12. august 2015 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Nu er jeg den eneste i husstanden, som stadig holder ferie. Na-na-na-na-nah.
Morten gik vist i gang med at arbejde allerede i søndags, Astrid startede i 6. klasse i mandags, og mens jeg sidder og skriver, går jeg ud fra, at Lasse er startet i 3.g i dag. “Går ud fra”, fordi der er den der sære, sære skik – eller uskik, hvis I spørger mig – at natten før 3.g’erne starter i skolen er de i byen hele natten. I hvert fald oppe. Han tog af sted sidst på eftermiddagen i går, og jeg har ikke set ham siden. Jeg må gå ud fra, at han nu sidder og hænger i et solbeskinnet klasselokale sammen med sit kobbel, og jeg går også ud fra, at han bare skal sove, når han kommer hjem. Godt det ikke er mig.
Jeg tager i haven. På programmet er fortsat lugning. På sådan et stykke jord, der er overladt til sig selv i nogle uger grundet først indevejr og siden ferie, sker der ting. Planter holder ikke bare op med at gro, når man vender ryggen til. Heldigvis gælder det både krudt og ukrudt. De reglementerede afgrøder vokser, som de skal. Ukrudtet vokser, som det ikke skal, og det vil gerne bestemme. Jeg har været i gang med at rette op på det i et par dage, og heldigvis har jeg både tid og lyst til at fortsætte, og vejret er med mig.
Faktisk er jeg en af de priviligerede i år: Det har været rigtig flot sommervejr i alle mine tre ferieuger. Heldige mig. I de uger i juli, hvor det pisregnede og blæste, sad jeg trygt indenfor på arbejde med ryggen til vinduerne.
Jeg nyder timerne i haven. Skuffejern, knofedt og pilleri, lydbog i ørerne og så i gang. Jeg starter med at koge vand til termoflasken, så det også er nemt at holde kaffepauser, når jeg synes, og det synes jeg tit. En madpakke med, og så er eftermiddagen åben for havetanten. I kan se mig, hvis I kigger ind over hækken. Kom ind, så gi’r jeg kaffe.
Gymnasiasten skal jo alligevel have fred hjemme.
27. juni 2015 | den store bunke |
I Viborg er der Hærvejsfestival, og alle jeg kender er beskæftiget med enten løb, cykling, march, øl eller musik eller det hele. Eller noget med studenterfejring. Eller noget med at larme neden for vores vinduer om natten.
Jeg fandt en fredelig lomme i kolonihaven i eftermiddag og nåede at så et par rækker spinat, inden regnen drev hen over byen og drev mig ind under halvtaget. Jeg satte mig i ly med et par krus kaffe og overvejede, om jeg nogensinde ville slippe derfra uden at blive gennemblødt. Det gik.
Om lidt kører vi til Herning og hører Duné, Go Go Berlin og Dizzy Mizz Lizzy og kommer først hjem, når både regn og larm er færdigt i Viborg.
29. juni 2014 | den store bunke |
Jeg er behageligt træt og skal bare bruge denne søndag aften på ingenting og på at være mor til nogen, der ser fodbold.
Vi har været til Molsfest. Sidste år var det sådan her, og det var det rundt regnet også i år. Grundtonen forandrer sig aldrig, og det er det fine ved Molsfesterne. Vi var ikke så mange, men det betød bare, at jeg blev mere opdateret på både dem, der var der, og dem der ikke var, fordi vi fik snakket med alle. Lammet var skrumpet ind til to køller, men det smagte præcist lige så fantastisk, som det har gjort de sidste tre årtier.
Vi kunne ikke sove i Hvide T ligesom sidste år, for den er bortgået, og vi var desuden tre afsted. Derfor var det både lånt bil og lånt telt. Men gammelkendt hyggeligt. Næste generation unge lømler var blandt festdeltagerne, og i nær sammenhæng med dét faktum havde de fleste af pløkkerne i vores telt sluppet taget i jorden, da vi vågnede i morges.
Der var fadøl og sommernat, en smule regn uden for den overdækkede terrasse, snak om nært og fjernt, stort og småt, komisk og tragisk, dybt og overfladisk. Grin, varme og tåbeligheder. Venner gennem det meste af et voksenliv.
Alt var fuldstændig, som det skulle være. Som det har været i det meste af et voksenliv. Hver gang jeg kører hjem derfra, er jeg dybt taknemmelig over at have det i mit liv.
I aften smiler jeg og laver ingenting.
8. maj 2014 | den store bunke |
I 1997 flyttede jeg i min første ejerbolig. Et fint rødt trediverhus i et godt kvarter. Vi boede der i to år, inden vi rykkede videre, fordi det alligevel blev for småt til børnefamilien, men da vi indtog huset, havde jeg egentlig en forestilling om, at det var mit skæbnehus.
For oppe på spidsloftet, under taget, lå en stak aviser. Det var hovedsageligt JyllandsPosten, men i stakken lå en enkelt Fyns Tidende. Det er min barndoms avis, den mine forældre holdt, og fundet af sådan en var i sig selv specielt, eftersom vi befandt os i Viborg.
Men det surrealistisk sære var, at avisen var fra lige præcis den søndag, jeg blev født. Ikke bare samme dato i et tilfældigt år, men selve min fødselsdag. Og det var den eneste avis fra den dag og den eneste fynske avis, som lå på loftet i det hus, vi havde købt.
Jeg har ingen som helst ide om, hvilken historie der ligger bag. Jeg kan ikke tænke mig til noget som helst “Det er nok fordi …”. Jeg besluttede bare, at det nok var forsynet eller noget andet højere, som havde sendt mig i retning af det hus, og så skulle vi sikkert være sammen for altid, huset og jeg. Det skulle vi ikke, men avisen tog jeg med mig.
Det var en meget varm sommer i 1959; det havde også været varmt for min mor at være gravid, og avisens forside er prydet af et foto, der viser en lille tulle, som sidder i sin barnevognskasse i vandkanten.
Sommeren var tør, høsten gik tidligt i gang, og en vældig hedebrand truede Borrislejrens 10.000 tdr. land store skydeterræn. Det er en af forsidehistorierne. En anden fortæller om en nordjysk landmand, der er død af bladanforgiftning under sprøjtning af frugttræer. “Man mener, at Andersen er blevet forgiftet af den forstøvede sprøjtevædske i den stillestaaende luft i haven. Han er faldet om, og i faldet har han revet laaget af beholderen, hvis indhold er løbet ud over ham.” Tragisk!
Man ventede besøg af den russiske ministerpræsident, og det fremgår af en anden forsidehistorie, at hovedansvaret for hr. Krustjevs liv og færden i Danmark var lagt i hænderne på rigspolitichef Heide-Jørgensen, og at over 2000 politifolk på en eller anden måde ville blive sat til at overvåge den russiske statsgæsts skridt under opholdet i Danmark. Og det selv om Krustjev havde anmeldt et følge på kun 20 personer, hvoriblandt hans hustru, hans to læger, hans massør, hans og fruens frisør, hans adjudantskab og et sekretariat.
Inde i avisen kan man blandt meget andet læse om klipningen af hækkene i Egeskov slotspark, et interview med Grete og Claus Walter, at dårlige nerver er en ret almindelig sygdom blandt vore soldater, om en slagteriarbejder der vil være Haarbys Zoo-direktør, om rok og rul-optøjer i Kolding efter premieren på filmen “Rock around the clock”, at Bahamontes som den første spanioler vandt Tour de France, at en dame havde været klemt fast i væltet bil ved Fuglsbølle kirke, at Kerteminde Bio spillede den dejlige farvefilm Familien Trapp, og at fjernsynet sendte følgende program: 9.00 og 13.30 Prøvebillede, 20.00 Aktuelt, 20.15 TV te’ vands; den første af 3 udsendelser paa sommerlørdage, 21.00 Søndagsvejret.
Og hvad med trafikken? Jo, nogle ting har aldrig ændret sig.
På motorsiden kan man læse, at det første eksemplar af Skodas sportsluksusmodel ’Felicia’ er kommet til landet.
Og på bagsiden er de tegneserier, som var noget af det første, jeg lærte at læse. Hunden Tjavs, Rasmus Klump og det københavnske cykelbud Carlt.
Fyns Tidende blev i 1969 blev købt af Fyens Stiftstidende, som drev avisen til 1979. Derefter var den bare en side i Fyens Stiftstidende, og efter yderligere ti år forsvandt den helt.
Men mit eget helt særlige eksemplar af avisen, som på forunderlig og uransagelig vis kom mig i hænde – hvad er chancen lige?, det passer jeg på.
