden side og himmelhøjt. Vi er tilbage. Her er stadig smukt.