Dengang jeg tyrede Andrea ind i radiatoren

Jeg ved simpelt hen ikke, hvordan jeg kom til at tænke på det her. Normalt er jeg jo god mod både børn og dyr. Jeg var heller ikke som sådan ond i dette tilfælde. Men nogen skulle have en lærestreg, og så var det nok lige tæt nok på radiatoren. Og der var en femårig med stor retfærdighedssans som publikum.

Altså, vi havde en kat. Den hed Andrea. Det var Laura, der havde navngivet den (Hvis det bliver en hunkat, skal den hedde Andrea, og hvis det bliver en hankat, skal den hedde Hans Peter. Det kunne faktisk have været lidt sjovt, hvis vi havde fået en en hankat, har jeg tit tænkt på.). Nå, som halvvoksen killing begyndte Andrea at udforske sine jagtinstinkter og tog sine byttedyr med ind gennem kattelemmen. I begyndelsen fandt vi indtørrede regnorm på gulvet i stuen om morgenen (klamt men dog indtørrede), senere gik den over til at tage frøer med ind (jeg bryder mig ikke om frøer. De hopper uforudsigeligt). Så kom en dag, hvor den tog en mus med ind. To gange. Første gang fik vi den ud, men så kom den igen ind med musen i gabet. Jeg greb fat i nakkeskindet på katten og kastede den til side. Selv lidt bange for musen. Mus piler uforudsigeligt. Det var så der, jeg kom til at slynge katten ind i radiatoren. Stor fejl. Det er fjorten år siden, og Lasse nævner det stadig ind i mellem som Mors Utilgivelige Handling. Tilgivelse for formodet kattemishandling er åbenbart en mangelvare her i huset.

Men katten tog altså ikke skade. Og musen viste sig i øvrigt at være en rotteunge. (Sagde rottefængeren, som jeg tilkaldte et par dage efter, fordi jeg havde set en rotte udenfor, og vi så viste ham den døde mus, som lå udenfor).

Kattens sidste bedrifter, inden vi flyttede fra huset med kattelemmen, var at invitere et par solsorte med hjem. Sådan en solsortedødskamp giver forrygende mange fjer spredt i hele stuen, kan jeg afsløre. Solsort nummer to flaksede skræmt rundt i alle vinduer, og jeg måtte rende ind og hente hjælp hos naboen til at få den indfanget og lukket ud. Jeg har det nemlig meget stramt med løse fugle. De flakser så uforudsigeligt.

Så flyttede vi, og det næste hus havde ikke kattelem. Katten blev lukket ud og ind, og det passede mig helt fint, at den måtte fortolde ved indrejse. Det var også godt for katten. Der var nogle meget store jernradiatorer i det hus.

Luskegnaskere vs. os: 2-0

Ærteeventyret sluttede, før det begyndte. Nogen spiser bladene, så snart ærtespirerne kommer over jorden. Det er garanteret den frække solsort, hvis rede under konstruktion vi pillede ned fra bjælkerne i huset i sidste uge, som nu tager hævn. Og hvor mange fuglekrige gider man lige føre?

IMG_3977

Men hvem er det så, som spiser rucolaen? Den er gnasket i anderledes store bidder. De Vilde Kaniner? Flyvende rensdyr? Ejner?

IMG_3978

Morten er en handlingens mand – i dette tilfælde en tankens mand – og påtænker at låne vildtkamera af en af sine fellow jægersmen, og så skal vi få at se, hvem som lusker i krattet om natten.

Og nu går vi under jorden og satser på rodfrugter.

Udgivet i At have have - Tagget med , , , , - 2 kommentarer.